Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Det komplette alarmsystem: Når nabohjælp ikke rækker

Beskyttelse mod indbrud og tyveri er i dag kun én grund til at investere i et alarmsystem. Et avanceret anlæg kan også omfatte brandsikring samt advarsler om fugt og dårlig luftkvalitet. AOD har live-testet et kompromisløst alarmsystem fra Verisure.

Af Knud Søndergaard, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Når en familie overvejer et alarmsystem i hjemmet, kan det have mange årsager. Det kan være egne eller andres dårlige oplevelser i forbindelse med indbrud, forebyggende beskyttelse af værdier, krav fra forsikringsselskab, et almindeligt ønske om større tryghed i en omskiftelig verden – eller simpelthen teknologisk forældelse af et eksisterende anlæg.

Christian – som har lagt hus til denne test af et komplet alarmsystem fra Verisure – har et ældre alarmsystem i sit hjem, og han har i et par år ikke været helt tryg ved det. Ikke fordi hjemmet rummer nogen store værdier eller bunker af letomsætteligt it-grej og designermøbler; mere fordi det ved en kritisk eftertanke stod klart, at familien næsten lige så godt kunne droppe udgiften til alarmsystemet helt og holdent, for reelt var det pærenemt for selv en ubegavet indbrudstyv eller stresset misbruger at trave uden om det. Og hvorfor så betale et dyrt abonnement?

I sin tid var familiens alarmsystem en ganske typisk løsning, som givetvis stadig er meget udbredt i danske hjem, men tiden og de teknologiske muligheder har for længst overhalet de gulnede rumsensorer og klodsede betjeningspaneler.

Derfor har Christian meldt sig frivilligt og åbnet sit hus for Verisure, som har projekteret og installeret et komplet alarmsystem, der kan gøre ham og hans familie trygge og åbne helt anderledes praktiske muligheder – både når de er ude og hjemme.

Verisures Martin er kommet på arbejde: 59 vibrationsdetektorer skal forsynes med batterier, navngives og parres med centralen i Christians nye alarmsystem.

Gør det selv eller assistance?

Dette spørgsmål har været nemt at besvare, for Christian fusker og nørkler helst med alt muligt andet end sensorer, kameraer og softwareløsninger til et alarmsystem. 

Derfor var hans udgangspunkt da også, at han skulle ende med en løsning, som ”bare virker”. Ellers hellere undvære det helt.

Tag alarmtesten her for at beregne din pris og få et tilbud
Det kan man også få, hvis man er fiks på fingrene og måske har et stærkt lokalt netværk blandt familie og/eller naboer. Så kan man købe de nødvendige komponenter og enheder i et byggemarked, koble det hele sammen, bande lidt undervejs og eksperimentere, indtil det hele fungerer. Derefter handler det ”blot” om at programmere nogle rutiner og indkode telefonnumrene på de personer, som skal kontaktes i tilfælde af alarmer. Det har denne signatur også prøvet i forbindelse med en test, og det er sådan set gået godt. Og der er penge at spare – i hvert fald på papiret.

Verisures egenudviklede vibrationsdetektor syner ikke af meget – og det skal den heller ikke. Men den kan registrere selv forsigtige indbrudsforsøg og slå alarm.

Et problem ved en gør det selv-alarmløsning er: Hvad stiller man op, hvis alarmen går, når man selv er bortrejst, og de indlæste kontakter ikke reagerer?

Svaret på det spørgsmål kan blæse i vinden, og derfor giver forsikringsselskaber normalt ikke særlige fordele til brugere af alarmsystemer, som ikke er tilsluttet en politigodkendt, døgnbemandet kontrolcentral. Dem er der ikke så mange af i Danmark; Verisure driver en af dem, og omkring 40 af firmaets mere end 600 medarbejdere i Danmark er tilknyttet denne topsikrede facilitet.

I en brochure skriver Verisure: ”Din alarm skal passe til dit behov og din bolig. Det anbefales, at en Verisure løsning købes efter én af vores sikkerhedskonsulenter har lavet et sikkerhedstjek af din bolig og fundet den bedste løsning til dig.”

