Home » Grafikkort » Den bedste grafik for pengene
Den bedste grafik for pengene

Den bedste grafik for pengene

Share

De dyre 3D grafikkorts succesdage er snart talte. Alt om
DATA mener, at 1.600 kroner er det meste, du nogensinde bør bruge på et
grafikkort

Hvor underligt det end må se ud, så var det ikke så længe siden, at søsætningen af en ny grafikchip i den pæne ende var en begivenhed, vi oprigtigt så frem til med spænding. Uger med rygter, planlægning og siliciumafprøvning ville gå forud for en hektisk lanceringsdag, hvor konkurrerende publikationer og steder desperat blev skannet for at se, hvordan de var i sammenligning og for at sikre, at der ikke blev overset en eneste detalje. Så købte AMD ATI og besluttede, at pixels ikke længere var så vigtige som pris og nægtede at konkurrere på de bedste frame-rates.

Hvad der lignede en indrømmelse af et mislykket forsøg på at producere en konkurrencedygtig enhed – og HD3000 serien var ret rædsom – ser nu ud til at ligne en handling, der var utroligt fremsynet. For størstedelen af spillere er der absolut ikke længere nogen grund til at bruge 4.000 kroner på et grafikkort.

Her har vi nu en situation, hvor en hel generation af teknisk trend er blevet vendt. Skærme har, takket være skiftet til 16:9 HDTV-forhold som 1.920×1.080, fået lavere opløsning, ikke højere. Spilmotorer bliver ikke mere komplekse, fordi udviklere kigger på multiplatformudgivelser og koncentrerer forbedringer mere på ikke-grafiske elementer.

Det siger også sig selv, at vi er midt i en global recession, og at smide alle sparepengene ud på en ny gpu virker pludselig også en anelse fjollet.

Kort sagt, Nvidia har måske det allerhurtigste hardware, men det ser lidt ud som en olympisk helt, hvis hjemkomst er blevet ødelagt af det faktum, at alle i byen står i kø for at se åbningen af en ny Netto.

Hvor er al grafik-glansen blevet af? Forhandlere er mere interesserede i at tale om gpgpu-egenskaber (general purpose computation on graphics processing units) end at jorde hinanden på ydelse. Det er næsten nok til at få dig til at ønske tiden med de ustabile drivere og skæve benchmarks tilbage.

Måske, bare lidt måske, prioriterer vi forkert. I stedet for at undertrykke et gab hver gang et nyt kort popper ind i dette allerede overfyldte prisleje og spreder nok pixel-kraft til at rendere et billede af Børsen i naturlig størrelse for færre penge end et godt måltid for fire koster, skulle vi fejre den latterlige mængde af beregningskraft, der tilbydes og eksperimentere med, hvor langt vi kan skubbe dem – siden de er pokkers tæt på at være brug-og-smid-væk enheder alligevel.

Selvfølgelig bare fordi grafikverdenen ikke er, hvad den var, betyder det ikke, at du skal smide dine kontanter væk uden at tænke dig om. Der er en svimlende mængde valg tilgængelige for mindre end 1.600 kroner, og ikke alle kort i kategorien er lige gode.Nogle er faktisk nogle rigtige skiderikker.

Som en standardfortolkning af Nvidia’s GeForce 9600GT, skiller Asus‘ kort sig ud på to måder. For det første hører det til blandt de billigste kort i testen her, hvilket ikke er dårligt for en chip, som ikke ville være blevet betragtet som »mainstream« for bare en generation siden. Dets andet krav på berømmelse er dog, at det også er det dårligst ydende langt hen ad vejen. Hvis det var et hestevæddeløb, er 9600GT’eren det trebenede æsel, der klart er på vej til sæbefabrikken.

[pt id=’2006533′ size=’large’ link=’file’]

 

Grunden til, at det halter efter de andre, er dog ikke så svær at forstå. Selvom det er sandt, at Nvidia’s kort gør mere med færre shader-kerner, så har det knapt en fjerdedel stream-processorer, som de bedre GeForce kort har, og det er en mangel, som ingen mængde af clock-hastighed kan opveje.

