Derfor beskytter dit antivirus-program dig ikke

Derfor beskytter dit antivirus-program dig ikke

Share

Selvom du har installeret sikkerhedssoftware, er det langtfra sikkert, at det virker optimalt. Sikkerhedsekspert Janus Rægaard Nielsen fra antivirusfirmaet www.mysecuritycenter.com, advarer mod de fem mest almindelige faldgruber ved antivirussoftware

En nylig undersøgelse fra Microsoft viser, at 75 procent af pc-brugere i dag benytter antivirus-beskyttelse. I rapporten (SIR vol. 14) fremgår det også, at pc-brugere uden antivirus har fem gange så stor risiko for at blive angrebet af virus og malware end pc´er der er beskyttet.

Det er dog ikke en overraskende konklusion, mener sikkerhedsekspert Janus R. Nielsen fra www.mysecuritycenter.com. ”Til gengæld oplever vi ofte, at folk tror de er beskyttede uden i virkeligheden at være det.” Han giver her de fem største årsager til, at et antivirusprogram ikke beskytter optimalt.

1. Flere antivirusprogrammer

To beskytter ikke mere end ét, da de går i konflikt med hinanden. To antivirusprogrammer på samme pc kan se hinanden som potentielle trusler og derved forsøge at bekæmpe hinanden. ”Vi råder altid til at tjekke, om man har to antivirusprogrammer kørende og i så fald afinstallere det ene”, siger Janus R. Nielsen.

Se også:  Kaspersky Free [TEST]: Nyt gratis sikkerhedsprogram til Windows

2. Mangel på firewall

Antivirus er ikke det samme som firewall. Antivirus er sikkerhedssoftware, der kan lokalisere, identificere og isolere potentielle virus-angreb på din pc. Derimod er firewall et specialiseret system, der sørger for at uvelkommen trafik ind og ud af din pc bliver blokeret før den kommer ind, så hackere ikke kan vandalisere og stjæle dine filer og oplysninger.

Ifølge undersøgelsen ”IT Security Survey 2013” foretaget af AV Comparatives bruger hele 37% i dag gratis antivirus beskyttelse, men da der ofte ikke er firewall inkluderet i disse løsninger, er du mere udsat for at blive ramt.

3. Udløbet licens

Mange har et antivirusprogram installeret, som er udløbet uden at de har lagt mærke til det.

Det sker f.eks. når du køber en pc, som har sikkerhedssoftware præinstalleret – det udløber ofte efter 90 dage. De fleste programmer spørger, om du ønsker at forny din beskyttelse, og vælger du at ignorere beskeden, så kan den automatisk blive slået fra.

4. Uaktiverede funktioner

40 procent bruger ifølge rapporten fra AV-Comparatives betalt antivirus, som har både antivirusbeskyttelse og firewall. Men for at opnå optimal sikkerhed, er det vigtigt, at du sørger for at slå alle funktioner til i programmet.

Du har måske skullet installere et program, som ikke var godkendt af din antivirusbeskyttelse, og derfor slået din software fra. Vi har også set eksempler på malware, der har inficeret antivirusprogrammer og slået beskyttelsen fra uden at man er klar over det.

Se også:  4 fremragende gratis programmer

5. Phishing angreb

Det er en forkert antagelse at tro, at man selv med det bedste antivirusprogram er beskyttet mod alt, hvad man klikker på. Selvom de fleste programmer har anti-phishing inkluderet, er du ikke sikret mod snedige hackere, der forsøger at lokke passwords og kreditoplysninger fra dig.

Forhold dig kritisk i forhold til at klikke på links og vedhæftninger i emails – også selvom de er fra Paypal eller din bank eller hvis du ønskes tillykke med at have vundet en million. Faktisk er 75 procent af samtlige mails sendt på verdensplan spam ifølge Microsofts rapport.

Del denne