Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Det skal blæses op

Denne lette og luftige artikel omhandler noget så
almindeligt som en dvd-afspiller. Men den vil frem i verden, den opskalerer
nemlig dvd til HD-format med stil.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

De forskellige elektroniske apparater smelter mere og mere sammen. Et tv er ikke blot et tv, men begynder at integrere elementer fra computeren. Overalt bliver grænserne mellem de forskellige typer bliver mere og mere flydende. Vi tænkte derfor her på Alt om DATA, at det var tiden til at kigge på noget så almindeligt og underholdningspræget som en dvd-afspiller til placering i stuen. Dog skulle denne Toshiba XD-E500KE være specielt god til en ting, nemlig at opskalere almindelige film dvd’er til HD-format. Det kan være interessant for ejeren af et Full-HD tv, som endnu ikke har investeret i en Blu-ray-afspiller og som ejer en stor dvdsamling.

Stor, større størst

Hvad nytter det at have en skærm, der, hvis man trak den ud i haven, ville forårsage en lokal solformørkelse, når ens højt elskede dvdsamling ligner noget dadaistisk klatværk på vidunderet? Derfor er opskalering af dvd’er til diverse HD-formater blevet en stor ting, desværre ikke altid med lige god billedkvalitet til følge. Det er nemlig ikke bare lige at opskalere, algoritmerne er skrappe at mestre, og de kræver en del maskinel muskelkraft. Det er her Toshiba XD-E500KE kommer ind i billedet. Det er en dvd-afspiller der kan afspille i formaterne 480/576P, 720p, 1080i samt 1080p. Man kan i den sammenhæng selv vælge formatet eller sætte afspilleren til automatisk at vælge det optimale format. Enheden understøtter såvel NTSC som PAL, men er her i landet bundet til regionskode 2. Ellers understøtter afspilleren DivX film, og lydkomprimeringsteknologierne Dolby Digital samt dts Digital Out. Endvidere anvendes Toshibas egen XDE-teknologi, der skal forbedre billeddetaljerne ved opskalering.

Heldigvis har tingene udviklet sig siden de gode gamle videobåndoptageres dage, og dvd-afspilleren er også ganske let at anvende og konfigurere. Det gøres via den medfølgende fjernbetjening, der er af den sorte anonyme slags. Det skal siges, at vores oplevelse af Toshiba XD-E500-KE’s evne til at opskalere selv til Full HD ved 1080p var ganske positive. Ok, det var ikke helt som at opleve en Blu-ray-film, hvad detaljerigdom angik. Dog var det en positiv oplevelse, der var noget over gennemsnittet af opskalerede dvd’er

Valgmulighederne

Når dvd-afspilleren skal sluttes til tv’et kan man vælge mellem hdmi, scart, komposit samt komponent-tilslutning. Efter at enheden startes vises et hvidt Toshiba logo, samt en liste over understøttede HD-formater, der kan anvendes. Herfra kunne vi ellers blot nyde vores dvd, i vores tilfælde Band of Brothers. Selvfølgelig kunne man tilpasse XD-E500KE og brugeroplevelsen efter eget ønske.

Dette kunne enten gøres fra fjernbetjeningens setup-knap, eller via de mange specialknapper på selv samme fjernbetjening. Blandt andet kunne man vælge mellem at anvende forskellige billedmodes. Vi kørte mest med standard, der for os virkede bedst, men det var også muligt at vælge skarp, farve og kontrast der gjorde det dårligste indtryk på os. Det skal dog siges, at for at kunne vælge mellem billedmodes, skal dvd-afspilleren være tilsluttet tv’et via hdmi-stik. Skulle man ønske det, eller er materialet til det, kan man skifte fra 16:9 formatet til det gammelkendte 4:3 fremvisningsformat. Det var også muligt at vælge mellem, om filmen skulle vises i original format, eller om det skulle fylde skærmen uden at ændre proportioner.