Det, der er nemt at overse, er selvfølgelig, at selv ved de højeste opløsninger, vi testede ved – en 24″ monitor understøttende 1.920×1.200 – giver 9600GT’eren næsten altid en spilbar ydelse. Du ville ikke prøve at køre et 30″ panel fra en, men det er mere end tilstrækkeligt, så længe du ikke skruer opløsningen for højt op og skruer op for kvalitetsindstillingerne også.

Så teoretisk set så kunne du smide en af disse i en billig computer til en ikke-teknisk slægtning, for eksempel, og de ville tro, de spillede på en supercomputer. Eller – afhængig af DirectX 11 om spil begynder at bruge en ekstra gpu til AI rutiner og så videre – er den måske værd at komme i din egen maskine som et ekstra grafikkort?

Desværre ikke. For samme pris kan du få det langt overlegne Radeon HD4770 overfor, som er en hel klasse over dette for samme slags penge. Det er tid for 9600GT at trække sig yndefuldt fra feltet.

For ikke så længe siden var Nvidia’s GeForce 8800GT vores favoritgrafikkort af dem alle. I samme klasse som Nvidia GeForce 3Ti’eren og ATI’s 1900XT, havde det den slags ydelse per kilo forhold, som fløj ud af vore tabeller og gjorde alle dets ligestillede til skamme.

Så blev det omdøbt til »9800GT«, og vi kunne stadig lide det men – bare ikke så meget som før. I håb om at genvinde noget af vores oprindelige kærlighed til G92 kernen, har Gigabyte taget den relativt gamle chip og genoplivet den ved at udstyre den med en enorm passiv køler.

[pt id=’2006537′ size=’large’ link=’file’]

 

Givet at spilmotorer ikke har udviklet sig meget, siden det originale kort pumpede frame-rates ud med de bedste fra slænget, følger det, at anstændig ydelse plus absolut stilhed burde være noget af en vinder. Ikke bare for et lounge-baseret mediecenter, men for alt spiludstyr, som du ikke nødvendigvis vil have lyder som en jetmotor, der starter.

Kortet ser i hvert fald sådan ud med store kobberrør skydende ud af kæmpe aluminiumtremmer designet til at udveksle den betydelige varme produceret af processoren til et punkt på kortet, hvor det effektivt kan afledes. Det virker også meget godt – vi havde kun et problem, da vi testede det, som eventuelt kunne være forårsaget af overophedning, og det kunne vi ikke genskabe.

Mere relevant er det, at selvom det tydeligvis ikke er så kraftigt som AMD’s utroligt gode køb, HD4770, skalerer det langt bedre med opløsning og billedkvalitet, så meget at de to kort er lige, når der er skruet op for alle detaljer. Ved lavere indstillinger slagter AMD-kortet det, men igen forbliver 9800GT spilbart. Så hvis det er stilhed, du længes efter, og du ikke har noget imod at betale en merpris, er det ikke et dårligt valg.

AMD’s forskruede kort udgør virkelig et problem for, tja, næsten alt andet derude. Selve chippen ligner meget det højt-elskede Radeon HD4850. Hvad den mangler i fysiske shader kerner, 160 for at være nøjagtig, opvejer den med højere clock-hastigheder, et faktum muliggjort fordi den er produceret på en blot 40nm proces.

[pt id=’2006535′ size=’large’ link=’file’]

 

Det er også lillebitte, et af de mindste printkort vi så på. For at afslutte disse forbløffende detaljer, trækker dette kort også omkring 40W mindre en Radeon HD4850’eren, så det er også et strømbesparende kort.

Når det kommer til benchmarks, giver det dets staldkammerat kamp til stregen ved lavere opløsninger og billedkvalitetsindstillinger, og slår den endda en gang imellem takket være den højere clock-hastighed. Sammenlignet med de to tidligere Nvidia kort, er der en klar generationskløft ved de samme indstillinger.