Christian takkede selvfølgelig ja til sikkerhedstjekket, og det var noget af en øjenåbner. Da Martin (teknisk chef) og Timm (sikkerhedskonsulent) gennemgik huset, påpegede de flere åbenlyse sikkerhedsbrister. Et enkelt eksempel: Hoveddøren har for nylig fået en moderne, dirkesikker cylinderlås, men et stort glasparti gør det nemt at trænge ind alligevel.

Christians bolig omfatter kælder, stue og første sal i et smukt gammelt hus fra 1912 med et bebygget areal på 114 kvm – i alt 342 kvm, som skal sikres. 

Omkring 40 specialuddannede og sikkerhedsgodkendte medarbejdere servicerer Verisures danske brugere.

Martin og Timm arbejdede sig systematisk igennem alle rummene og krinkelkrogene, kommenterede en masse detaljer undervejs – og nåede efter knap to timer frem til en ”betænkning”.

Grundlæggende skal boligen sikres mod indbrud. 

Det er nærmest indlysende i en kommune, som i denne henseende er en af Danmarks mest hjemsøgte. Christian har desuden tilvalgt brandsikring. Hvis der går ild i et stort gammelt hus med åben pejs, gammelt gasfyr og træ i etageadskillelserne, kan det kun gå for langsomt med at alarmere beboerne – og brandvæsenet.

Det med småt

”Hvad koster et Verisure-alarmsystem?” Det spørgsmål kan ikke besvares enkelt og kontant.

En fornemmelse kan man få ved at besøge www.verisure.dk og tage den alarmtest, som markedsføres på alle siderne. Dette kræver dog også, at man deler sine kontakt-oplysninger og giver firmaet tilladelse til at tage kontakt.

AOD kan supplere med lidt mere information.

Til private arbejder Verisure som udgangspunkt med to pakker – Home Basis og Home Premium. 

Basispakken skal være perfekt til den lille lejlighed med meget få indgangsdøre og vinduer. Den består af en centralenhed, et VoicePad-betjeningspanel, en fotodetektor, en vibrationsdetektor, en StarKey-fjernbetjening, en almindelig fjernbetjening og alarmskilte.

Den mere omfattende premiumpakke omfatter skalsikring og ekstra overvågning. Frit tilvalg i pakken gør det muligt at tilpasse pakken præcist til boligen. Som standard omfatter denne pakke alle enhederne fra basispakken plus endnu en vibrationsdetektor, en smartplug og aktuelt et videokamera.

Installation af begge Home-pakkerne koster 2160 kroner, som kan betales med det samme eller afdrages over 36 måneder – og udløse en skatterabat under håndværkerfradraget.

I lighed med andre alarmfirmaer arbejder Verisure med en abonnementsordning, så man betaler et månedligt beløb for den valgte pakke, inklusive 24-timers alarmovervågning og vagtudrykning. Her er frapriserne 449 kroner og 489 kroner om måneden for henholdsvis basis- og premiumpakken. En typisk pris for et tilvalg er 25 kroner om måneden.

Både skalsikring og rumsikring

Verisure tilbød også at installere fugtsensorer til at advare om lækager i nærheden af hårde hvidevarer som husets opvaskemaskine i køkkenet og vaskemaskinen i kælderen. 

Her gik Christian dog i spare-mode og vurderede, at opvaskemaskinens indbyggede sikringer nok ville være tilstrækkelige, og en eventuel sø fra en vaskemaskine på et råt kældergulv med afløb ville være til at lave med.

Som navnet antyder, er skalsikring en beskyttelse af husets såkaldte skal – døre og vinduer, der kan give adgang til boligens rum. Tidligere brugte man simple mekaniske kontakter, som kunne trigge en alarm, når en dør eller et vindue åbnes – eller brækkes op. Desuden var det helt almindeligt at spare kontakterne væk på vinduerne – og på hele førstesalen.

