Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Dengang da... computerskærme var farlige

Tilbage i 1986 skrev Alt om DATA om sundhedsfarer ved monitorer på arbejdspladser...

Af Mette Eklund, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Der har altid eksisteret reelle eller spekulative farer ved ny teknologi. Nu om dage er det den voksende 5G-teknologi, der giver grobund for advarsler, og stråling fra mobiltelefoner har også været et fokuspunkt – sågar med visse producenter, der har udviklet covers, der skulle beskytte deres ejermænd. Tilbage i 1986 var det dog et andet teknologisk produkt, som rejste spørgsmål om sundhedsfarer – nemlig computerskærme eller monitorer, som vi også benævnte dem dengang.

HK krævede restriktioner

I 1986 var det naturligvis ikke hvor tids flade pc-skærme, der blev anvendt, men skærme baseret på billedrør. Og i datidens billedrørsskærme finder man en magnetspole, der skaber en magnetisk stråling, og det var netop denne stråling, som faldt mange for brystet, og lå til grund for en diskussion, om pc-skærme var sundhedsfarlige – i hvert fald i længden.

Alt om DATAs fire side lange artikel fra oktober 1986 kunne fortælle, hvordan den danske fagforening HK netop havde krævet, at det offentlige straks skulle stoppe med indkøb af skærmterminaler, indtil EDB-skærmenes strålingsfare var undersøgt grundigt.

I 1989 kunne man stadig finde skærme med lav stråling såsom denne NEC MultiSync.

Den daværende formand, Hanne Hansen, fremhævede også Sverige, hvor en undersøgelse, bestilt af Statstjenestemands Forbundet, afslørede, at op imod halvdelen af personalet på visse udsatte arbejdspladser kunne få udslæt af visse skærmtyper. Derfor mente Hanne Hansen, at lignende procedurer skulle etableres i Danmark, for at vi skulle kunne føle os sikre. Hanne Hansen udtalte: ”Vi vil forlange, at administrationsdepartementet standser indkøb af skærme, der ikke har dokumentation for lav stråling. Efterkommer man ikke dette krav, opfatter vi det som brud på vores rammeaftale, og vi vil nægte at arbejde med skærmene”.

Desuden tilføjede hun: ”Og selvfølgelig er det ikke blot de nye skærme, der skal være strålingsfrie. Vi vil stille samme krav til eksisterende udstyr. Svenskerne har nemlgi fundet ud af, at man for godt 1500 kroner kan lave en forsvarlig afskærmning af magneter, katoderør og strømspoler”.

Gå på opdagelse i gamle magasiner

Du kan genopleve gammel teknologi og spændende historier på Alt om DATAs hjemmeside og gratis læse hedengangne udgaver fra forlaget Audio Media herunder blandt andet Ny Elektronik, COMputer og Privat Computer. Alt, du skal gøre, er at rette din browser mod www.aod.dk/retro og klikke på det gamle computermagasin, du gerne vil læse.

Stadig et emne i 1989

Der var altså stor diskussion og også usikkerhed om skærmenes farlighed, og tre år senere var pc-skærmenes farlighed stadig et emne. I hvert fald skrev Alt om DATA i efteråret 1989 om en ny strålingsdæmpet skærm fra NEC ved navn NEC MultiSync.

Skærmen var en 14”-farveskærm, der endda helt automatisk kunne synkronisere til mange opløsninger. Den lavere stråling var opnået ved at opbygge en letmetal-kappe på indersiden af skærmens kabinet. Dette fik strålingen til at være 15mT, hvilket artiklen nævner, er lavere en det minimumskrav, som HK havde opsat på den tid. Var du bange for strålingsfare, skulle du dog være villig til at punge ud, for NEC MultiSync kostede dengang 8500 kroner i normal udgave, men hele 11.900 kroner i lavstrålingsudgaven.

Nåja og så nævner artiklen fra 1989 også, at både en kommision under EF samt et udvalg i Aarhus har udtalt, at strålingen fra pc-skærme er så minimal, at den er ufarlig...