Skruer du op for indstillingerne, så begynder shader-underskuddet dog at vise sig. Mens HD4850’eren kan holde næsten samme tempo som kort, der koster dobbelt så meget, som det gør, så falder HD4770’eren nogen gange tilbage til 9800GT niveauer.

Siden lanceringen har det været en torn i siden på HD4850’eren og hele tiden været at foretrække på grund af dets pris. Problemet er, at priser er faldet så meget, at du faktisk ikke længere sparer mange penge ved at vælge dette over en af dets mere pålidelige ældre søskende. En ti procents prisfordel lyder måske af meget, men siden det kun er 75 kroner, er det rimeligt ubetydeligt i dette specifikke tilfælde.

Stadigvæk har lidt også ret i disse økonomisk urolige tider, og hvis du vil have det bedst mulige for pengene, vil du finde det under HD4770’erens beskedne køler.

Udseende kan snyde: Tag for eksempel dette besynderlige lille kort. som, selvom det er dyrere og praler med et mere imponerende kodenummer end HD4770’eren, har betydeligt mindre imponerende specifikationer. Introduceret i slutningen af sidste år som et neddroslet HD4850 for at ramme et 1.300 kroners prisleje, er det på mange måder en overraskelse at se, at det stadig findes, nu da det mere talentfulde HD4770 er her.

[pt id=’2006538′ size=’large’ link=’file’]

 

Udstyret med det samme antal shader’e, ROP’s og det hele, er HD4830’eren i underskud med 255MHz alene i clock-hastighed.

Hvordan kan det overhovedet konkurrere? Måske eksisterer det udelukkende for at fange de uforsigtige, som tror, at »8« i betegnelsen faktisk betyder noget? HD4830’er har mere til fælles med den kraftigere HD4850’er, såsom dets 55nm design, sammenlignet med den totalt smidige HD4770’ers 40nm proces, og det er også meget større end det nyere kort, selvom køleren er mindre og lige så stille som HD4770’erens.

Se også:  Ultraslanke bærbare [TEST]: Så meget turbo havde vi ikke forventet

Så ikke alene er det langsommere, det er også gammeldags. Dette er dog alt sammen pynt sammenlignet med de rå resultater, da ydelsestallene gør kortet aldeles irrelevant nu. Som forventet bliver det jordet af det billigere HD4770 og er egentlig kun konkurrencedygtigt mod 9800GT’eren.

Selv i GRID testene, som har det med at favorisere AMD kort, fejlede den konsekvent i at brillere. Du tror måske, at HD4850 arven giver det noget overclocking-frihøjde – men du ville tage fejl. Faktisk var dette det eneste kort, vi havde signifikante stabilitetsproblemer med under normal brug, for slet ikke at tale om når det kører hurtigt.

Kortet var klart en midlertidig løsning, som ikke skulle have været blevet på markedet så længe. Det faktum, at der stadig er så mange til salg, giver os dog håb om, at folket har fanget budskabet tidligt.

Længe kendt for elegance og fortræffelighed i grafikverdenen, har dette slanke enkeltpladskort toppet anmeldernes pris, siden det blev lanceret for over et år siden. Det giver det en alder på næsten 101 i videokort-år, og alligevel er det stadig i fuldt vigør.

Grunden er enkel, det topper måske ikke ydelseskurven i mange tests, men det er godt nok til at spille på, hvis du bruger alt mindre end en 30″ skærm. Det kører også så stille, at du knapt aner, det er der.

[pt id=’2006539′ size=’large’ link=’file’]

 

Det er også blevet bedre med alderen. Driverfinjusteringer har placeret det langt over 9800GT’eren, som det engang konkurrerede med, når det kommer til frame-rates, og tiden har bragt prisen ned under 800 kroner – og det er faktisk forbløffende. Selv om det står over for stærk konkurrence fra HD4770’eren, så gør det alle billigere kort irrelevante.

