Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Denne boks sender dit tv på nettet

Nu kan du få dit tv på nettet og opleve videoer, film og fotos fra en helt ny kant – og efter eget valg – på din store tv-skærm hjemme i stuen. Fremtiden er sat i gang med Apple TV.

Af Aksel Brinck, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Denne lille Apple TV-boks måler under 10 cm på den længste led. Du kan have den oven på håndfladen. Men det er ikke desto mindre en stor nyhed. For Apple TV kan sende dit fladskærms-tv på nettet, og med tiden kan det blive det elektroniske omdrejningspunkt for dine bedste tv-oplevelser.

Allerede nu kan du få en masse ud af den lille boks, som ikke er en tv-kanal eller decideret har noget med tv at gøre, som navnet ellers antyder. Det er snarere en mediacentral eller et oplevelsescenter, for det fungerer nemlig som det midtpunkt, der samler en masse forskellige medier, så der kan vises video, fotos og internet på din tv-skærm.

Det lyder komplekst, men det er det slet ikke – for det er jo Apple med de brugervenlige computere, smartphones og tablets, som står bag.

Du slutter strøm til Apple TV-boksen og forbinder den til tv’et ved hjælp af et hdmi-kabel. Så er du i gang, ganske enkelt. Det kræves dog også, at du har trådløst netværk for at få glæde af boksens mange aspekter.

For Apple TV har indbygget trådløs modtager, og det betyder, at den – straks du har sluttet den til og tændt for den – kan komme i forbindelse med hjemmets internetrouter og alle andre enheder, som kan kobles på WiFi-nettet. Og så står mulighederne åbne – lad os se på dem.

Videoer i stort format

Først og fremmest kan du komme på internet og se videoer fra YouTube eller billeder fra Flickr. Men du kan selvfølgelig også komme på Apples store multimediabutik iTunes. I første omgang har det ikke den helt store betydning for os danskere, der først og fremmest bruger iTunes som musikbutik.

Apple fører imidlertid forhandlinger med de danske filmdistributører, så vi forhåbentlig snart vil få adgang til at kunne se film via iTunes. Det vil helt sikkert ske på et tidspunkt – og sandsynligvis inden ret længe – og så vil vi kunne leje os til at se alverdens film i standard- eller hd-opløsning på tv’et, som er tilsluttet Apple TV-boksen.

Allerede i dag kan du dog købe undervisningsvideoer og andre gode filmting på iTunes, så fra dag et vil du kunne få videooplevelser. Og det er jo altid bedre at se dem på tv-skærmen end en lille computerskærm.

En lille krølle på halen her er iCloud, som lanceres af Apple sidst på efteråret. Hvis du køber videoer, musikvideoer eller musik, kan du gemme disse mediafiler på en Apple-server – i ”skyen” – og herefter få adgang til dem fra hvilken som helst computer eller via Apple TV-boksen.

På iCloud kan du også lagre andre mediafiler som fotos. Så hvis du har uploadet dine feriefotos til Apple-serverne, kan bedsteforældrene se dem på skærmen hjemme hos sig selv, blot de har en Apple TV-boks tilsluttet.

Send film til dit tv

Ikke nok med det. Mange netværksopkoblede enheder derhjemme kan sende indhold til tv’et via Apple TV. Det kan være en Mac, en pc, en iPad eller en iPhone.

Har du en film liggende på din computer, så kan den streames via boksen til tv-skærmen og ses i stort skærmformat. Unægtelig en fordel at få den op i størrelse. Det samme gælder multimediafiler på din iPhone eller iPod.

Det kræver blot et ekstra klik, og så sendes en video med husets firbenede ven eller fotos fra børnenes sidste skoledag før jul via boksen op på tv-skærmen, hvorved flere i familien kan følge med, og visningen bliver til en social begivenhed for alle i rummet.

Du styrer Apple TV via menuer på tv-skærmen. Der medfølger en fjernbetjening, som gør det enkelt at vælge, hvad der skal vises. Du skal ikke læse tykke manualer for at finde ud af det. Det giver nærmest sig selv, når du først kommer i gang. Her kan også børn og ældre mennesker uden it-erfaring være med.

Understøtter: iTunes, iCloud, YouTube, Flickr mv.
Kan bruges med: Mac, pc, iPhone, iPod, tv med hdmi
Kræver: Netværk, helst trådløst
Størrelse: 9,9x9,9x3 cm
Vægt: 270 gram
Tilslutning: Hdmi, optisk lyd
Fjernbetjening: Ja, infrarød
Netforbindelse: WiFi og lan
Billedkvalitet: Standard eller hd