Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

De bedste gratis programmer - 39 stykker super-software til din pc

Det er de gratis applikationer, der gør livet værd at leve for en almindelig pc-bruger.

Af Torben Okholm, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Gratis software er afgørende for pc-branchen. Betalingspakker kan generelt virke som et bedre valg, og hvis man er i branchen, har man brug for den professionelle support, som man betaler for. Men det er de gratis applikationer, der gør livet værd at leve for en almindelig pc-bruger.

Vi har tre faktorer at takke for det herlige overflødighedshorn, vi har dækket op med her. Den første er det engagement og de evner, som man finder i open source-miljøet. Det er noget, man især møder i Linux-verdenen.

Her har vi folk, der ser et problem, hvorefter de løser det og giver os løsningen og den nødvendige software, når de er færdige. Tak for det, venner. I er med til at gøre den næste generation af software bedre.

Den anden faktor er konkurrencens betydning. Se for eksempel på webbrowsere. Hvis de store drenge ikke havde stukket fingeren i internet-kagen, ville alle de andre næppe have blandet sig for at gøre tingene bedre og for at få andel i den dejlige markedsandel.

Deres generøsitet kan være farvet af en kombination af branchebetinget malice og en følelse af, at “du er produktet.” Men sommetider betaler man for sin software med andet end penge.

Den tredje faktor kan umiddelbart virke en anelse ironisk: Gammeldags kapitalisme spiller en stor rolle for eksistensen af den bedste gratis software. Nogle applikationer er lavet som alternativer til software, som folk ikke bryder sig om at betale for.

Nogle er gratis vareprøver, appetitvækkende godbidder, som skal overbevise en om nødvendigheden af at investere i det fulde måltid. Uanset sammenhængen får man noget spændende, og man behøver ikke at give en øre for det.

Nu går vi i gang med at gøre dit liv bedre ved at forøge din pc’s muligheder. Du skal prøve nye ting, fremstille mere, bryde med snærende grænser og have det sjovt. Gratis. Vi har gennemtrawlet nettet, udspurgt vores kolleger og har forkastet et væld af konkurrenter i arbejdet med at samle denne guide til det bedste af det bedste, når det gælder gratis software til Windows – og i mange tilfælde også til Linux.

Medier

1 Fotoredigering: Gimp

Så tæt på Photoshop, som man kan komme uden at skulle af med en mindre formue for at bruge selve Photoshop. Gimp er stuvende fuldt af funktioner og omfatter et væld af muligheder for fotomanipulation og kunstnerisk arbejde.

Det er også langt mere raffineret, end det var for få år siden, og de hyppige nedbrud, vi var vant til, er stort set fortid. Det er kun den lidt akavade brugerflade, der minder brugeren om, at dette er open source-software.
www.gimp.org

2 Naturligt maleri: Krita

Krita er i dag 20 år gammelt. Det er en maleri-værktøjskasse, som er ideel til alle, der arbejder med billedkunst. Her kan man finde stabiliserede pensler, en pop-op-palet, tekstur-wrapping og et komplet animations-interface.

Der er ni individuelle pensel-engines, der kan skræddersys, så du hurtigt kan få fat i det rigtige redskab. Hvis du gerne vil støtte projektet, kan du få Gemini-versionen på Steam til 9,99 dollars.
http://krita.org

Gratis software Giv din indre kunstner nyt liv med det hæderkronede Krita.

3 Videoredigering: Lightworks

Hvis du vil have videoredigering på professionelt niveau, er Lightworks sagen. Lightworks er blevet brugt til klipning af berømte Hollywood-film såsom The Wolf of Wall Street, LA Confidential og Pulp Fiction.

Det er utroligt, hvad man får for den svimlende sum af 0 kr. Man er begrænset til output på 720p med den gratis udgave, men ellers er her alt, hvad man kan ønske sig – fra avanceret ikke-lineær redigering til et væld af værktøjer til farvegraduering og specielle effekter. Indlæringskurven er stejl, men der er et spillevende miljø, som står parat til at hjælpe.
www.lwks.com

4 Musikafspiller: MusicBee

Uanset hvor stort dit musikbibliotek er, kan MusicBee håndtere det. Og det med et lillebitte ram-forbrug, der gør denne flotte og slanke afspiller/manager ideel til selv den mest beskedne laptop. Man kan justere sine lyde med surround-opskalering, ASIO og WASAPI-support.

