Hvad er det dyreste, som du kan få fat i, som næsten ingenting kan? Denne enhed fra Bespoke kandiderer helt klart til førerpositionen. Enheden kan kun skrue op og ned for lyden i et hi-fi-anlæg. I enhver form for musiklytning kræves der, at du kan skrue op og ned for volumen.
I et traditionelt, godt hi-fi-anlæg klares denne opgave af en volumenkontrol, der har en eller anden form for modstand, som dæmper lydsignalet fra forstærkeren. I dyre volumenkontroller mærker man et klik for hvert trin, man justerer volumen, svarende til en individuel modstandskomponent.
Hos Bespoke Audio mener man, at en modstand ikke er godt nok for lydkvaliteten. Man benytter i stedet transformatorer – en til hver kanal – som så er udstyret med én vikling for hver af de 48 trin, du kan skrue op og ned.
Bespoke Audio, der bygger alt i Hastings i England, er ikke ene om denne idé, men udførelsen er der ingen andre, som kan matche. De 2 x 800 meter tråd i rent sølv vikles i hånden, chassiset i aluminium er eloxeret i den farve, du ønsker, og alle kabler er blevet håndloddet.
Du bestemmer selv materialet til toppladen – det kunne være træ, hvis du ikke vil have metal. Er du i tvivl, så bestiller du bare en ekstra topplade. Du får nemlig en speciel nøgle medleveret, så du kan montere og afmontere pladen. Og dit navn er indgraveret i den.
De 200 gram bivoks bliver brugt uden om spolerne, inden de gemmes bag et svøb i my-metal, som afskærmer magnetiske felter. Det er med til at sikre, at metallet i spolen holder sig for livstid, som firmaet udtrykker det.
Bespoke betyder løst oversat ”bygget efter kundens specifikationer”.
De to spoler er placeret i midten og bygget ind i my-metal for at undgå indstråling. Alle kabler er loddet i hånden.
Derfor kan du bestille enheden i den finish og med de indgange, du ønsker – mod merpris, naturligvis. Man bestiller via hjemmesiden, der har en konfigurator, og når du har betalt, går processen i gang. Nu vil du uge for uge de følgende otte uger få en opdatering på byggeprocessen. Du får endda en video, hvor du kan se de vigtige spoler blive viklet.