Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Kampen om den tyndeste fladskærm er åbenbart ikke overstået endnu. AOC har rustet sig med et nyt våben i kampen. Den nye AOC i2353Fh måler blot 9,6 mm i tykkelsen. Det er muliggjort ved en innovativ panelform og adskillelse af skærmen fra de elektroniske komponenter.
Modellen anvender et ips-panel. Denne teknologi giver mulighed for bredere betragtningsvinkler og klarere billeder end konventionel tn-teknologi. Derudover sikrer den en realistisk farvegengivelse og høj farvestabilitet, hvilket gør denne skærm velegnet til billedredigering. Et højt dynamisk kontrastforhold, 50.000.000:1, er desuden med til at give skarpe billeder med fine detaljer.
i2353Fh leveres med to hdmi-porte, som er indbygget i soklen. Dermed påvirker de ikke det overordnede udseende med løsthængende kabler. En hurtige responstid på 5 millisekunder sikrer, at selv hurtige actionspil og film gengives flydende.
Ressourceeffektivitet og energibesparelse er også et fokusområde. Takket være den energibesparende led-baggrundsbelysningsteknologi – 25 watt/0,5 watt i standbytilstand – overholdes aktuelle miljøstandarder, såsom ENERGY STAR, TCO og EPEAT. Desuden fremstilles monitoren helt uden brug af kviksølv.
AOC i2353Fh forventes at komme på markedet i slutningen af oktober. Prisen er endnu ikke fastsat.