Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Det fløjlsbløde krigerkabinet

Bitfenix er en interessant ny spiller på markedet for computer-kabinetter og tilbehør dertil. AOD har kigget på et spændende kabinet med et ædelt navn.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Bitfenix Shinobi Window er et midi-tower-kabinet, der i hvert fald kan en ting. Inden vurderingen af det indre samt andre kvaliteter overhovedet kommer på tale, vil de fleste sikkert nikke anerkendende over kabinettets fremtoning.

Shinobi-modelnavnet forpligter også. Det er en historisk betegnelse, der dækker over de hemmelighedsfulde krigere, der i vores moderne kultur populært kendes som ninjaer.

Ædelt navn, stolt fremtoning

Kabinettet er helt i tråd med, hvad man måtte forvendte sort. Den testede udgave af Shinobi-kabinettet er desuden udstyret med et røgfarvet plastvindue i venstre side, heraf tilnavnet Window. Kabinettet, der er konstrueret i stål og plastic, fås også i en udgave uden vindue. Med dimensionerne 460×490×205 mm (H×D×B) er der tydeligvis ikke tale om et kabinet med plads til ubegrænsede udvidelsesmuligheder, hvilket også blev bekræftet i testforløbet.

Men det uagtet er Shinobi Window virkelig en overvejelse værd. I forhold til kabinettets fremtoning virker kabinettet til at være prissat ganske gunstigt. Som hos de fleste andre computerkabinetter følger der ikke en strømforsyning med, men med en pris på under 600 kroner er der til gengæld råd til en god strømforsyning.

Designet er stramt og enkelt, samtidig med at det giver øjet nogle detaljer at dvæle ved. Ydersiden af Shinobi Window har en gummiagtig belægning på fronten og oversiden, hvilket giver kabinettet en fløjlsblød fornemmelse ved berøring.

Den overordnede kvalitetsfornemmelse er ganske god. I det indre er der heller ingen skarpe kanter eller lignende. Kabinettet åbnes i begge sider med fingerskruer. Her sad dem i højre side ganske vist noget stramt, og tangen måtte tages frem.

Shinobi og specifikationerne

Shinobi kan anvendes sammen med atx-, micro-atx- eller mini-itx-bundkort. Atx-strømforsyningen monteres forneden bagtil. Det er ud fra kabinettets størrelse ikke overraskende, at Shionobi nok ikke er førstevalget hos hardcore-, high end-entusiaster med tovejs og trevejs sli-opsætninger.

Det er begrænset, hvor meget udvidelsesplads kabinettet tillader. Dog er der fornuftigt med plads i selve kabinettet med et installeret atx-bundkort. Den største udfordring er at få plads til de største grafikkort.

Det viste sig, at et Radeon HD5870 eksempelvis nærmest gnubbede sig op ad harddisken, hvis der var installeret en harddisk i harddiskbåsen overfor. Så de allerlængste grafikkort skal man holde sig fra. Det er ellers ikke, fordi Shinobi negligerer markedet for computere i de højere luftlag.

Kabinettet er nemlig forberedt til vandkøling med to udgangshuller til slangerne. Selvom der ikke er tale om det største computerkabinet, er den alligevel egnet til dem, der gerne vil tilføje hardware i computeren.

Ganske vist er der ikke voldsomt meget plads bag harddis-kene. Til gengæld er der plads til otte 3,5"-drev internt. Endvidere er der tre 5,25" eksterne drevpladser, hvilket omfatter mulighed for at omdanne den ene til en 3,5" ekstern eller 2,5" intern drevplads. Alle drevene monteres traditionelt, det vil sige stikkene vender bagud. Til gengæld skal der ikke bruges værktøj til monteringen.

Drevmontagen er ganske enkel til 3,5"-drev. Der skal blot drejes en plasticknap i hver side af drevet, og det sidder rimeligt fast. Ekspansionsslots er der syv af. Der medfølger to 120 mm-kabinetsblæsere, en monteret i fronten og en bagpå. Der er plads til yderligere en blæser foran, en indbygget i vinduet, to 120 mm i bunden samt to 120 eller 140 mm i toppen.

Pladsen vil dog blive meget trang, hvis alle understøttede blæsermonteringer udnyttes. På toppen lige nær fronten befinder der sig en tændknap, reset-knap, hovedtelefonstik, mikrofonstik samt fire usb 2.0-porte.