Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Den totale kontrol

Mangler du et program til filhåndtering, ftp og det løse? Total Commander er et fantastisk værktøj.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Vi er nogle, der stadig hænger fast i de gamle dos-dage, og savner programmer som Norton Commander. Heldigvis findes programmet Total Commander til Windows - en Norton Commander look-alike, men med rigtig mange spændende funktioner.

Programmet er en såkaldt File Manager, et program der håndterer dine filer på harddisken. Men samtidig er det et avanceret ftp-program og pakke/udpakkeprogram.

God til genveje

For folk der er vandt til vinduer, og at trække filer mellem vinduer, kræver programmet en anelse tilvænning. Men hvis du er fan af tastaturgenveje, så er programmet et lille mirakel.

Med ganske få tastetryk har du valgt filer, markeret, kopieret og eller slettet dem. Og du behøver overhovedet ikke bruge din mus.

Det samme gælder, når du har oprettet forbindelse til et ftp-site. Du kan stille og roligt vælge filer og mapper, og med et enkelt tastetryk kan du sætte en upload i gang. Du behøver ikke engang stoppe med at bruge programmet mens det uploader. Næ - du kan vælge at opgaven skal køre i baggrunden, og så kan du lystigt arbejde videre med Total Commander.

Fleksibelt

Har du brug for at pakke og udpakke programmer? Ja, så hjælper Total Commander dig også dér. Pakkede filer tilgås som mapper, og så vælger du bare de filer du vil have pakket ud, og med et klik på en enkelt knap, har du pakket dem ud til en destination, du på forhånd har valgt. Hurtigt og nemt.

Total Commander kan tilpasses på utrolig mange måder. Du vælger selv udseendet, hvilke knapper der skal vises på menuerne og hvilke filer (samt hvilke informationer om filerne) der skal vises.

Alle dine favorit ftp-sites gemmes i en liste, og du kan så tilslutte til dem med et enkelt taste- eller museklik.

Total Commander er ikke noget nyt program, men det er stadig en af de bedste og mest fleksible filhåndteringsprogrammer undertegnede har prøvet. Topkarakter til Total Commander.

Programmet er shareware, hvilket betyder at du får en nag-screen, indtil du betaler for det. Men programmet fungerer fint, hvis du kan leve med at klikke på en knap, hver gang du starter det.