Her arbejder Verisure nu med følsomme vibrationsdetektorer, som kan reagere på selv svage påvirkninger af skallen – forsøg på at lirke vindueshasper op eller pille ruder ud. På den måde kan en alarm blive udløst, inden tyven er kommet ind, og endda inden der er sket større skader, og hvis larmen fra den indendørs sirene med 105 dB lydtryk ikke er nok til at skræmme en tyv væk, får vedkommende i det mindste kortere tid til sit ”arbejde”.

Oprindelig bestod rumsikring typisk af en såkaldt PIR (Passive Infra Red) detektor i hvert rum. Denne i dag meget billige løsning reagerer på levende væsener og er fin til at styre tænd/sluk af lys, for eksempel i en indkørsel eller opgang, men den fortæller intet om, hvad den registrerer. I dag er digitale kameraer så lysstærke og billige, at man kan tillade sig at bruge dem som supplement til PIR-detektorer. Så får man en enhed, som Verisure kalder en fotodetektor, og den nøjes ikke med at slå alarm, men kan også sende billeder i høj kvalitet til kontrolcentralen.

I praksis bruger mange familier skalsikring, når de er hjemme, og ikke mindst mens de sover. Så kan de bevæge sig frit i hele huset, og når de forlader det, aktiverer de naturligvis også rumsikringen.

Der hører naturligvis en app til et Verisure-alarmsystem. Den giver adgang til både den daglige betjening og de mere avancerede opsætningsfunktioner.

Stort installationsarbejde

Ikke færre end 59 vibrationsdetektorer skulle der bruges til at sikre Christians døre og vinduer. Dette antal skyldes ikke alene, at der er mange vinduer i huset, men også at Christian lyttede til Verisures erfarne specialister.

For at spare penge gør en del husejere nemlig meget ud af at sikre kælder- og stueetagen, men fravælger sikring af vinduer og døre på første sal og opefter, fordi de anser det for unødvendigt.

Det ved de kriminelle alt om, og hvis de spotter, at der ikke er kontakter på et højtsiddende vindue, ”låner” de bare en stige i redskabsskuret eller hos naboen.

Det argument overbeviste Christian, og han satte også en kædelås til sin stige plus en lås til skuret på sin egen to do-liste.

Det kræver meget mere end et batteri og et par skruer eller klæbepuder at opsætte en sensor i et alarmsystem. Hver enkelt sensor skal parres med alarmsystemets centralenhed og navngives, så både brugeren og kontrolcentralen kan se, hvor i huset der er opstået et problem. Timm snuppede en Pepsi Max, og så hørte vi ellers ikke meget til ham i adskillige timer.

At sådan en opgave overhovedet kan løses så relativt hurtigt – og uden at splitte huset ad – skyldes, at hele sensorbrigaden kommunikerer trådløst med centralenheden.

Verisures Timm borer for til opsætning af en røgdetektor i Christians lytterum/tv-stue. Han bruger den lille papkasse til at fange borestøvet. Smart trick!

Endnu flere sladrehanke

Vi fik lige nævnt foto- og røgdetektorer i det foregående afsnit. Verisures egenudviklede fotodetektor, som var markedets første, fungerer på den måde, at den tager en række billeder, både hvis dens egen PIR-detektor registrerer bevægelse i det rum, hvor den er opsat, eller hvis alarmen aktiveres af en af husets øvrige sensorer.

Som nævnt sendes disse billeder – krypteret over en sikker forbindelse – til Verisures kontrolcentral, hvor en medarbejder så kan vurdere situationen og eventuelt alarmere politi og brandvæsen samt tilkalde vagt, politi eller brandvæsen. Brugeren kan også selv tage billeder via appen. Hverken brugeren eller kontrolcentralen kan dog aktivere kameraerne, hvis alarmen eller PIR-sensoren ikke er aktiveret.

Denne nye fotodetektor er en kombination af en passiv infrarød sensor og et videokamera. Den registrerer ikke blot bevægelse, men viser også, hvad der sker.

