Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Den digitale støvekost

Fjern revl og krat af gamle rester og overflødige filer.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Indimellem er det meget godt at få renset ud på computeren. Det kan hjælpe med at frigøre lidt plads på ens drev, men det kan først og fremmest også hjælpe med, at computeren kører mere gelinde.

PrivaZer 1.5.1 er programmet, der stiller sig til rådighed, når computeren skal forårsrengøres. Det gør den ganske gratis og det under Windows XP/Vista/7 samt Windows 8 i såvel 32bit- som 64bit-udgaver.

Programmet kan uden problemer anvendes til såvel traditionelle harddiske som til ssd’er. PrivaZer er meget fleksibelt i brug og såmænd også i måden, det indledningsvis tages i brug på.

Programmet kan nemlig efter valg enten installeres på computeren, hvor den skal bruges, men den kan også anvendes, uden at programmet installeres. En tredje mulighed, der er beslægtet med den anden, benyttede vi os af, da vi kiggede på programmet, nemlig at generere en mobil version på computerens skrivebord, som så siden hen kan flyttes over på en ekstern harddisk eller en usb-nøgle.

Brugervenlig, overskuelig og alsidig

PrivaZer har en meget lys og venlig brugergrænseflade, der hovedsageligt består af en hvid baggrund med farverige ikoner ledsaget af tekst, der beskriver de muligheder, programmet tilbyder. Dette går igen, uanset hvilken underside man måtte befinde sig på.

Programmet har en hovedside, hvor alle valgmulighederne og indstillingsmulighederne er samlet. Fra hovedsiden kan man, hvis man vælger 'Options' > 'Express'-menupunktet få adgang til en serie af ni
vinduer med valg af, hvilke typer filer der skal renses/fjernes.

Hvis man takker ja til det, får man små hint til, hvad man bør og ikke bør tage med i udrensningen ud fra fordel og ulemper. De ni typer data kan man enten vælge at tage med eller ej ved at markere ja eller nej.

Det var også denne side, der først blev mødt, første gang PrivaZer blev startet. Blandt de kategorier, man kan vælge mellem, er cookies, ugyldige genveje, historik og gamle filer fra office-programmer, foto/billedprogrammer/thumbnail-cache og historik fra autocomplete på eksempelvis webformularer.

Sidste punkt omhandler gamle filer og backupper fra tidligere versioner af Windows.

Når man har valgt sine indstillinger, er det muligt at gemme indstillingerne i en konfigurationsfil, så man ikke skal begynde forfra med at vælge de samme indstillinger, hver gang man kører programmet.

Den sidste form for vinduer, brugeren præsenteres for, er de vinduer, der åbnes, når der scannes, eller selve processen med at fjerne det uønskede indhold foregår. De er også meget informative og overskuelige med visning af, hvor filer af forskellige typer der er fundet/slettet, hvor meget plads der er på pågældende drev, og hvorledes det eventuelt udvikler sig, samt en tidsangivelse af processens forventede varighed.

PrivaZer lægger sig i proceslinjens meddelelsesområde. Herfra kan PrivaZer startes fra og minimeres til igen.

Hvad PrivaZer kan

Det kan godt tage en del tid at fuldføre en kombineret scanning og rensning af et drev med PrivaZer, alt eller drevets størrelse, mængde og type af indhold. Det spiller selvfølgelig også ind, hvor mange forskellige operationer man starter, samt hvor længe det er siden, at det sidst har været renset ud på computeren sidst, om overhovedet.

Den gode nyhed er, at der snart sagt ikke er nogen grænse for, hvad PrivaZer kan gennemgå med en tættekam.

Computer
Anden intern harddisk
Ekstern harddisk
Usb-nøgle
iPod
Mp3-afspiller
Hukommelseskort
Nas

De forskellige valg

Når man har valgt, hvilket drev man ønsker at rense, skal man tænke på, om man ønsker at tage backup af registreringsdatabasen, inden processen går i gang.

I PrivaZer er der to overordnede valg, man kan træffe, enten at rense spor, der relaterer til internettrafik, eller man kan foretage en overordnet rensning af hele systemet.

Når rensning af systemet er valgt, skal man vælge, hvor grundigt scanningen skal gå til værks. Standard er en grundig dybdegående scanning, men man kan også eksempelvis også vælge at nøjes med at søge efter gamle filer, spor efter internetaktiviteter eller efterladte spor efter programmer for at nævne nogle.

Man kan i den forbindelse vælge at slette de fjernede filer, så de ikke kan gendannes igen. Det er også i samme liste over valg, at man kan fastsætte bestemte tidspunkter, hvorpå der skal afvikles en rensning af systemet.

Det sidste valg man foretager i PrivaZer, efter at have scannet programmet ud fra de valgte præmisser, er at vælge, hvor grundig programmet skal gå til værks, når selve udlugningen skal foregå. Den grundige metode renser i bund ved at sikre, at selv ledige sektorer på drevet bliver sat til 0, så alle spor fjernes fra tidligere sletteoperationer. Den anden mulighed er at vælge at slette det valgte uden førnævnte mulighed. Det går umådeligt hurtigere end første valgmulighed.

Belastning af systemet kan indstilles

PrivaZer tilbyder en sidste indstillingsmulighed, nemlig at fastsætte, om programmet skal have fuld prioritet, når det kører, eller om det skal køre ved lav prioritet. Den første valgmulighed giver et hurtigere resultat, men computeren kan være sværere at benytte samtidig med, da der bruges mange ressourcer.

Med forbehold for, at det kan være svært at vurdere værdien af de foretagne ændringer, ser PrivaZer ud til at være et glimrende program af slagsen. Der opstod heller ingen problemer på den benyttede computer, trods den grundige gennemgang blev valgt.