Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Det fineste tech-design bliver til i en baggård på Amager

Det er drømmen om en bedre verden, der driver det gode design, mener Torsten Valeur, der siden halvfemserne har stået bag noget af det mest eksklusive tech-design på markedet.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Man forbinder B&O med et kæmpe palæ på Strandvejen eller en eksklusiv Penthouse i det indre København. Og det er givetvis også her kunderne bor.

Men designet bliver til i mere beskedne rammer. Vi tog en tur ud til kanten af København, en baggård på Amager, beboet af kreative værksteder, pladeselskaber og designvirksomheder. Op ad trappen, på tredje sal, møder vi Torsten Valeur, som byder indenfor i sit værksted, hvor lydbilledet til tider udgøres af trommebulder fra øvelokalerne ovenover.

Det er her B&Os seneste flagskibs-tv’er er blevet til, BeoVision Harmony og BeoVision Eclipse, prototyperne står i den ene side af lokalet, og det er her LGs nye eksklusive Signature-serie har fundet sin form. Foruden disse produkter, står Torsten Valeur bag designs for TP-Link, Asus, Audi og mange andre.

Mon ikke i hvert fald et par af vore læsere vil huske den blærede  hjemmebio-bærbar fra Asus med store B&O-højttalere.    Mon ikke i hvert fald et par af vore læsere vil huske den blærede hjemmebio-bærbar fra Asus med store B&O-højttalere.

Driften mod det nye

Siden starten af 90’erne har Torsten Valeur sat sit præg på tech-verdenen med innovativt og i øjenfaldende design. Allerede kort efter sin start hos David Lewis fik han til at opgave at designe Beocom 2, en trådløs fastnettelefon, der i dag er en designklassiker. Efterfølgende er det blevet til et væld af andre ikoniske produkter. Da David Lewis døde i 2011, førte Torsten Valeur virksomheden videre i eget navn.

”Drømmen om en bedre verden er en vigtig drivkraft. Den ungdommelige tro på, at man faktisk kan ændre noget og gøre livet lidt bedre ved sin formgivning af genstandene. Meget af nutidens design, især det europæiske, kigger bagud, bliver nostalgisk og lidt for sikkert.”

Den ukuelige drift mod det nye fører ikke altid til succesfulde produkter (Torsten Valeur er den første til at indrømme at musikmobilen Serenata var et fejlskud), men man må turde tage chancer for at komme videre.

Det gør man i Asien, og selvom man kan ryste på hovedet ad den utrættelige iver for at løse alt med teknologi, ser Torsten asiaternes evige drift med fremskridt og fornyelse som en inspiration. ”Den energi man føler her er en vitamin-indsprøjtning. Jeg kan godt savne den tro på at vi kan ændre noget her i vores del af verden, hvor vi faktisk har så store ressourcer at gøre godt med.

Den perfekte gave

”At skabe noget, der er bedre end det foregående, finde nye løsninger, der dækker brugernes behov og gør hverdagen lidt nemmere end før, er væsentligt, hvis designet skal have en berettigelse”, mener Torsten, der i sine designs bestræber sig på at gøre avanceret teknologi til indbydende og brugervenlige genstande, der indtager en naturlig plads i hjemmet.

Designet skal kunne stå for sig selv, uanset sin tekniske funktion. ”Du skal acceptere produktet i dit hjem for andet end bare det, som det kan. Det skal føles som den perfekte gave fra en nær ven. En genstand du ikke vidste du manglede, men når den står, føles det helt rigtig. Nyt, men velkendt på samme tid.”

Men den slags produkter kræver tid, overskud og villighed til at investere i designprocessen. Det har man hos B&O, og det har man hos LG, som i forlængelse af Torstens Valeurs arbejde med en air condition valgte at skabe Signature-serien. “LG har nogle muskler til at udvikle og er villige til at eksperimentere. Med Signature-serien har der været plads til at skabe noget, der er gennemført og går et skridt videre”, fortæller han.

Torsten Valeur ved lanceringen af de nye produkter i LG Signature serien. Torsten Valeur ved lanceringen af de nye produkter i LG Signature serien.

Ingeniøren er uundværlig

Man kan have en forestilling om designeren som det kunstneriske geni, der må slås med teknik-fikserede ingeniører, for at få sine visioner igennem. Men ifølge Torsten Valeur forholder det sig ofte direkte modsat.

“Uden ingeniøren er med hele vejen, når man sjældent den optimale løsning. Ingeniører ser ting som designeren ikke er opmærksom på og kan åbne muligheder man ikke vidste var der. I arbejdet med Beocom 2 havde jeg aldrig tænkt på, at man kunne udforme den i aluminium, før en ingeniør gjorde opmærksom på, at det kunne være en mulighed. Den havde aldrig fået den form, hvis kun designere var involveret. Mange ideer i den kreative proces, da man tænker “arhh, det kan nok ikke lade sig gøre”. Man er ikke klar over, hvad der faktisk er muligt. Hvis du har de rigtige ingeniører, er det det fedeste. Det er de personer jeg holder mest af at arbejde sammen med.”

Torsten fremhæver også Beosound 2 og Signature-vaskemaskinen som gode eksempler på produkter, hvor det hele er gået op i en højere enhed. “Man deler en fælles vision om at skabe det optimale produkt, og når det lykkede er der ikke noget bedre.”

3 designs Torsten Valeur er særligt tilfreds med

B&O Beocom 2

”Der er noget særligt ved det det første produkt man får ud. Jeg lærte rigtig meget af udviklingen.”

LG Signature TwinWash

“Uden at prisen er gået helt over gevind er det lykkedes at gøre noget nyt og tage tingene et skridt videre. Vaskemaskinen har alle de nyeste funktioner, men nem betjening, stort set uden knapper.”

B&O Beosound 2

”Et gennemført produkt, hvor det hele bare lykkedes og gik op i en højere enhed. En tilfredsstillende proces hele vejen, og et produkt vi er stolte af.”