Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Den ultimative 2-i-1’er

Microsoft fortsætter med at finpudse sin i forvejen fremragende Surface Pro. Den fjerde generation er ikke banebrydende, men byder ikke desto mindre på markante forbedringer.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

At Microsofts hundedyre hybridcomputer nogensinde skulle blive andet end et nicheprodukt var svært at forestille sig, da de første modeller kom på markedet. Ved målrettet at optimere produktet er det imidlertid lykkedes software-giganten at bide sig solidt fast i markedet. Særligt Surface Pro 3 var et overbevisende bud på en tablet med potentiale til at erstatte den bærbare computer. Efterfølgeren Surface Pro 4 bygger videre på det, der gjorde forgængeren god, og giver oplevelsen et ekstra løft.

Flot skærm
I det ydre er det ikke enorme ændringer, der er sket. Den er en smule lettere og slankere, men grundlæggende er designet det samme.
Der er dog klemt lidt mere skærm ind i rammen, og billed-opløsningen er øget en tand, så du får imponerende 2736 x 1824 pixel på de 12,3”. Billedet står utrolig flot, og skærmen er virkelig en fryd at anvende uanset, om du ser film, arbejder med billeder eller bare surfer lidt på nettet.

Kølig kraftkarl
Processorkræften leveres af en Skylake-chip fra Intels nye sortiment. Den sikrer ikke bare et markant boost i ydelsen, men også bedre batterilevetid og mindre ophedning af maskinen.
Surface Pro 4 forholdt sig således kølig, selv når vi pressede den relativt hårdt. Forbedringerne mærkes også i grafikken. Selv spil af den krævende kaliber samt tung billedredigering klarer den uden megen vaklen.

Forbedret tilbehør
En Surface er ikke komplet uden tilbehøret. Sammen med den nye maskine følger der en forbedret Surface Pen med højere følsomhed. Skriveoplevelsen er således ved at nå et niveau, der kan matche selv en rigtig god kuglepen, og hvor pennen tidligere var en gimmick, så er den blevet et rigtig nyttigt redskab, når der skal nedfældes hurtige noter eller kradses skitser ned.    

Også Type Cover-tastaturet – som du fortsat må betale en bondegård for – er opgraderet. Det nye tastatur har fået bedre taster med fin afstand imellem. Skriveoplevelsen er således tæt på at kunne matche en middelmådig bærbar, desværre kan touchpad’en fortsat være frustrerende at bruge. At den er vokset og har fået en mere behagelig overflade er et skift i den rigtige retning, men fornemmelsen, når der klikkes, er for løs og upålidelig.

Den ligner sin forgænger, men Surface Pro 4 er en smule tyndere og lettere. Den ligner sin forgænger, men Surface Pro 4 er en smule tyndere og lettere.

Ægte 2-i-1’er
Prisen for en Surface Pro 4 i en anstændig konfiguration og med  det absolut obligatoriske Type Cover som tilbehør er svimlende.
Til gengæld leverer maskinen varen som ingen anden hybrid computer, og som måske den eneste på markedet fortjener  Surface Pro 4 betegnelsen
2 i 1-computer fuldt ud.