Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Designikon med power

Apples iMac er udkommet i en endeløs strøm af versioner, men det er
stadig den alt i en-løsning, man sammenligner sig med. Ikke fordi iMac
er teknologisk foran, men fordi den er så gennemført flot lavet.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Designet er elegant, og materialevalg og finish er gennemført til mindste detalje. Det giver noget så sjældent som en computer, man har lyst til at lade stå fremme som en indretningsmæssig skulptur.

Inde i iMac finder vi dog alt andet end design. Det er simpelthen en arbejdshest med en særdeles kraftig udgave af Intels i5-processor. Den fås også med i7-processor, og iMac bliver primært brugt af arkitekter, fotografer, grafikere og andre professionelle, der har brug for power.

Skærmen har Full HD-opløsning og benytter LED-teknologi, så man kan bygge kabinettet forholdsvis tyndt. Alligevel kan maskinen næsten ikke høres. Det skyldes en godt tænkt arkitektur, hvor processor og grafikkort (de to varmeste dele i computeren) er placeret langt fra hinanden.

Kabinettet er uden synlige samlinger og har en overflade i flot aluminium. Der medfølger trådløst tastatur og Magic Mouse eller Trackpad, der matcher computeren både i kvalitet og design.

Ulempen ved iMac er naturligvis dens styresystem. Det fungerer fremragende i sig selv, men som Windows-bruger er du nødt til først at installere Windows. Det tillader iMac via medfølgende software, og du kan dele harddisken op, så du har en del med Mac OS og en del med Windows.

Dette fungerer faktisk rigtig godt, men du skal lægge betalingen for Windows-styresystemet oven i prisen for iMac’en, og så bliver løsningen ret kostbar.

Ser vi bort fra Windows-problematikken, er iMac en fremragende maskine, der er helt støjsvag og desuden har en fremragende skærm, som kan bruges både til underholdning og det mere seriøse. iMac er på mange punkter den maskine, der sætter trenden på produktområdet.

Vi så den gerne på vores skrivebord. Men helst med Windows 7 installeret, og så bliver den pludselig dyrere end den fremragende HP-pc, som byder på større skærm og i grove træk lige så heftig indmad. Og så er slaget tabt for Apple, medmindre det ydre design er altafgørende for dit valg.