Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Den nye iPhone er større og slankere

Apples smartphone-familie er vokset med to nye medlemmer: iPhone 6 og iPhone 6 Plus. Familieforøgelsen betyder et goddag til slankere design, større skærme og rundere sider, men også til et skarpere kamera, større sikkerhed og en række personlige funktioner. Er du på æblerov, så læs videre her, om Apples to nye iPhone-modeller er noget for dig.

Af Natasja Broström, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Den legendariske iPhone kommer nu i sjette generation. Skridtet fra iPhone 5 til den nye iPhone 6 blev markeret med ikke mindre end to nye modeller i hver sin størrelse. De nye smartphones, iPhone 6 og iPhone 6 Plus, er på flere måder også et skifte fra de smallere lommemodeller, som Apple har holdt sig til, siden den første model kom i 2007, til smartphones med velvoksne skærme og udvidet funktionalitet.

Hidtil har Apple holdt sig til mobilskærme på maksimalt 4” og ladet blandt andre Android-segmentet om at fylde den mere velvoksne del af markedet. Med de to iPhone 6-modeller sprænger Apple sine hidtidige rammer med Retina HD-skærme på henholdsvis 4,7” for iPhone 6 og – logisk nok – 5,5” for iPhone 6 Plus. Sammen med smallere og rundere kanter nærmer vi os visuelt et design, som især kendes fra de mange Android-konkurrenter. Ingen tvivl om, at Apple håber på at kunne fiske nye eller tidligere kunder blandt Android-brugerne – gerne fra Samsung, der er Apples største kombattant.

For ejere af smartphones på omkring 4” vil designet opleves markant anderledes i dagligt brug. Man får mere plads til apps og til visning af film og spil, men det bliver sandsynligvis også noget af en udfordring at håndtere mobilen med én hånd, som mange er blevet vant til med tidligere Apple-mobiler.

Større og stærkere

På papiret er storebror iPhone 6 Plus den tungeste, nemlig 172 gram, hvilket er 60 gram mere end den letteste model i forrige generation. Om vægten opleves som et minus, er nok afhængigt af den enkelte bruger. Så voldsomt tung er den store model jo heller ikke.

Under den smukke overflade har iPhone 6-modellerne fået en A8-processor, hvilket er et logisk trin opad fra den tidligere A7-processor, men hvad er der ellers af nyheder, når det gælder dagligt brug?
Er man fan af smartphone-fotografering, kan iPhone 6 tilbyde et 8 MP iSight-kamera, som i iPhone 6 Plus har optisk billedstabilisator. Videooptagelser kan foregå i 1080p HD, og kameraet er blevet bedre til ansigtsgenkendelse. Det ”sociale” FaceTime-kamera forbliver imidlertid på 720p HD.

Er man til det trådløse liv, leveres begge modeller med den trådløse NFC-standard. Det betyder, at du trådløst kan sende data til andre NFC-enheder, men over kortere afstande. Funktionen kender du sikkert allerede fra Rejsekortet. I denne sammenhæng skal den især benyttes i Apples nye betalingstjeneste til det amerikanske marked, Apple Pay, som vi næppe kommer til at se i Danmark foreløbig.

Andre fikse funktioner er fingeraftryksaflæsning, som nu er fuldt integreret i iPhone 6. Funktionen hedder Touch ID og ligger som en aflæser i frontens hjem-knap. Med den er det muligt at forhindre andre i at åbne telefonen eller aktivere programmer, indhold og apps indkøbt via iTunes.

Som tidligere iPhone-generationer understøtter iPhone 6 delingsfunktionen AirPlay, så du for eksempel kan sende ind-hold op på stuens tv-skærm via en Apple TV-enhed eller spille musik fra mobilen til en højttaler, som understøtter AirPlay.

Sidst, men ikke mindst kommer de to nye iPhones med styresystemet iOS 8. Opdateringen giver mulighed for, at I kan dele blandt andet sange, bøger og apps på alle jeres enheder, og at din iPhone gennem såkaldte tracking-apps holder øje med din motion og dit kalorieforbrug.

I 2004 startede Apple udviklingsarbejdet på den mobiltelefon, der mere end nogen anden model skulle ryste mobilmarkedet. Telefonen blev lanceret i januar 2007 som en mobiltelefon, en iPod og en trådløs webkommunikator samlet i ét apparat under navnet iPhone.

Den helt store nyhed var et næsten 9 cm stort touchdisplay, der ikke bare kunne vise billeder og film, men hvorfra man ved at trykke direkte på glasset kunne styre alle funktioner. Lige så banebrydende var det fremtidssikrede styresystem, iPhone OS, der tillod tredjeparter at udvikle et utal af spændende applikationer, som gav mobilen endnu flere funktioner og muligheder. Det var starten på en helt ny verden af apps. iPhone havde skudt en mobil revolution i gang.

Skærm: 5,5”, 1920 x 1080 i Retina HD
Størrelse: 158,1 mm x 77,8 mm x 7,1 mm
Vægt: 172 g
Farver: sølv, guld, space grey
Lager: Fra 16 GB til 128 GB