Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Den store kameraguide: Find det helt rette kamera til ferien

Hvad enten du ønsker dig en lommevenlig løsning eller noget, der giver større kontrol, så bør du tjekke denne oversigt, før du køber. Vores guide spreder sig over mange prisklasser. Og vi har prøvet alle kameraerne.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Spejlløse kameraer

Spejlløse kameraer er det helt dominerende område på markedet i øjeblikket – i hvert fald når det gælder nye lanceringer. I spejlløse kameraer får man al den nyeste kamerateknologi, men typisk i mindre og lettere indpakning end med traditionelle digitale spejlreflekskameraer. 

De spejlløse kameraer har eksisteret i lidt over 10 år, og med en række af forskellige producenter er det her, man finder det bedste udvalg. Det spejlløse kamera er ved at udkonkurrere det traditionelle digitale spejlreflekskamera.

Uanset om man vil have noget, der kan sætte en i gang med fotografering, eller man ønsker noget med avancerede og komplicerede muligheder, som man kan sætte tænderne i, er der en spejlløs model på markedet til enhver. Vi har her udvalgt fire til forskellige priser og forskellige brugerfærdigheder, men der findes langt flere, som man kan overveje.

De fleste spejlløse kameraer er i dag udstyret med en elektronisk søger, men man skal også overveje elementer som superhurtige framerates, 4K-video, artikulerende eller tiltende skærme og sensorens størrelse. Det er også værd at tage objektivet og udvalget af ekstraudstyr i betragtning, når man vælger kamera. Nogle af modellerne har eksisteret i mere end 10 år og tilbyder derfor mange valgmuligheder; andre befinder sig stadig i deres relative barndom og er derfor mindre fleksible.

Fujifilm X-T4


Fujifilm X-T4 er stort set perfekt i enhver henseende. Det er et imponerende allroundkamera til enhver, der vil fotografere forskellige motiver. Hurtige optagelser, fremragende autofokussystem og fantastisk søger/skærm-kombination er samlet i en elegant designet enhed. Prisen er i mellemklassen og gør ikke alt for ondt, når man skal lægge pengene på disken. Se i øvrigt testen af superkameraet GFX100S i sidste nummer af AOD.

12.500 kr. (med 16-80 mm-objektiv)



Nikon Z 50


Hvis man står og virkelig vil at tage sin fotografering alvorligt, er Nikons Z 50 et dejligt sted at begynde. Det har fremragende betjening i et lille og fikst kamerahus, og det klarer sig godt i mange situationer med sin APS-C-sensor og et hæderligt AF-system. Der er ikke mange originalobjektiver til rådighed, men det bliver forbedret. Prisen er glimrende, når man tager teknologien i betragtning. 

8000 kr. (med 16-50 mm-objektiv) 



Canon EOS R6


Det tog nogen tid for Canon at bringe sin topserie til den spejlløse verden, men med R6 er det indlysende, at det var værd at vente på. Smuk billedkvalitet og god betjening går hånd i hånd med et fremragende og næsten fejlfrit AF-
system. Det eneste, man kan finde på at brokke sig over, er den høje pris – men den kommer med tiden længere ned.


29.000 kr. (med 24-105 mm-objektiv)



Panasonic Lumix S5


Hvis man er lige så glad for at optage levende billeder som stillbilleder, er Panasonic S5 en fantastisk fullframe-hybridløsning. Betjeningen er fremragende, og videospecifikationerne er imponerende, herunder ubeskåret 4K/30p-optagelse. Naturfotografer og sportsfotografer vil måske ikke elske AF-systemet, men bortset fra det er det en fiks lille sag til en glimrende pris.  

17.000 kr. (med 20-60 mm-objektiv) 

Digitale spejlreflekskameraer

Der er langt mellem nye lanceringer af digitale spejlreflekskameraer, og man kunne derfor tro, at deres dage er talte. Der findes imidlertid stadig nogle områder, hvor de traditionelle systemer udkonkurrerer deres yngre rivaler.

Når det gælder systemfleksibilitet og allround-ergonomi, klarer spejlreflekskameraer sig bedre. De har eksisteret i længere tid, og udvalget af objektiver og ekstraudstyr er enormt – det er derfor usandsynligt, at man ikke skulle kunne finde noget uanset, hvor nichepræget ens behov er.

I dag er der i realiteten kun to store producenter på markedet for spejlreflekskameraer – Canon og Nikon. De er begge meget vægtige navne inden for kamerabranchen, og de har mange, mange års fotografisk erfaring bag sig. Til gengæld betyder mindre konkurrence formentlig, at der er mindre innovation og spændende ny teknologi at lege med. Om det er et problem, afhænger i høj grad af, hvilken slags fotograf man er. 

Hvis man primært tager stillbilleder eller foretrækker en optisk søger frem for en elektronisk version, er spejlrefleks stadig kongen. Batterilevetid udgør også et lille problem for spejlløse løsninger, mens de fleste spejlreflekskameraer kan blive ved og ved.

Kameraerne herunder er ikke alle splinternye, men de er fremragende valg til forskellige priser og færdighedsgrader.