Mere foruroligende for den anden side, så er det en chip, som Nvidia ikke længere har en seriøs rival til. GeForce GTS250’eren lægger en meget tilsvarende ydelse i vore tests, hvor det vinder og taber en tilsvarende mængde med næsten samme mængde, men det koster næsten to tredjedele så meget. Det er helt sikker noget af et testamente til AMD’s lavere produktionsomkostninger.

Arkitektonisk er det mere eller mindre et under-clocket HD4870, holdt tilbage af langsommere hukommelse. En større, 1GB version af kortet er til rådighed, der øger ydelsen en smule mere, men det er påfaldende svært at få fat i.

Hvis det bliver mere almindeligt, vil det være et seriøst alternativ til prisen. Som det er, ser HD4850’eren ikke bare så godt ud som på lanceringsdagen – men endog bedre.

Det er dog ikke vores vinder, for hvor meget vi end sætter pris på den gode værdi for pengene, så overstiger stærkere ydende kort med højere opløsninger ikke et beskedent budget.

For kun tolv måneder siden var det RV770XT-baserede Radeon HD4870 AMD’s dyreste enkeltchip kort: En flagskibsmodel som krævede dobbelt så mange guldmønter og tvang Nvidia til ikke alene at starte et brandudsalg men også til at revidere GTX260’erens kernedesign. Når det nye DirectX11 kort ankommer i løbet af et par måneder, vil det nok falde igen, og det er dér, tingene vil begynde at blive surrealistiske.

[pt id=’2006540′ size=’large’ link=’file’]

 

Når det sammenlignes med 1GB versionen overfor, er det åbenlyst, at de blot 512MB GDDR5, der er her, holder kortet tilbage fra at opfylde dets fulde potentiale. Vigtigt, dog, er det, at det har modet til at gå i høj opløsning med billedindstillinger skruet op, når det langsommere HD4850 begynder at tabe tempo. Ved det mest ekstreme er forskellen mellem de to kort 17 procent eller mere, når anti-aliasing og kvalitetsindstillingerne er skruet op, og det er en betragtelig bekvemmelighedszone.

Der er selvfølgelig et par ulemper. Den ekstra hastighed, det trækker ud af den samme hardware som HD4850’eren, kræver mere strøm og genererer derfor betragtelig mere varme. Standardkøleren, for eksempel, er en anelse mere larmende end den, der er på GeForce GTX260’eren, og kortet bliver stadig meget varmt.

Mere afgørende, så falder ydelsen endnu mere end vore benchmarks antyder, når du bevæger dig ind i 24″ skærmenes højere 1.920×1.200 opløsninger og over – igen skyldes dette den begrænsede hukommelse på kortet.

Dette er dog ligegyldigt, hvis du bruger en skærm, der når sit højdepunkt ved 1.680×1.050 eller lignende. Ved den opløsning vil du få svært ved at bemærke de ekstra frames i sekundet, som ekstra 300 kroner brugt på 1GB versionen vil skaffe dig.

Siden Toxic udgaven af HD4870 er 300 kroner dyrere end standardversionen, og det har tre centrale forbedringer over det sidste, så følger det, at hvis hver er 100 kroner af dine penge værd, så er dette kortet at købe.

Til at starte med, så kommer det med fulde 1GB hukommelse, og mens det måske ikke tillader kortet at opnå stratosfærisk højere scorer end 512MB HD4870’eren, så er hullet mellem dette og HD4850’eren forskellen mellem spilbar og ikke-spilbar ved høje kvalitetsindstillinger – endda selvom begge er sadlet med det samme antal ROP’s. Det er absolut investeringen på 100 kroner værd, hvis du kører med en større skærm.

