Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Designet til business

Nobelt computermærke spiller ud i stor stil – også til multimedia.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Lenovo er ofte det foretrukne ”våben”, når erhvervslivet skal vælge en bærbar. Fabrikatet har ry for holdbarhed og styrke plus et design, som signalerer nul pjat, seriøsitet og nobelhed.

Lenovo har lagt sig sikkert i denne niche og er markedsførende sammen med HP og Dell, når det gælder job-computere.

Den nye X1-serie adskiller sig ved også at være usædvanlig lækker, ikke kun nobel. Den har et enkelt, men meget flot design med et let chassis, der delvist er lavet af karbon.

Lækkert tastatur

Tastaturet er i fuld størrelse og meget lækkert at skrive på. I højre side sidder et par knapper, som styrer lyden. Modsat mange tidligere modeller er denne Lenovo nemlig også gearet til multimedia og har således Dolby-digitallyd.

Den kan endvidere vise HD-video på den 13,3” store skærm.
Skærmen har en speciel glasfront, der kan tåle stød og slag uden at være rudetyk eller veje voldsomt meget. Her er arbejdet med gode materialekvaliteter.

Bestykningen er også i orden med den kraftige i5-processor fra Intel. Det sammen med de 4 GB ram og et Intel HD-grafikkort betød under testen, at vi kunne udføre billedbehandling, uden at maskinen blev væsentligt langsommere.

Spil blev også afviklet uden hakken, selv når vi har slået masser af detaljer til i et 3D-spil.

Der loves op mod 5 timers batteritid, og maskinen kan oplades op til 80 procents kapacitet på blot 30 minutter. Disse tal viste sig i Datatids test at holde i virkeligheden.

Lenovos bud på en designbærbar er med andre ord vellykket. Den kan bruges til en masse ting – også de mere underholdende. Men da Lenovo’en er bygget til brug i toppen af erhvervslivet, betyder det også eksotiske materialevalg og en pris, der nok vil afskrække de fleste.

Har du en god bankrådgiver (han bruger sikkert Lenovo), får denne nyskabelse en klar anbefaling herfra.

DATATID MENER:

Ekstremt indbydende business-bærbar. Men den er desværre også prissat derefter.