Røgalarm

”Røgalarm i alle hjem” – det er et budskab, som myndigheder og forsikringsselskaber har gjort meget ud af at kommunikere. De plejer også at understrege, at brugerne regelmæssigt skal tjekke, at denne potentielt livsreddende enhed ikke har et fladt batteri eller er blevet defekt, men faktisk fungerer. 

Vi har set røgalarmer på tilbud til priser så lave, at det næsten kan svare sig at købe dem blot for at få 9 V-batteriet. Verisures røgdetektor ligger ikke i dette prislag, men de kan også meget mere end blot at larme, når de registrerer røg i rummet. Det siger vist sig selv, at disse røgdetektorer indgår i husets alarmsystem og sender deres signaler til kontrolcentralen, og det gør de uanset, om alarmsystemet er slået til eller fra.

Hvis røgalarmen aktiveres, får kontrolcentralen adgang til husets kameraer og tjekker, om der faktisk er noget, som kan ligne en brand – og alarmerer så brandvæsenet med det samme. Ydermere forbindes flere røgdetektorer i serie, så samtlige de 10 af slagsen på alle de tre etager i Christians installation øjeblikkeligt hyler i kor, så snart en af dem er begyndt.

Alt muligt elektrisk ekstraudstyr kan fjernbetjenes via Verisures SmartPlug. Her har vi en køkkenradio, som kan tændes og få huset til at virke mere beboet.

Tre såkaldte smartplugs – intelligente, fjernstyrede stikkontakter – er også landet på Christians tilkøbsliste. Dem kan man bruge til at fjernstyre eller programmere mange typer elektriske apparater med via alarm-appen – eller på gammeldags manér bruge til at tænde og slukke for bestemte lamper, så huset virker beboet, når man ikke er hjemme.

Endelig kunne man også udvide Verisure-systemet med udendørs belysning og video-overvågning. Her ville et nærliggende valg være kabelfri kameraer fra Arlo, som kan opsættes udendørs med blot en enkelt skrue, strømforsynes af et genopladeligt batteri og kommunikere via Wi-Fi.

Siden 2020 har Verisure haft et partnerskab med Arlo, og det sikrer, at Arlo-videoovervågning sømløst kan integreres i Verisures alarmsystemer. 

Testhuset efter to uger med Verisure: Sådan er brugeroplevelsen

Christian og hans familie har nu brugt Verisure-alarmsystemet i et par uger og er blevet nogenlunde fortrolige med det og alle dets muligheder. Her følger Christians indtryk

Brugervenlig app:

”Godt tænkt og super velfungerende app med lokale manualer lige for hånden i interfacet. Inde i appens oversigt over samtlige komponenter i huset plus mange andre steder, hvor man skal foretage sig noget, er der adgang til en manual på et link – og disse manualer er alle helt kortfattede, letforståelige og rummer kun alt det vigtigste, man skal bruge lige nu i få linjer. 

Brugervenligt – og det gør det betryggende at betjene selv ret avancerede ting i appen, også som komplet nybegynder. Det inviterer til at bruge appen aktivt og udnytte systemets mange muligheder. Også hvis man er en helt almindelig dansker, der er lidt uteknisk eller bare slet ikke gider komplicerede interfaces. Eller hvis man om et halvt år har glemt det meste og skal ind og lave specialiserede tilpasninger. Man får tillid til, at det kan man nemt lige fikse, og det kan man også.

Man kan tjekke historik eller ændre på funktionen på hver enkelt sensor. Man kan rent fysisk tage dele af alarmsystemet ned og sætte det korrekt op igen ved renovering. Man kan ændre sine koder – og lave specialkoder til f.eks. håndværkere, naboer eller en fast rengøringshjælp, der kun virker på bestemte tider af døgnet eller kun i uge 32.

