Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Dell OptiPlex7090 Ultra: Skab din egen alt i en-computer

OptiPlex integreres i en skærm efter eget valg, så du får en skræddersyet kombination, der fylder mindre.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Stationære pc'er fylder en del og er ikke særlig kønne. Der findes undtagelser, men ikke mange. OptiPlex7090 Ultra er en af dem. Her har Dell skabt en løsning, der helt forsvinder ud af syne.

Det gør den i hvert fald, hvis du vælger at udnytte dens særlige design, der er skabt, så computeren kan integreres i et stativ til en skærm.

Det specialfremstillede stativ er kompatibelt med et væld af forskellige skærme på tværs af producenter, så man på den måde har mulighed for at skræddersy sin egen alt i en-løsning med OptiPlex7090 Ultra som centrum.

Det er smart tænkt, for en alt i en-computer giver god mening i mange arbejdssituationer, men der er stor forskel på, om man har behov for en mindre skærm til tekst og regneark, en bredformatskærm til video eller en skarp højformatskærm til bladlayout mm. Her får man mulighed for selv at vælge.

Nok til de fleste

Der er også rig mulighed for at konfigurere maskinens komponenter i købsprocessen, så man får den dosering af kræfter og features, der passer til ens arbejdsbehov.

Vi har her testet en fin mellemkonfiguration med Core i5, 16 GB ram og 512 GB M.2-ssd, som vil passe fint til de fleste kontorfolks behov.

Processorkraften er glimrende, og den indbyggede Iris Xe-grafik gør, at der er tilstrækkelig grafisk power til, at man godt kan arbejde med lettere billedredigering og lignende.

På tilslutninger er pc'en helt fremme i skoene med blandt andet USB-C, USB 4 og Thunderbolt 4. Dog vil nogle savne HDMI.

Lille og let

Man kan godt bruge OptiPlex-7090 Ultra uden at integrere den i en skærm. Så fungerer den som en almindelig mini-pc.

Den fylder ikke meget og vejer næsten intet, men fleksibiliteten er heller ikke helt så stor som med eksempelvis MSI's model, der er nem at åbne til udskiftning af komponenter.

Det er således først og fremmest, hvis du ønsker en alt i en'er, men ikke kan affinde dig med færdigkonstruerede løsninger, at OptiPlex7090 Ultra er interessant.