Derfor går vinylpladerne stadig frem

Derfor går vinylpladerne stadig frem

Share

Vinylpladernes opblomstring var ikke et kortvarigt fænomen. Musikforhandlere afslører, hvorfor vinylen sejrer – og hvor den ikke sejrer – og løfter sløret for, hvordan de fysiske formater hænger sammen med internettet

På Enghave Plads i København ligger en butik, som ville være utænkelig for blot få år siden. Den sælger nye vinylplader og har masser af kunder. Intet tyder på, at interessen for vinyler er ved at forsvinde, fortæller indehaveren af Beat.

Ifølge Peter Sørensen er det i mange forbrugeres øjne federe at have en vinylplade i hånden end at streame fra for eksempel Spotify.

”Nu er det jo svært at holde en stream i hånden. Men generelt så kan man vel sige, at hvor stream bare er noget musik, der strømmer ud af en højttaler ligesom fra en radio, så er en plade noget fysisk. Man kan nyde coveret, læse teksterne, se hvem der er med osv. Og hvor ens yndlingsplader totalt forsvinder i de mange millioner albums, der ligger på streamingtjenesterne, så står pladerne der i pladereolen, hvor man kan bladre i dem,” fortæller Peter Sørensen.

Se også:  AudioTechnica AT-LP60BT og Pro-ject Essential III BT [TEST]: Trådløs vinyllyd i to prisklasser

Mange af butikkens kunder glæder sig over, at grammofonpladen er tilbage, både de, der noget forhastet i sin tid solgte alle deres plader eller simpelthen smed dem ud, og de mange musikelskere, som aldrig opgav deres pladesamling, men i mange år ikke har kunnet købe nye udgivelser.

”Der er rigtig mange af de helt unge, der er hoppet på vognen, fordi plader bare er mere sexede end en digitalfil på en mobiltelefon,” siger Peter Sørensen.

Stream og vinyl i parløb

Selv benytter Peter Sørensen også streaming, herunder Spotify, men han hører sjældent en plade mere end én gang på denne måde.

”Det at have musikken på en fysisk plade giver mig lyst til at høre hele pladen igen og igen. Og fordi vi alle nu kan tjekke ny musik og kunstnere, vi ikke kender i forvejen via streaming, så er de plader, som vi køber, dem vi virkelig vil have. Der er simpelthen færre fejlkøb. Jeg er overbevist om, at streaming og vinyl vil køre succesrigt parløb fremover på samme måde som e-bogen og den trykte bog vil gøre det. Det er simpelthen to vidt forskellige ting. De er ikke hinandens modsætninger.”

Se også:  QUIZ: 80'er-teknologi

Ikke alle er med på vinylbølgen. Der er nemlig en genre, hvor vinylerne ikke er slået igennem, og det er den klassiske musik. Her sælger cd’erne stadig – og der er stort set ingen efterspørgsel efter vinyler. Det er der en god grund til, mener Jesper Buhl, der er direktør for det danske pladeselskab og butik Danacord, som primært sælger klassisk musik:

”Jamen, det er jo fordi lyden er dårligere på en vinylplade end på en cd. Så folk vil hellere have cd. Der bliver solgt masser af cd’er. Der er aldrig kommet så mange nyheder på cd som nu. Der har aldrig været så mange pladeselskaber, der udgiver cd’er som nu. Hvis vi skulle sælge alle de titler, der udkommer, skulle vi udvide vores butik med 20 procent om året,” siger Jesper Buhl, der afviser alle rygter om cd’ens død som fake news.

De dyreste vinyler nogensinde
  1. Tim Christensen: Superior
  2. C.V. Jørgensen: Fraklip fra det fjerne
  3. Metallica: The $5.98 EP – Garage Days Re-visited
  4. U2: Pop
  5. U2: All thet you can’t leave behind
  6. Hush: A Lifetime
  7. Peter Sommer: Elskede drømme, drømmer at elske
  8. Kira Skov: The Echo of You
  9. The Minds of 99: Solkongen
  10. Bisse: Højlandet

Kilde: Hitlisten.nu – uge 18

De mest sælgende brugte vinyler internationalt
  1. Pink Floyd: The Dark Side Of The Moon
  2. Michael Jackson: Thriller
  3. Fleetwood Mac: Rumours
  4. The Beatles: Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band
  5. Pink Floyd: Wish You Were Here
  6. Dire Straits: Brothers In Arms
  7. The Beatles: Abbey Road
  8. Pink Floyd: The Wall
  9. Led Zeppelin: Led Zeppelin II
  10. Led Zeppelin:

Untitled Kilde: discogs.com – uge 8

Del denne