Et godt eksempel er, når man går ind på ”kameraer”. Så får man en oversigt over sine kameraer med billeder på (hvis alarmsystemet er koblet til lige nu) – eller en oneliner-forklaring på, hvorfor der lige nu ikke er billeder på (indvendige kameraer er blokerede, når alarmen er slået fra eller står på skalsikring). Plus et link til en kort manual til at pille et kamera ned og sætte det op igen, hvis man skal male. Plus kort instruktion i selv at skifte batterierne. Plus nogle få linjers gennemgang af, hvordan det virker, og hvad der kan forstyrre det.

Det er alt sammen forklaret i forbilledligt klart, kort, konkret og velskrevet sprog i overskuelige punkter. Det kan simpelthen næppe gøres bedre, og her er jeg ellers lidt af en vanekværulant,” forklarer Christian. 

Supersmart metalbrik:

”Med den lille metalbrik, StarKey, kan man ekstranemt frakoble/tilkoble systemet ved blot at holde den op på betjeningspanelet. Den er desuden pæn og kompakt, virker kvalitetsagtig og fylder kun lidt i nøglebundtet, og der er ingen knapper. 

Nøglebrikken StarKey kan både klare den daglige nærbetjening og tåle et hårdt liv i lommen.

Drønsmart, at man kan tilkøbe ekstra StarKeys for få kroner og give til en rengøringshjælp eller håndværker – og nemt kan gå ind i appen og programmere ugedage og tidsrum, hvor den enkelte StarKey giver adgang. Og man kan også helt deaktivere den. 

Man kan også få en mere gængs fjernbetjening – en relativt lille plastbetjening med knapper på til at fra/tilkoble (og til at blokere knapperne for at hindre lommetryk).

De er smarte og gør lige ,hvad de skal, og de virker på pænt lang afstand. Ude ved havelågen kan man lige trykke systemet på for at være helt sikker.” 

Fin fejlhåndtering:

”To kontakter var åbenbart behæftet med fejl. Det gav nogle fejlmeddelelser, hvor Verisure fik besked ind på centralen, men ikke lod alarmen gå. Her sad altså personale, som rent faktisk så ”alarmsignalerne”, tjekkede og kunne se, at dette ikke kunne være et indbrud, men var et sensorproblem.

I stedet skrev kontrolcentralen en sms om, at der var ”et teknisk problem”, og at vi skulle ringe ind. 

En lille skønhedsfejl her var, at det reagerede vi ikke på i første omgang – og så kom der endnu en sms klokken 4 om morgenen, da fejlen opstod igen. Men da jeg endelig ringede til kontrolcentralen, havde de allerede selv bestilt en montør, der skal komme og rette fejlen. 

En anden fin detalje er, at når man går ind i appen, får man straks besked om, at det er en vindueskontakt på to bestemte vinduer, der er en fejl ved.

Så kan man se, at der er en fejl, hvor den er, og at dette ikke er noget dramatisk.

Det er meget afslappende og betryggende at få den præcision og detaljeringsgrad, i stedet for at systemet sætter en unødvendig alarm i gang – eller at man får bare en universel og uklar advarsel om systemfejl.”

Visning af klima:

”Visningen af temperatur og luftfugtighed i hvert eneste rum, hvor der er røgalarm, er virkelig et hit. Det er bare sjovt at bladre i – og jeg tror helt sikkert, vi kommer til at bruge det til at styre varmen rundt om i huset anderledes. Varmen er selvfølgelig målt under loftet og dermed et hak højere end i resten af rummet, men det giver alligevel en stabil indikation, som kan bruges.”

Sammenfattende:

”Alt i alt er jeg meget tilfreds med vores nye alarmsystem. Vi har fået en kompetent rådgivning, og Verisure har ikke bare solgt løs, men også set på vores konkrete situation og vurderet vores reelle behov.

Installationen har ikke krævet nogen indsats fra vores side andet end at være til stede, og vi er oven i købet sluppet for rengøring, oprydning og småskader på huset. Den daglige brug af alarmsystemet er nærmest en fornøjelse, fordi det er så pærenemt,” lyder Christians konklusion.