Her er en 15-bånds-equalizer, og man kan endda bruge de gamle WinAmp-plugins, hvis man har brug for mere. Programmet kan også bringe smuk orden i selv den mest rodede mp3-samling.
http://getmusicbee.com

5 YouTube-downloader: Freemake Video Downloader

Download fra YouTube er ikke helt i overensstemmelse med takt og tone, men intet er permanent på internettets førende platform for afvikling af monetarisme. Det er klogt at være beredt – navnlig hvis din dataplan ikke omfatter streaming af dine børns skøre Spiderman/Elsa-eskapader, mens du fortvivlet beder dem om at holde kaje i to sekunder.

Free-makes multithreadede applikation er superenkel, superhurtig og kan støvsuge YouTube-videoer plus materiale fra Vimeo, Facebook og så videre.
www.freemake.com

6 Audioredigering: Audacity

Aktiv udvikling betyder, at denne solide audioklassiker for nylig har fået en masse nye funktioner, og flere er på vej. Ikke at den nødvendigvis trængte til forandring: På trods af en ret grov brugerflade er der intet, der overgår Audacitys evner til håndtering af power audio-manipulation på det gratis marked, og det giver også en umådelig stabil måde at optage fra en mikrofon på.

Og nu, da det kan afspille midi-filer, får du så travlt med canyon.mid, at du ikke har tid til at lave nye optagelser.
www.audacityteam.org

7 Videoafspiller: VLC Media Player

VLC er gratis software, når den er mest ærlig og anstændig. Da dens udviklere blev tilbudt snesevis af millioner af dollars for at plastre applikationen til med reklamer, sagde de nej. Det er open source, og det er de stolte af.

En ener i medieafspiller-verdenen takket være den fremragende kompatibilitet med stort set ethvert medieformat. Applikationen kan endda håndtere streams på adskillige protokoller, og den kan udvides uden begrænsninger.

Men det er næppe nødvendigt: Alt, hvad der er vigtigt, er om bord fra begyndelsen. Her kræves der ingen codec-pakker.
www.videolan.org

Gratis software VLC Media Player kan håndtere stort set
ethvert medieformat.

8 Streaming af lyd: Spotify

På trods af, at Spotify boltrer sig på en stadig mere konkurrencepræget legeplads, er denne tjeneste ubetinget den bedste. Den har det største bibliotek, den bedste brugerflade, og dens OGG-formatfiler lyder stort set fejlfri på trods af manglen på officiel audiosupport i den dyre ende.

Bevares, reklamerne kan være lidt redundante og klodsede, hvis man ikke punger ud til en betalingskonto, men det kan være prisen for gratis software.
www.spotify.com

9 Vector-billedredigering: Inkscape

Der er ikke meget at vælge imellem, hvis man vil lave skalerbar vektorgrafik. Man kan købe et abonnement på Adobe Illustrator, eller man kan downloade det meget modne og funktionsspækkede Inkscape.

Der findes faktisk ikke nogen gylden mellemvej. Og så er det jo heldigt, at Inkscape virker så fortræffeligt med support af blurring, gradienter, multisti-redigering og eksport til alle de formater, man kan drømme om.
http://inkscape.org

10 Videomanipulation: Handbrake

Når man har brug for video i ét format, men stædigt bliver hængende i et andet, er man nødt til at bruge en transkoder. Handbrake understøtter en lang række af formater til input og output med profiler til et væld af kendte enheder, og det kan snildt konvertere framerates og tilføje effekter undervejs.

Softwarens vigtigste funktion er dog massebearbejdelse: Hæld en samling af videoer ind, sæt sagerne i gang, og så får du en besked, når en mappe er blevet fyldt med dine nyligt konverterede medier.
http://handbrake.fr

Gaming

11 Valve Steam

Valves butik er karakteriseret ved hyppig handel, et omfattende indiebibliotek og et præsentationsprogram, der sætter dig i gang med nye spil, før de er blevet offi-cielt lanceret. Men det er de små ekstragevinster såsom det levende miljø, Steam-overlay og Steam Workshop, der for alvor er tiltrækkende.

