Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Det er for billigt

Denne prisbillige tastatur/mus-løsning duer ikke, viser vores test.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Dette sæt med tastatur og mus ser umiddelbart råt og indbydende ud. Men når du kommer i gang med at bruge det, bliver du desværre skuffet. Tastaturet er ganske enkelt ikke rart at skrive på.Du har slet ikke følelsen af at tasterne tager imod, når du trykker. Desuden er tasterne meget høje og minder om noget fra en IBM-computer i 1980’erne.

Den samme negative dom får musen – flot design, men overfladen er bare ikke rar at røre ved. Der er scrollknap på toppen af musen og fikst nok også ved tommelfingeren. Men den sekundære knap er placeret, så du må flytte hånden for at kunne betjene den.

Når du bruger musen, får du hurtigt ondt i håndleddet, Vinklen er forkert uanset, hvordan du sætter den ud fra de to mulige indstillingsmuligheder. De indbyggede multimedieknapper i toppen – hvor man også kan få hurtig adgang til mail med mere – er rare at have, men er store og klodsede. Dette sæt ligner noget, der er designet til at se flot ud på et billede.

Ergonomi har ikke stået øverst på dagsordenen. Og så hjælper det ikke meget, at prisen er endog meget lav. For selv om 249 kroner er billigt for et komplet sæt – endda trådløst – så er det penge ud af vinduet, når det ikke i praksis kan bruges. Sandberg har lavet mange fikse ting gennem tiderne, men det her produkt duer altså ikke.