[pt id=’2006541′ size=’large’ link=’file’]

 

Det er hjulpet, selvfølgelig, af Toxic’s anden fordel. Den elegante køler er ikke bare herlig at se på, hvis du har et vindue i din kasse, den køler kortet tilstrækkeligt til at Sapphire har også hævet clock-hastigheden en tak – og åbner frihøjde for dig til at gøre det samme.

Overclockningen gør ikke så meget forskel alt i alt som den ekstra hukommelse, men den hjælper til at lukke gabet mellem dette kort og det bedre udstyrede HD4890 til noget næsten ubetydeligt. Igen ville vi ofre en omgang i baren for det.

Den sidste del af pakken er dog, hvad der lukker handlen for os. Vapor-X køleren lader ikke bare kortet køre hurtigere, den er også pokkers tæt på lydløs. Det er næsten i sig selv de 300 kroner værd, hvis dine ører er så blæser-hærgede, som vores er blevet over årene.

Sammenlignet med dets nærmeste Nvidia rival, GTX260’eren, har Toxic udgaven af HD4870 også her fordelen. De er prissat ens, og ydelsen er svær at skelne fra hinanden, men i de få benchmarks, hvor det ene kort har en klar fordel over det andet, er det dette kort.

Vi burde pointere, at denne artikel ikke er sponsoreret af Sapphire – det er bare, at som den største producent og leverandør af ATI kort, er det dem med den største mængde og er som sådan også det nemmeste at få fat i. Derfor, hvis du skal have fat i et ATI kort, vil de fleste af dem, du kan finde, høre under Sapphire paraplyen.

[pt id=’2006542′ size=’large’ link=’file’]

 

For disse referencedesignkort kunne du indsætte enhver forhandlers navn på pakken – den generelle ydelse vil være den samme.

Tag dette eksempel. Det er et godt gammelt rødt Radeon HD4890 med køler. Baseret på RV790XT kernen, er det ikke meget mere end en overclocket og lettere justeret version af RV770XT’eren, som driver HD4870’eren. Som forventet, så, er benchmarks bedre end den familie af kort, selv Toxic udgaven overfor men ikke enormt meget bedre. Bestemt ikke mere end ti procent, selv ved de mest krævende indstillinger.

Det har også de samme problemer, når det kommer til støj, strømforbrug og varme, som standard HD4870’erne også lider under. Det er ikke, at det er det mest larmende kort, vi nogensinde har testet, men vi ville have det bedre med noget, der var mere stille.

Da det blev lanceret, fyldte HD4890’eren et hul i AMD’s arsenal mellem HD4870’eren og Nvidia’s bedste kort – dengang meget dyre. Tingene har dog ændret sig. På den ene side laver producenterne skræddersyede versioner af det ældre kort – igen, som Toxic’en – som er næsten lige så hurtige som dette, og prisen på Nvidia’s formidable GTX275 er indenfor ganske få kroner.

Dette betyder, at mens dette stadig er et fremragende kort i de fleste henseender, som du burde være stolt over, hvis du ejer det, så er det bare ikke et uimodståeligt køb mere.

Den seneste tilføjelse til GeForce familien ser ud til at gentage den samme model som AMD’s HD4770. Kernen byder på færre shader processorer end de fulde fede 260’ere og 275’ere i denne verden, men kører ved ekstremt høje hastigheder for at kompensere.

[pt id=’2006544′ size=’large’ link=’file’]

 

Faktisk, dog, hvis du kigger lidt nærmere, så er 250 endnu en relancering af 8800/9800’eren, med endnu omkring 150MHz eller lignende dynget på clock-hastigheden, en ekstra halv gig hukommelse og en lanceringspris på omkring 300 kroner. Chippen må have en reel identitetskrise, hvor den ikke længere er sikker på, om den er en 8- eller 9-serie eller GT-ting.

Præcis hvordan Nvidia håbede at slippe af sted med det, når den generationsmæssigt anderledes GTX260’er spræller omkring for mindre end 1.000 kroner hos mindst en e-forhandler, vi så, er uforklarligt. Det ser ud til at eksistere uafhængigt af resten af markedet, hvor det byder ind med en ydelse, der ligner den langt billigere Radeon HD4850’ers.

