Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Designerlyd til den bærbare

Multimediehøjttalere – dem kan man fodre svin med. Ja, undskyld udtrykket. Men de små Philips-modeller her skiller sig heldigvis positivt ud fra mængden.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

De har et enkelt og friskt design i hvid plast og med gul kant omkring den åbne membran.

Højttalerne sættes til USB-stikket og får strøm herfra – du kan skrue op og ned på en knap på den ene højttaler.

Når højttalerne får strøm fra USB-stikket i den bærbare, betyder det naturligvis, at denne vil blive drænet for strøm hurtigt. Men du vil nok oftest benytte højttalerne, når du sidder hjemme ved bordet og har den tilsluttet strøm alligevel.

Men når der gives strøm via USB, betyder det også, at der må være begrænset power i forstærkerdelen. Kablerne kan i øvrigt vikles op under højttalerne, hvis du vil have dem med. Fin lille detalje.

I med højttalerne – der også skal tilsluttes minijack (USB er kun for at få strøm) – og det står klart med det samme, at de er en upgrade i forhold til mange indbyggede højttalere. Bare det at få lyden op og spredt ud giver meget. Der er stor klarhed og overraskende mange detaljer.

Men der er meget begrænset bas og power – helt som ventet. Disse højttalere er et godt supplement til dig, der gerne vil have lidt bedre lyd til den bærbare – og et sæt der godt må se lidt smarte ud. Dertil er prisen absolut rimelig.

DATATID MENER:

Godt supplement hvis du gerne vil have lidt bedre lyd til den bærbare.