Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Det lille fotoatelier

Digital billedbehandling for den lille kunstner.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

FotoSketcher 2.25 er et lille gratisprogram, der er skabt til et eneste formål. Det er så til gengæld ret underholdende og givende, hvis man leger lidt med mulighederne.

Gør digitale fotos til kunstværker

Det, FotosSketcher kan, er at give dine digitale fotos et mere kunstnerisk præg. Programmet, der kan anvendes under Windows XP, Vista samt Windows 7, er på en og samme tid effektiv, let at betjene og ganske underholdende.

Programmet fungerer ved, at man loader det digitale billede, der ønskes manipuleret. Man vælger dernæst, hvilke effekter der skal tildeles billedet, samt præciserer, hvorledes hvilke præmisser forvandlingen skal følge. Det originale foto præsenteres i venstre side i programmets hovedvindue, der er opdelt i to separate halvdele.

I højre side vises billedet, som det ser ud efter manipulationen. Indledningsvis er de to fotos selvfølgelig ens, da der ved start endnu ikke er foretaget nogen handling.

Brugervenlig og effektiv

FotoSketcher har et brugervenligt interface. Du vælger, hvilken type kunstnerisk produkt du ønsker, dit oprindelige foto skal forvandles til. Her er der flere overordnede muligheder, og du kan vælge mellem forskellige stilretninger inden for tegning i videste forstand.

Det er eksempelvis penciltegning, blanding af pencil og blæk, malerieffekter, stiliserede effekter med mere. Hver type har flere undertyper, der kan vælges blandt. For de enkelte typer findes der en række indstillingsmuligheder, der kan justeres på. De ændrer en række vilkår for, hvorledes effekterne iværksættes.

Ud over de specifikke effekter, der rettes med en bestemt type, er der nogle generelle egenskaber, du kan tilføje. Du kan tilføje mange forskellige typer rammer, blødgøre kanter, tilsætte tekst og endelig vælge blandt en lang række grundlæggende baggrundstekturer.

Øjeblikkelig respons

Du bliver i et lille miniaturebillede ved indstillingsmulighederne med det samme præsenteret for, hvorledes dine indstillinger og valg påvirker originalen. Er du tilfreds, trykker du på knappen ’Draw’, og kopien til højre bliver tildelt effekterne i realtid. Du kan med andre ord omgående se, hvorledes effekterne bliver tildelt billedet. Alt imens vises der forneden, hvor langt i processen man er nået.

Inden man går i gang med at ændre på originalen, kan man såmænd tilrette originalen, så den bliver helt optimal, inden transformationerne skal foretages. Ændringer kan fortrydes, og programmet indeholder desuden ganske enkelte muligheder for at ændre på formatet såsom at beskære billedet eller at rotere det.