Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Dell Ultrasharp 38: Ultraskarp skærm breder billedet ud omkring dig

Dell Ultrasharp 38 er lidt af en drøm for den, der vil have en skærm med plads til det hele.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Buede skærme har (med rette) lidt modvind og er da efterhånden heller ikke at finde nogen steder længere. I hvert fald ikke når det gælder skærme på tv’er.

Når det gælder skærme til pc’en, er sagen en anden. Her er der langt mindre grund til at være skeptisk. Faktisk er det svært ikke at være ovenud positiv, når man sidder med en skærm som Ultrasharp 38 foran sig.

Indhyller dig i billedet

Når man sidder så tæt på en kæmpestor og ultrabred skærm som denne, er buerne en fordel. For de gør, at skærmens billede holder nogenlunde samme afstand til dit syn, uanset i hvilken retning du kigger.

Således skal du ikke anstrenge dig ekstra for at se, hvad der står helt ude i kanten af skærmen, det hele er lige nemt at se. På den måde kan du lade dig indhylle i skærmens indhold, der omslutter dig hele vejen rundt i det ultrabrede 21:9-format.

Perfekt til multitasking

Formatet gør skærmen særdeles velegnet til film, som kan nydes i oprindeligt format. De indbyggede højttalere leverer faktisk også absolut fin lyd, taget de fysiske dimensioner i betragtning. En imponerende spiloplevelse leverer den også, omend opdateringshastigheden er i den langsomme ende til dette formål.

Der, hvor den for alvor excellerer, er som arbejdsskærm til den multitaskende, der har mange bolde i luften. Det enorme skærmareal gør, at man uden problemer kan have adskillige programmer åbne, og den høje opløsning sikrer, at ethvert element står knivskarpt, selv når du skalerer helt ned.

Har du flere kilder tilsluttet, kan du også vælge at splitte skærmen mellem dem. BIlledet står rent og klart, med en flot naturlig farvegengivelse.

Fra fabrikken er den kalibreret til 99 % sRGB. Til foto- og videoredigering er skærmen dermed ganske velegnet. Især video-folket vil sætte pris på det brede format, der gør det nemmere at overskue lange tidslinjer og komme helt i detaljerne, når der klippes.

Alt man kan ønske sig

Med sit stort set kantfrie design er det en rigtig nydelig og stilren pc-skærm. Selvom den er stor, er den heldigvis nem at sætte op. En enkelt person kan fint klare det alene.

Der følger en solid fod med, og der skal ikke anvendes løse skruer eller lignende for at få den op at stå. Under fem minutter tog det at få skærmen stillet op og sat til.

Skærmen har alt, man kan ønske af tilslutninger, inklusiv USB C med understøttelse af flere forskellige overførselsstandarder, og der medfølger endda ledninger til mange af dem.

Det er faktisk enormt svært, for ikke at sige umuligt, at finde noget negativt at sige om Dell Ultrasharp 38. Selv prisen er faktisk ganske rimelig for en stor skærm af denne type og størrelse (vi har set den til under ti tusind kroner på nettet). Så der er ikke andet for end at kvittere med en topkarakter.