Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Designlækkerier til høj pris

Computeren med æblelogo købes med hjertet. Det er som med B&O – du
kan få bedre ydelse til lavere pris hos andre producenter.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Men når du vil have det lækre design, som for eksempel chassis i ét stykke lavet af polycarbonat og et visuelt udtryk som ingen andre kommer i nærheden af, jamen så må du til lommerne.

Til gengæld får du en meget lækker og meget flot ydende notebook, som ud over det fine Mac OS X styresystem også kan køre Windows. Her under også Windows 7 – det kræver dog, at du køber Windows separat, og så bliver den samlede pakke endnu dyrere.

Mac’en har en meget lysstærk skærm, og den store pegeplade uden knap (hele pladen trykkes ned) er svær at undvære, når du først har prøvet den. Jo, den er sgu lækker og meget bærbar. Men den har kun en 13,3” skærm (men kan trække en 30” uden problemer via displayport) og har mindre kraftig bestykning end de øvrige.

Konklusion

Efter nogle år hvor du kunne retfærdiggøre et køb af en Mac, fordi den performancemæssigt var tæt på en pc, og dertil rent designmæssigt fik mange pc’er til at ligne noget fra det gamle Østeuropa, er de nu igen alt for kostbare. De er stadig lækre, men er blevet et nicheprodukt på computerfronten. Og det er lidt ærgerligt.

Vi synes, at priserne er blevet for høje – denne, den billigste Mac bærbare, koster jo det samme som den fine og veludrustede bærbare fra andre producenter. Og selvom du ikke kan sammenligne det helt – ganske som med B&O’s produkter – så er prisen alt andet lige for høj.