Se også:  Asus Zenfone 5Z [TEST]: Kvik mobil der er lidt vel dyr

Der må være et globalt overskud af G92 chip et eller andet sted, som Nvidia er desperate for at læsse af på de intetanende. Hvis der til Nvidias næste lancering, deres DirectX 11 opstilling, er endnu et relanceret 8800 i bagtroppen, så er vi ikke overraskede.

Det forklarer dog, hvorfor dette er et stort, larmende kort i forhold til mængden af kraft, det producerer. Når alt kommer til alt, var det originale 8800GTX et uhyrligt bæst, selv om det kørte med lavere clock-hastigheder end dette.

De første reaktioner var noget i retning af »Hvad er meningen med det?« Overbevist om at der må være en, så vi nærmere efter – og kunne ikke finde den. Måske en læser med indsigt kan oplyse os – måske dét at køre tre af disse i tredobbelt SLI vil vise sig at være god værdi for pengene? Det må det hellere være for at købe et enkelt ser ud til at være et fuldkomment og komplet spild.

Du burde på nuværende tidspunkt være klar over, at der huserer to versioner af GeForce GTX 260, med lidt der differentierer dem fra hinanden, når det kommer til terminologi. Af en eller anden grund skal dette benævnes »GTX 260 OC«.

Originalen, som for længst er afviklet, men som stadig er til salg visse steder, har kun 192 stream shaders i sin kerne, den senere revision aktiverede endnu en quad og øgede totalen til 216. Ellers er det mere eller mindre den samme gpu.

[pt id=’2006536′ size=’large’ link=’file’]

 

Ydelsesforskellen er dog betydelig, så undgå den tidligere model, hvis du kan. Det siger sig selv, at dette er et af de mere kraftfulde kort.

I opbygningen er 260’eren den samme størrelse som 275’eren, hvilket bare er en anden måde at sige »gigantisk« på. Det er helt sikkert stort nok til, at det er værd at sikre, at dets 26cm længde kan være på motherboardet uden at give problemer for SATA porte eller interne stivere, som det er set tidligere.

Det er dog ikke et larmende kort, og den enorme køler gør et godt stykke arbejde med at sprede varmen uden for megen ballade.

Når det kommer til benchmarks, passer 260’eren elegant ind i det meget lille hul mellem 1GB Radeon HD4870’eren og Radeon HD4890’eren. Det stikker af fra begge AMD kort i nogle tests, og er det dårligste af de tre i andre.

Medmindre du har en forkærlighed for en af forhandlerne, vil du være glad for ethvert af disse kort kørende i høj opløsning og høje billedindstillinger. Givet at dettes pris er identisk med Toxic HD4870’s, indskrænker det sig til overfladiske præferencer. Vi vælger Sapphire kortet udelukkende fordi, det er flottere, men valget er dit.

Al denne snak om forholdet mellem pris og ydelse bliver lidt trættende, men vi har gemt det bedste til sidst. Du kan ikke få bedre benchmarks end dette for under 1.600 kroner, og under nogle omstændigheder er det hurtigere end GTX 280’eren til over 2.000 kroner. Den eneste fordel, det sidste kort har, er fire ekstra ROP’s, hvilket hjælper ved høje billedkvalitetsindstillinger.

[pt id=’2006543′ size=’large’ link=’file’]

 

Er du Ikke tilfreds med det, er denne »XXX« udgave også fabriks-overclocket, om end med rimeligt mindre 37MHz. Det betyder at, realistisk set, hvis du vil over dette niveau, så er du inde i CrossFire og SLI multi-chip opsætningsverdenen og alle de problemer, der kommer med den.

