Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Denon DHT-S516H : Elegant lydbar med lige så elegant lyd

Lydbaren Denon DHT-S516H udmærker sig ved at være usædvanlig strømlinet. Heldigvis følger den gode lyd designet.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

I stortesten af lydbarer i seneste nummer af AOD vandt Denons DHT-S416 prisen som Bedste Køb. Det var især lydkvaliteten, som sikrede højttaleren den placering. DHT-S516H, som vi tester her, er mere end dobbelt så kostbar, men du kommer også mindst et par kvalitetsklasser op.

Dels er den næsten 102 cm lange lydbar utrolig elegant designet med former, der ikke er helt så firkantede, som man ellers ser.

Dels rummer lydbaren langt flere og større højttalere – plus en subwoofer, der både er kompetent og endda nydeligt designet. Det er godt, hvis det er nødvendigt at placere den synligt i rummet.

Får gulvet til at skælve

Hele sættet er uhyre let at sætte op, og efter få sekunder får du et meget stort og klart lydbillede, og det er med en frekvensgang, hvor bassen virkelig kan høres. Men her handler det ikke om audiofil hi-fi, men om tv-lyd, så det er fint.

Bruger du lidt tid på opstillingen, lyder det næsten, som om bassen kommer fra lydbaren (som den bør). Under heftige action-scener i en film kan subwooferen endda få gulvet til at skælve. 

Lydbaren understøtter HDMI 2,0 samt 24 bit-lyd og er i det hele taget lækkert bygget med kvalitetskomponenter, som giver et lydbillede, der er homogent og med god surroundvirkning.

Det bringer også prisen op på små 5500 kroner, hvor der er mange gode konkurrenter. Er målet klasselyd og et nydeligt design, kan DHT-S516H dog fint måle sig i konkurrencen.

For: Flot design og solid lyd.

Imod: Ikke god til hi-fi-lytning.

Samlet vurdering: 4 af 6 stjerner