Steam har virkelig ændret gaming på pc’en. Hvis du holder øje med butikken, kan du få regelmæssige gratis weekender med populære spil, der giver dig ubegrænset adgang i et begrænset tidsrum.
http://steampowered.com

12 EA Origin

Steams udgivelsesaftaler omfatter ikke enhver producent af AAA-spil, og hvis du vil have fingre i EA’s bibliotek, er du nødt til at bruge Origin. Uanset hvad du mener om denne gamigmonolits adfærd, er Origin en praktisk måde at håndtere din gaming på og komme i gang med multiplayerspil.

Kig i sektionen “On the House”, og find et vekslende udvalg af gratis sager, som du kan føje til dit bibliotek for evigt, og udnyt prøveversionerne, der giver tidsbegrænset adgang til hotte nye spil.
www.origin.com

13 GOG Galaxy

Hvis du er mere interesseret i den gammeldags ende af gamingspektret, kan du opsøge GOG’s udvalg af pc-klassikere, der er tunet til moderne pc’er, og enkelte nye lanceringer. Priserne er rimelige, og det er næsten altid værd at aflægge et besøg.

Galaxy er GOG’s desktopklient, der gør det nemt og hurtigt at finde og installere dine foretrukne DRM-fri spil. Hvis du sympatiserer med GOG’s filosofi og for alvor elsker gamle spil, bør du overveje Galaxy.
www.gog.com/galaxy

Gratis software

Sikkerhed & beskyttelse

14 Softwarefjernelse: PC Decrapifier

Uanset om du renser en ny pc for bloatware eller trimmer en eksisterende maskine for det, du ikke har brug for, klarer PC Decrapifier opgaven hurtigt og nemt.

Ingen anden pakke er så velinformeret om den rædsomme software, som producenterne så betænksomt inkluderer, og om, hvor sikkert det er at bruge den.

Du kommer ikke til at bruge pakken ret tit, men det er afgjort en af de porterbare applikationer, man skal have med på sit USB-værktøjsdrev.
www.pcdecrapifier.com

Gratis software PC Decrapifier fjerner affald fra din pc. Oplagt til nye pc’er.

15 Systemoprydning: CCleaner

Windows kan minde om en discount-vicevært. Bevares, systemet ser godt ud: Det bugner af værktøjer, og det lover at skrubbe styresystemet rent, men det tager sagerne lovlig afslappet.

Det går ikke så langt, som det kunne, og det efterlader ofte snavs i kanterne. Man skal bruge noget tungere til at fjerne resterne. Det kan CCleaner, der kan fjerne ragelse fra registreringsdatabasen, filer, som er efterladt efter afinstallation, og meget mere.
www.piriform.com

16 VPN: Tunnelbear

Der findes mange gratis VPN’er, men man bør aldrig undervurdere betydningen af tillid, når det gælder noget, der angiveligt skal beskytte ens webtrafik. Man skal vide, at man er i sikkerhed og ikke er ved at kanalisere hele sin bitstream igennem en kriminel server.

Gode, gamle TunnelBear kan man stole på, og softwaren er helt ukompliceret – den virker simpelthen. Den er hurtig, den er pålidelig, og en gratis månedlig båndbredde burde være nok til alle dine sikre transaktioner.
www.tunnelbear.com

17 Kaspersky: Free

Uanset hvordan man vender og drejer det, og uanset hvor forsigtig man er, kan man ikke slippe godt fra ikke at have antivirus installeret. Hvis du vil have noget gratis, skal du vælge noget, der ikke sænker hastigheden på systemet unødigt, leverer et minimum af meddelelser, og som har en fornuftig engine i ryggen.