Som GTX 260’eren er den stor, men stille, og baseret på 55nm udgaven af G200 kernen som alle de bedste GeForce kort deler. I modsætning til GTX 260’eren har denne et fuldt komplement af 240 stream shaders og 80 tekstur mapping enheder aktiverede, og også højere clock-hastigheder. Det har måske ikke det samme potentielle gigaflop output som det bedste Radeon grafikkort, men når det kommer til realverdensydelse, flyver det.

Det er dog svært at anbefale som et godt køb for pengene, siden Radeon HD4870’eren er så billig i sammenligning. Hvis du dog har 1.600 kroner ekstra at spendere, så er dette kortet at skaffe og være stolt af.

I de mest krævende tests, vi kørte det igennem, var det over ti procent hurtigere end dets nærmeste konkurrent, HD4890’eren, og dog koster det kun 350 kroner mere. Det er forskellen mellem et spilbart og et ikke-spilbart spil på en stor skærm, med en god sjat fremtidssikring smidt med oven i købet. Det koster ganske vist dobbelt så meget som et HD4850, men i nogle højdefinitions benchmarks er resultaterne ikke langt fra at være 100 procent bedre.

Hvad er vigtigst? Ydelse eller pris? Det er et spørgsmål, vi stiller, fordi det, vi har lært, er, hvor lidt du kan slippe af sted med, når det kommer til at købe et grafikkort nu. For et beløb på 700 kroner kan du få en mere end kompetent gpu, som vil køre ethvert spil på en 22″ skærm og være forud-kompatibel med nogle af DirectX11’s bedste egenskaber. Det er fristende at sige, at du ikke burde betale mere.

Det er en uretfærdighed mod den i sandhed formidable kraft, GeForce GTX 275 leverer. At et sådant utroligt hurtigt grafikkort er inden for et budget på 1.600 kroner, står knapt til troende.

[pt id=’2006541′ size=’large’ link=’file’ html_attrs=’title=”Gør dig selv klart hvad du vil bruge dit grafikkort til inden du farer ud og køber et.”‘]

Gør dig selv klart, hvad du vil bruge dit grafikkort til, inden du farer ud og køber et.

Alt i alt er der dog to kort, som vi mener, tilbyder det allerbedste, når det kommer til både pris og ydelse – GeForce GTX260 og 1GB Radeon HD4870 kortene er næsten uadskillelige på enhver måde, der virkelig tæller: omkostninger og benchmark resultater.

Hvilket er hvorfor vi var nødt til at kåre en endelig vinder baseret på noget så arbitrært som udseende. Vapor-X køleren på Sapphire‘s Toxic er et smukt pragteksemplar og runder hele pakken perfekt af. Endnu vigtigere, så er det praktisk talt lydløst, hvilket ikke mange af de bedre Radeon’er er i øjeblikket.
Få dog det meste ud af det, Toxic, da din tid her i rampelyste meget vel kan blive kort. DirectX 11 er på vej og med den et helt nyt udvalg af gpu‘er.

En af de første ting at bemærke om moderne budgetgrafikkort er, at de alle yder overraskende godt på normale indstillinger. Af alle de kort, vi testede i dette prisleje, viste kun de få dårligste en ydelse, som i sidste ende ville skuffe. I den gode ende er GeForce 275’eren imidlertid konsekvent i en klasse for sig selv, men hos de andre er der virkelig ikke meget, der skiller dem ad. Med andre ord så er der i disse dage masser af gode kort at få for ikke så mange kontanter.

Du har dog kontekst til dette udsagn, og her er konteksten opløsningen og de brugte indstillinger. Hvis du kigger på et budget-grafikkort, så er der en god chance for, at du ikke har en enorm skærm at skubbe dine pixels ud til. Så for denne gruppetest har vi begrænset os til at tale om ydelse ved standardopløsningen på en gennemsnitlig 22″ skærm, som er det bredformat-venlige 1.680×1.050.

[pt id=’2006540′ size=’large’ link=’file’ html_attrs=’title=”Et godt grafikkort behøver ikke være dyrt hvilket denne test viser.”‘]

Et godt grafikkort behøver ikke være dyrt, hvilket denne test viser.