Nikon D780


Et kamera, som inddrager noget af den nyeste spejlløse teknologi i et traditionelt design? Ja tak. Denne fleksible fullframe-model har alt det, vi elsker ved spejlrefleks, herunder et fremragende AF-system, dejlig optisk søger og glimrende ergonomi. Kameraet er lidt pebret prismæssigt, men hvis man er entusiast og på udkig efter en alsidig løsning, er det ikke desto mindre et glimrende køb.

15.000 kr. (med 24-120 mm-objektiv) 



Canon EOS 250D


Endnu et godt valg til den, der ønsker sit første seriøse kamera. Vi kan godt lide 250D’s fikse design. På trods af den beskedne størrelse er der blevet plads til en vipbar LCD-skærm på bagsiden. Et udmærket AF-system, en lettilgængelig brugerflade, fornem batterilevetid og et stort udvalg af objektiver gør det til et fortræffeligt valg i den lave ende af prisskalaen.

4750 kr. (med 18-55 mm-objektiv) 



Canon 90D


Dette stærke allroundkamera er et af de nyeste spejlreflekskameraer på markedet, og det viser, hvorfor der stadig er liv i kategorien. En sensor med høj opløsning, ubeskåret 4K-videooptagelse og en meget imponerende batterilevetid på 1300 skud gør det til et fantastisk arbejdshest-kamera, der opfylder en lang række behov.

9500 kr. (med 18-55 mm-objektiv) 



Nikon D3500

 


Hvis man skal købe sit første gode kamera og ikke har et stort budget, kan det ikke gå galt med denne reelle – og en anelse ældre – model fra Nikon. Kameraet er specifikt udviklet til personer, der er nye på dette område, og det er et ideelt kamera, når man skal lære, hvordan det hele hænger sammen. Det har også en fremragende guidetilstand, der hjælper brugeren med at komme i gang.

4000 kr. (med 18-55 mm-objektiv)

Kompaktkameraer

Kompaktkameraer er ikke længere så allestedsnærværende, som de var engang. Det skyldes, at smartphones i mange tilfælde har overtaget deres rolle.

Der er imidlertid stadig masser af situationer, hvor et “rigtigt” kamera egner sig bedre end mobilen. Uanset om man går op i vlogging såsom gadefotografi eller foretrækker noget, der er lidt nichepræget, er der altid et kompaktkamera på markedet, som man kan bruge. Der findes også nogle vældig gode allroundtyper, der fungerer fint som rejsekameraer og giver lige den ekstra smule fleksibilitet i sammenligning med telefonen. Mange kompaktkameraer har zoomobjektiver, og selvom man kan få nogle, der har utrolige zoom-spændvidder, består kompromiset i disse tilfælde i en mindre sensor og dermed en ringere billedkvalitet. I denne guide har vi udvalgt to modeller, der har en fast brændvidde, men som til gengæld leverer fremragende billedkvalitet.

Kameraerne herunder varierer i pris, og de er også mere forskellige, når det gælder den type bruger, de henvender sig til, end spejlreflekskameraerne og de spejlløse kameraer er. Det skyldes, at her i 2021 kan mange kompaktkameraer tilbyde noget særlig sjovt og enestående. Og for at det ikke skal være løgn, har vi taget et Leica med. Der skal også være noget, man kan savle over.

 
Canon G5X Mark II

 

Det kan godt være, at man har et velfungerende kamera i sin smartphone, men et G5X Mark II vil alligevel bringe dit fotoarbejde op på et andet niveau. Der er en glimrende 1”-sensor, 4K-videooptagelse og et relativt fleksibelt zoomobjektiv, der fungerer ganske udmærket ved ringe lys. Det er behageligt at bruge, og det har også en søger med henblik på traditionel billedkomposition. 

7000 kr.



Leica Q2 Monochrom


Et kamera, der kun optager i sort-hvid, og som koster op i nærheden af 4 x 10.000 kroner – det står vist ikke øverst på alles ønskeseddel, men Leica-kameraet er fuldstændig overdådigt. De fotos, det tager, er intet mindre end forbløffende. Det har en fullframe-sensor og et fænomenalt 28 mm f/1,7-objektiv. Du må hellere begynde at lede i sofaen efter tabte mønter: Det er trods alt et Leica.

40.000 kr.



Fujifilm X100V


X100V oser af retroappel: Det er et smukt kamera med muskler bag det kønne ydre. En stor APS-C-sensor og et objektiv på 23 mm f/2 giver knivskarpe billeder. Hybridsøgeren kombinerer det bedste fra de optiske og elektroniske verdener, og man kan få 4K-video. Prisen er høj, men det vil for mange være hver en krone værd.

11.000 kr.



Sony ZV1


Er du en vordende videoblogger eller videokunstner? Hvis man især går op i video, er dette kompakte 4K-kamera lige sagen. Med en 1”-sensor og fantastisk autofokus kan man gå amok med et ZV1. Hvis man også skal tage et stillbillede i ny og næ, er det heller ikke så tosset endda.

6000 kr.