Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Det elektroniske bibliotek

Amazon Kindle er tidens mest omtalte e-bogslæser og særdeles vellykket, viser vores test. Men danske bøger skal du ikke forvente. Kun nogle aviser.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det er svært ikke at blive lidt forelsket i Amazon Kindle, som nok er den mest ”hypede” e-bogslæser på markedet. Af gode grunde. For teknologisk og betjeningsmæssigt er den fremragende, nærmest bogverdenens svar på iPad.

Derfor har vi valgt at teste den her i Datatid. Du skal dog ikke købe den for at kunne læse danske bøger. Dem er der ingen af. Desuden kan du kun købe Kindle på Amazon, for eksempel den britiske hjemmeside, så du skal lægge prisen for forsendelse oven i de 89 engelske pund, den koster.

Men ellers er den perfekt, hvis du vil have masser af engelsksprogede bøger på hylderne. Både de store værker, de billige knald-romaner, magasiner i tusindvis og måske også en avis eller to. De vejer bogstaveligt talt flere tons, men kan komme med rundt i en Kindle, der vejer omkring 165 gram og kun er 7 mm tynd. Ret imponerende!

Når Kindle kan holdes så tynd, skyldes det, at Amazon har fjernet tastaturet fra den tidligere model. I stedet har man udrustet den nye Kindle med et virtuelt tastatur på den trykfølsomme skærm. Amazon har også droppet 3G trådløst netværk.

Og det er fint nok, da du derved sparer små 500-600 kroner i forhold til den tidligere model. I stedet henter du bøgerne trådløst via trådløst netværk derhjemme eller på jobbet.

Du kan nøjes med en app

Har du allerede en iPad eller Android-baseret tabletcomputer behøver du ikke købe en Kindle. Du kan ”nøjes” med at hente Kindle-app’en og hente bøger denne vej. Men vi må sige at Kindle er den enhed, der kommer tættest på at læse en ægte bog.

Det er som at kigge på et papir. Den nye Kindle har et blot 6 tommer stort display. Men da den bruger såkaldt E ink (”e-blæk”) i stedet for en traditionel LCD-skærm til at vise teksten, er læsbarheden så god, at skærmstørrelsen ikke er noget problem.

Kindle er ”født” med 2 GB indbygget hukommelse, og selvom det ikke lyder af meget, så skal du regne med at en gennemsnitsbog kun fylder et par hunderede megabyte. Du kan lagre op til 1.400 bøger på Kindle, så det er nok rigeligt for de fleste af os.

Amazon har omkring 750.000 bøger, du kan betale og downloade til Kindle. Hertil kommer mere end en million gratis titler!

Du kan købe og få adgang til det hele via ”et-klik” betaling. Det kræver blot, at du har en konto hos Amazon. Så kan du hente en bog og være i gang med at læse den på under et minut!

Kindle har fempunkts knapper i bunden samt en navigationsknap. De separate knapper giver direkte adgang til de mest brugte funktioner.

Du kan finde alle dine bøger meget let – du kan nemlig få dem listet via forfatter, titel eller de nyeste først. Kindle husker til hver en tid, hvor du er nået til i en bog og du kan endda få at vide (i procent), hvor langt du er nået. Det står i bunden af skærmen, mens du læser.

Når du skal bladre til næste side klares det via store piletaster i bunden.
Du kan også bladre frem- og tilbage hurtigt, så du kan få et overblik over bogen. Der er også gode søgefunktioner, så du kan finde en bog eller en passage i en bog.

Du kan endda lave bogsamlinger baseret på for eksempel emnekategorier.

Læs blogs og aviser

Amazon giver dig anbefalinger på bøger baseret på tidligere køb. Du kan også få lister med de største bestsellere lige nu.

Kindle er naturligvis mest henvendt til bogelskere. Men er du studerende og vant til at skulle slæbe kilovis af bøger med rundt, kan du være heldig at dine lærebøger fås til Kindle.

Dette gælder især engelsksprogede lærebøger, som mange uddannelsesinstitutioner benytter sig af.

Spørgsmålet er, om Kindle er pengene værd – det synes vi i høj grad. Og til den forholdsvis lave pris, mener vi, den er værd at overveje som supplement til en iPad eller tabletcomputer, hvis man læser mange engelsksprogede bøger ...

E Ink

En forkortelse for Elektronisk blæk, en skærmteknologi, som blev udviklet i 1997 af E Ink Corporation. Det er designet til at efterligne ægte tryksværte på papir. Skærmen er behagelig at læse på. Den reflekterer ikke lys og er læsbar selv i solskin.

3G

3G er et mobilt datanetværk, som giver dig adgang til for eksempel internettet med en hastighed op til 7,2 Mbps. 3G-netværket er langsomt sammenlignet med dit trådløse Wi-Fi-netværk derhjemme, men kan bruges, når der skal hentes data til en mobiltelefon eller en e-bogslæser.

Leverandør: For eksempel www.amazon.co.uk
Styresystem: Linux
Processor: Freescale 532 MHz, ARM11
Intern lagerplads: 2 GB
Udvidelse: Nej
RAM: I.o.
Grafik: I.o.
Tilslutning: MicroUSB og Wi-Fi
Kamera bag: Nej
Kamera foran: Nej
Vægt: 165 gram
Skærmstørrelse: 6”
Skærmtype: E Ink-display
Skærmopløsning: 600 x 800