Hvis du kigger nøje på benchmarkene, vil du bemærke, at der er to tal repræsenteret ved de snedigt nuancerede bjælker – det højeste er for spil, der kører med DX9 rendering med indstillingerne sat rimeligt lavt, og uden at antialiasering er valgt. Den lavere bjælke er for højere billedkvalitetsindstillinger, og med antialiasering aktiveret – 2× AA for World in Conflict, og 4× AA for Far Cry 2 og Race Driver: GRID.

En sidste pointe at bemærke er, at nogle spil favoriserer nogle produkter, og dette er også vist i vores testsuite. Nvidia kort klarer det bedre i Far Cry 2 benchmarkene, mens AMD chips favoriserer GRID, og de klarede alle WiC godt. Til under 1.000 kroner er HD4850’eren en klar vinder, men med kun den laveste margin der skiller det fra hovedgruppen, indskrænker det sig til, hvilket der passer dit budget bedst.

Nu er den nye standard her

Så ankom de så, grafikkortene der understøtter DX11, og det samme gjorde operativsystemet, der indeholder den nye standard for 3D-grafik, DirectX 11.

Vi har længe gået og fabuleret og tænkt over, hvad pokker der nu måtte ske med spil, når DX11 ramte gaden, og nu ved vi det så – eller gør vi? Faktisk er vi ikke ret meget klogere end før, Windows 7 kom på gaden. For endnu findes der ingen spil, der understøtter DX11.

Det lader til at være en tendens, vi skal vænne os til, for der gik også rigtig længe fra Vista så dagens lys, til vi så de første spil, der understøttede DX10. Ja, faktisk er der mange, der stadig ikke understøtter DX10. Derfor venter vi med tilbageholdt åndedrag på at se spil, der viser, hvad DX11 rent faktisk kan.

[pt id=’2006545′ size=’large’ link=’file’ html_attrs=’title=”Endnu er der ingen spil der understøtter DX11 men vi er sikre på at der snart vil komme store titler fra de store producenter.”‘]

Endnu er der ingen spil, der understøtter DX11, men vi er sikre på, at der snart vil komme store titler fra de store producenter.

[pt id=’2006546′ size=’large’ link=’file’ html_attrs=’title=”Windows 7 indeholder DirectX 11 et API som Microsoft er yderst stille om hvad kan. Helt anderledes end med DX10.”‘]

Windows 7 indeholder DirectX 11, et API som Microsoft er yderst stille om hvad kan. Helt anderledes end med DX10.


Asus EN9600GT
3

Alt om DATA siger

Kortet er langt bagefter de andre kort. Der er spilbart, men har testens værste ydelse.

Sending
User Review
0 (0 votes)
TAGS
Asus
bfg
gigabyte
gpu
HIS
SAPPHIRE
xfx
Zotac

DEL DENNE
Share

Seneste Tech test
Seneste konkurrencer

Mest populære
Populære
Nyeste
Tags

Find os på de sociale medier

Modtag dagligt IT-nyhedsbrev

Få gratis tech-nyheder i din mail-indbakke alle hverdage. Læs mere om IT-UPDATE her

Find os på FaceBook

Alt om DATA

Lautrupsgade 7,
DK-2100 København Ø
Telefon: 33 91 28 33
redaktion@altomdata.dk

Datatid TechLife

Lautrupsgade 7,
DK-2100 København Ø
Telefon: 33 91 28 33
redaktion@datatid.dk

Audio Media A/S

CVR nr. 16315648,
Lautrupsgade 7,
DK-2100 København Ø
Telefon: 33 91 28 33
info@audio.dk
Annoncesalg / Prislister:
Lars Bo Jensen: lbj@audio.dk Telefon: 40 80 44 53
Annoncer: Medieinformation


Alt om DATA, Datatid TechLife  © 2019
Privatlivspolitik og cookie information - Audio Media A/S