Kaspersky Labs har en gratis udgave af deres sikkerhedsprogram ved navn Kaspersky Free, der giver dig basal beskyttelse mod de grundlæggende onlinetrusler. Du kan naturligvis købe dig til flere funktioner.
https://www.kaspersky.dk/free-antivirus

18 Antimalware: Malwarebytes Free

Det er ikke store sager, Malwarebytes’ gratis udgave kan levere: Den er ikke forebyggende, den leder ikke en væk fra nettets mere dunkle hjørner, og den kan ikke gøre noget ved zeroday-trusler, medmindre man får pungen op af lommen.

Til gengæld gør den nøjagtig, hvad man har brug for: Kør den, så snart du frygter at være blevet offer for en væmmelig malwaretrussel, og så myrder softwaren den plagsomme infektion, indtil den er stendød.
www.malwarebytes.com

19 Kodeordsmanager: Dashlane

Hvis du aldrig har brugt det samme kodeord på flere sites, hører du til mindretallet. Og hvis du selv har fundet på dit kodeord, er det sandsynligvis på en eller anden måde usikkert.

Hvis man bruger Dashlane, undgår man menneskehjernens fejl. Husk et master-kodeord, så behøver du aldrig selv kende til de komplekse kodeord, som denne software automatisk genererer og skriver ind i webformularer på dine vegne. Selv Dashlane kender dem ikke.
www.dashlane.com

20 Filfjernelse: Eraser

Du ved sandsynligvis, at sletning af en fil faktisk ikke sletter den rigtigt. Dens data forsvinder ikke, før dens lille hjørne af drevplads bliver genbrugt. Og selv da kan der stadig være spor af den, som kræver speciel fjernelse.

Eraser sørger for, at de filer, som du vil have godt og grundigt fjernet, bliver helt tilintetgjort. Det foregår ved hjælp af specielt udvalgte bytemønstre, der fjerner alle digitale spor efter disse filer.
http://eraser.heidi.ie

Gratis software Vil du sikre dig, at slettede filer for alvor er væk? Så skal du prøve Eraser.

21 Systembeskytttelse: Unchecky

Den mest udbredte årsag til malware-infektion er sandsynligvis manglende opmærksomhed – man klikker sig igennem en umiddelbart uskyldig installation og overser en side, der tilbyder at installere en “glimrende” værktøjsbjælke.

Her kommer Unchecky til hjælp. Softwaren fravælger de tvivlsomme tjekbokse og giver en meddelelse, hvis man er ved at acceptere et tilbud af tvivlsom værdi.
http://unchecky.com

22 Filgendannelse: Recuva

Uanset om du er kommet til at slette en fil, har formateret et drev eller er kommet ud for et grimt nedbrud, kan Recuva gøre et godt forsøg på at skaffe dine data tilbage i hel stand.

Softwaren er ikke ufejlbarlig, men hvis du har tid (og din harddisk ikke er tæt på pensionen) kan du lade den køre en dyb scanning. Sandsynligheden taler for, at du kommer til at se resultater. Du kan også lade softwaren foretage en sikkerhedsoverskrivning, hvis du ønsker det.
www.piriform.com

23 Backup: EaseUS Todo Backup Free

Selektiv, automatisk og nem. EaseUS’ bud på backup er formentlig det fornuftigste, vi har set. Man kan blot indsætte et eksternt drev (eller pege det mod en NAS).

Softwaren laver nu trinvis backup af udvalgte mapper (dem kan den selv vælge), uden at du skal gøre mere. Hvis du ønsker mere specifik backup, er fremgangsmåden også her utrolig nem.
www.easeus.com

WebBrowsere

24 Google Chrome

Uanset hvad man mener om Google, fortjener dens browser – og den open source-Chromium-browser, som den bygger på – sin plads i træets top. Den stiller store krav til ens ram, men det skyldes, at den gemmer hver eneste af sine faner i fanens eget ram-område.

Det betyder, at et nedbrud i ét vindue ikke tager de andre med i faldet. Der er et omfattende exten-sion-bibliotek at gå i gang med, og man kan browse, som man vil. Det er dog ikke alle extensions, der er umagen værd ...
www.google.com/chrome

25 Firefox

Firefox er i dag langt bedre end tidligere. Den er nu en meget effektiv browser, der er flinkere ved ens ram end Chrome, og afhængig af ens browservaner kan den også være mere stabil.

