Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Dell sprænger rammerne for en 13,3"-bærbar

Den er ingen Tardis, men den nye XPS13 sprænger konventionerne for, hvor meget eller rettere hvor lidt bærbar en given formfaktor kan betyde.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Den nyeste XPS13 fra Dell begejstrer på mange områder, det er således en klassisk Ultrabook i den høje ende af kvalitetsskalaen.

Den er kendetegnet ved at være en af de letteste 13,3"
Ultrabooks på markedet, 1,26 kg vejer den blot, hvilket gør den umådelig let at tage med sig på farten. Den kan med 15 mm tykkelse betegnes som slank, men der findes dog endnu tyndere modeller derude.

Opfattelsen af hvad en 13,3”- bærbar er, bliver der rykket ved på grund af XPS13’erens smalle figur. Den er blot 304 mm bred, hvilket i traditionel forstand størrelsesmæssigt placerer den mellem en 11,6"- og en 12,5"-bærbar.

Velbygget Ultrabook, der klemmer en 13,3"-skærm ind i en hidtil uset formfaktor

Det skyldes den anvendte Infinityskærm, hvor skærmrammerne i siderne og toppen er ekstremt tynde. Det yderste kantstykke på skærmen er sort, og indhold vises ikke her. Dette stykke plus den ydre ramme uden om skærmen er dog tilsammen blot 5 mm tyk.

Dell XPS13 fylder således meget mindre end en traditionel 13,3"-bærbar. Du kan således købe en bærbar med en 13,3"-skærm, uden at skulle gå på kompromis med ønsket om at eje en kompakt og mobil formfaktor.

Overbevisende kvalitet

Uanset hvilken model af denne XPS13 man vælger, vil man få en kapabel Ultrabook fremstillet af et bredt udvalg af gode materialer.
Der findes forskellige konfigurationer, hvor der blandt andet anvendes forskellige processorer, forskellige skærmopløsninger og skærme med eller uden touch.

Fælles for alle er et solidt kileformet aluminiumskabinet, Gorillaglas foran skærmen og en håndledsstøtte bestående af kulfiber, der har fået en blødgørende overfladebehandling. Fedtfingre kan man dog heller ikke her undgå. To lange gummifødder sikrer et solidt 'fodfæste', hvis man placerer XPS13 på et bord.

Vi har testet versionen med en Intel Core i5 5200U dual core- processor på 2,2 GHz. Den understøtter Hyper Threading og Turbo Boost 2.0. Grafikløsningen hedder i dette tilfælde Intel HD Graphics 5500. Der er også 8 GB DDR3L 1600 MHz ram, en ssd på 256 GB.

Der er tale om en ret kraftig Ultrabook med en god processor, der scorer en aggregeret score på 41,7 GOPS i SiSoftware Sandras cpu aritmetiske test. Ssd’en er hurtig, den har en sekventiel læse- og skrivehastighed på henholdsvis 481,2 MB/s og 241,1 MB/s.

Det er en Ultrabook, man kan anvende til opgaver, der er lidt mere krævende end surfing og redigering af dokumenter. Blæseren er hørbar, når den arbejder hårdest, ikke voldsomt, bare hørbar. Men XPS13 er også nærmest tyst ind i mellem.

Vi må ikke glemme QWXGA+- touchskærmen med dens 3200 x 1800 pixel opløsning. Det er en lysstærk glare-skærm, der har et meget detaljeret og flot billede, den håndterer også touch fornemt.

De sidste detaljer

Tastaturet er baggrundsbelyst, nogle specialknapper er lidt klemte, men helhedsindtrykket er godt. Der er god mellemrum mellem tasterne, der er kort vandring og et virkeligt godt feedback. Den anvendte Clickpad er også et glimrende bekendtskab.

Der er 802.11ac Wi-Fi og Bluetooth 4.0, to USB 3.0-porte, mini displayport samt 3-i-1 SDXC-kortlæser.

Batterilevetiden er også god, selv med den højtopløste skærm. I Powermark leverer den bærbare 7 timer 31 minutter i produktivitetstesten, og 4 timer 33 minutter i den balancerede test.