Det går stærkt, når man kører den moderne Firefox, og hvis man er optaget af privatlivets fred, kan man som standard opnå langt mere end med Chromes inkognitotilstand. De antitracking-funktioner, som Mozilla omfatter, er ideelle til den, der for enhver pris vil efterlade så få spor på nettet som muligt.
www.mozilla.com

26 Vivaldi

Nogle sætter Opera højest blandt de gratis browsere; vi hepper på Vivaldi, som er den browser, der opstod som følge af skuffelse over Operas praksis. Det er i sandhed en moderne browser, der bruger den samme renderings-engine som Chrome og mange af nøglefunktionerne hos Opera.

Hertil kommer et væld af funktioner til notater, fanestyring, og efaringsbaserede ændringer. Der findes et engageret miljø, som holder Vivaldi-projektet i gang, og man kan endda bruge visse af Chromes extensions.
http://vivaldi.com

Gratis software Vivaldi

System- værktøjer

27 PDF-læser: Sumatra PDF

Adobe har ikke nødvendigvis monopol på PDF-læsning. Formatet er langt mere udbredt end tidligere, og der findes mindre, hurtigere og mere alsidige PDF-læsere end Reader. SumatraPDF er den bedste af dem.

Den har en bevidst enkel brugerflade, fordi man skal fokusere på at læse, ikke på at trykke på knapper. Her er fuld support for rendering af de fleste e-bogs- og tegneserieformater samt XPS- og DjVu-filer.
www.sumatrapdfreader.org

28 E-mailklient: eM Client

En af de reneste e-mailpakker er eM Client, der arbejder med pop3, smtp og al anden e-mailteknologi i verden. Den gratis udgave af eM Clients eneste begrænsning er antallet af konti, man kan bruge. Alle andre funtioner svarer til pro-udgaven.

Det omfatter pgp-integration, således at man sikkert kan signere eller kryptere sine meddelelser. Hertil kommer avanceret kontaktstyring, import fra andre e-mailapplikationer og en chatklient, der understøtter de fleste udbredte IM-protokoller.
http://emclient.com

29 Filsynkronisering: Dropbox

Synkronisering af filer mellem ens mange pc’er og et onlinedrev er en enkelt vej til organisering og sikkerhed, og der er flere muligheder. Google Drive, Microsoft OneDrive, Box og endda Mega giver alle en lokal mappe, der automatisk spejler en, der er online.

Vi foretrækker Dropbox til denne opgave, navnlig fordi den virker som den mest umiddelbare og fornuftige måde at håndtere sagerne på. Det er det, der er formålet med DropBox – ned med begrænset lagerkapacitet.
www.dropbox.com

30 Mediebrænder: CDBurnerXP

Optiske medier bliver en stadig mere marginal form for lager, men de er ikke døde endnu, og fleksibiliteten ved at kunne flere ting, end med Windows’ indbyggede brænderredskaber, er afgørende.

CDBurnerXP afslører sin fortid i navnet, og det kan brænde alt – man kan endda bruge det til at brænde hd-dvd’er, hvis man da kan finde hardwaren – og det kan også lave og konvertere ISO-filer. Ideel til at tage backup af backupper.
http://cdburnerxp.se

31 Messaging: Franz

Franz rummer ikke sit eget messaging-system, men softwaren kan håndtere stort set enhver anden protokol. Konfigurer din Franz-konto med de tjenester og brugernavne, du ønsker, så bliver de gentaget på den maskine, du logger på næste gang.

Du kan samle Slack, Hangouts, Skype og endda WhatsApp på ét enkelt sted. Så behøver du ikke at undgå den ene person, der ikke vil flytte til det netværk, som alle dine øvrige venner bruger.
http://meetfranz.com

32 Noter: Evernote

Den store fordel ved at være det største navn på området – og det er Evernote bestemt – er integration. Så mange andre webtjenester knytter an til denne tjeneste, at man ofte ikke behøver at tage noter direkte.

Hiv blot den relevante tekst over til Evernote – så er det her, du husker, organiserer i notesbøger og i øvrigt gør brug af sagerne senere hen. Man kan synkronisere den gratis konto med to enheder.
http://evernote.com

33 Masseinstallation: Ninite

Effektivitet er hovedindtrykket, når man taler om Ninite. Hvis man er ved at samle en ny maskine, og man vil have den stuvende fuld af gratis applikationer, kan Ninite levere dem – herunder mange af dem, vi har nævnt her – samlet i én installationsprocedure.

Marker blot boksene på sitet, download din skræddersyede eksekverbare fil, og gå i gang. Nu får du de nyeste versioner af de populæreste applikationer med et enkelt klik. Du skal ikke beslutte eller vælge andet – du får blot rene installationer af det, du foretrækker.
http://ninite.com

Gratis software Opsætning af et system er nem: Lad Ninite tager sig af installation af
gratis applikationer.

34 Virtuelle maskiner: Virtualbox

Det er ganske bemærkelsesværdigt, at VirtualBox er gratis, i betragtning af at softwaren er ejet af så stort et firma som Oracle. Dette hyppigt opdaterede virtuel maskine-miljø er essentielt, hvis du ønsker at samle sandkasseinstallationer af Windows, prøve-udgaver af Linux eller foretage alle mulige former for eksperimenter, som det kan være nyttigt at rulle tilbage eller holde adskilt fra resten af din pc. Virtual-Box er meget konfigurerbar, og du kan endda oprette dine egne virtuelle netværk.
www.virtualbox.org

35 Systeminfo: HWiNFO64

Hvis du har et problem med din pc – eller hvis du ikke har det – er det nyttigt at vide, nøjagtig hvordan den fungerer. HWiNFO64 er et diagnosticeringsværktøj, der kan levere alt fra en kort oversigt over systemets komponenter til et dybt dyk i pc’ens fjerneste afkroge.

Du kan også bruge det til realtids-overvågning, holde øje med status for problemkomponenter og forudse fejl på baggrund af dets opdagelser.
www.hwinfo.com

Gratis software HWiNFO64 giver mulighed for at kende pc’en i detaljer og finde potentielle problemer.

36 Kompression: 7-zip

Vi finder det ret forbløffende, at så mange mennesker har den evige gratisudgave af WinRAR installeret, når 7-zip klarer arkiveringsopgaver lige så kompetent uden at genere brugeren med plagsomme skærmmeddelelser.

Hertil kommer, at .7z-formatet, der bruger AES-256-kryptering og en superhøj kompressionsrate, er mindre og som regel hurtigere end .ZIP, når det gælder kompression af filer.
www.7-zip.org

Office-pakker

37 Google Docs

Den mangler mange af de mere avancerede funktioner i komplette officepakker, men disse funktioner er som regel noget, man alligevel ikke burde bruge en officepakke til. Google Docs og Sheets og Slides udgør en fortræffelig kombination af solide kernefunktioner, konstant tilgængelighed, integration med onlinelager og beslægtede apps, som sandelig giver den samme funktionalitet på mobilen. Man kan importere og eksportere i et hvilket som helst format. Hvad venter vi på?
http://docs.google.com

38 Apache OpenOffice

OpenOffice er en af mange efterfølgere til StarOffice, der var et alternativ til den oprindelige Microsoft Office. OpenOffice gik i øvrigt videre til Apache, efter at den forrige ejer, Oracle, opgav projektet.

Denne pakke rummer en komplet softwaresuite, der rækker fra de tre kerneapplikationer: tekstbehandling, regneark og præsentation til software, der er specifikt beregnet til vektortegning, matematiske formler og en database. Hvis du ikke vil betale for Microsofts pakker, er dette løsningen.
www.openoffice.org

39 LibreOffice

LibreOffice minder naturligt nok meget om OpenOffice. De to pakker har udviklet sig i hver sin retning siden midten af 2013, men de bygger på den samme kode og har den samme navnekonvention (og i de fleste tilfælde meget ens brugerflader) til deres seks centrale applikationer.

Vælg selv, hvilken gratis kontorretning du vil følge. Glem de hyppige skænderier mellem de to (og StarOffice-varianten Neo-Office): Hver af dem er lige så god som den anden.
www.libreoffice.org

Gratis software