Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Dell Inspiron 24 7000: Alt i en-computer med fart på

Dell Inspiron i 7000-serien er et spændende bekendtskab. Drømmer du om en alt i en-computer på hjemmekontoret, får du her høj hastighed plus en bred og virkelig tynd skærm.

Af Aksel Brinck, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Dell blev i sin tid et stort firma på direkte salg af stationære pc’er. Men i takt med at vi arbejder på mange flere forskellige måder, har den amerikanske computergigant bevæget sig ud i andre formfaktorer. Nu vil Dell med på en voksende popularitetsbølge – i et ellers faldende pc-marked – nemlig alt i en-computerne, hvor computer og skærm er bygget sammen.

Med Dell Inspiron 24 fra 7000-serien bevæger producenten sig ind på det marked, hvor også Microsoft Surface Studio og Apples iMac’er kæmper om købernes gunst. Denne stationære computer imponerer med en 23,8”-skærm i widescreen-format – måske medvirker plasten og metallet på skærmdelen ikke til at skabe det mest attraktive design, men det lægger man ikke så meget mærke til i kampens hede. For den kun 27 mm tykke skærm kan vinkles på alle mulige praktiske måder, hvilket gør den meget fleksibel i brug, hvis man har brug for det.

Overraskende højttaler

De vigtigste komponenter er alle placeret i skærmens base, og her er der også monteret en overraskende kraftig højttaler. Hardwaren kan som altid hos Dell konfigureres på mange måder. Her tester vi en model med Intel Core i5-processor, 8 GB ram og 500 MB traditionel harddisk. Det er ikke en billig fornøjelse, men det gælder for næsten alle computere af denne type.

Antallet af porte er bestemt godkendt: Der er seks USB-porte (to med 2.0 og tre med 3.0) plus Ethernet, HDMI og læser til hukommelseskort. Den testede model kører på Windows 10 Home.

Kan blive hurtigere

Disse specifikationer er lidt dårligere end i den billigste iMac – skulle du overveje dette markante alternativ.
Men det skal du ikke lægge alt for meget i, for den testede Dell er en temmelig hurtig maskine, der kan hamle op med 2016-udgaven af Apple iMac og Microsoft Surface Studio. Og du kan få Dell-computeren til at blive endnu hurtigere, hvis du vælger at ekvipere den med en Intel Core i7-processor.

Den testede version har Intels integrerede grafikløsning, men hvis du betaler ekstra, kan du få et endnu bedre Nvidia-grafikkort.

Alt i alt er denne standardversion dog mere end nok til at håndtere hverdagens opgaver, og maskinen booter ret hurtigt. Desuden er den nem at tage i brug. Du hiver computeren ud af papkassen, sætter strømstikket i kontakten, tænder, og så er du kommet i gang.

God plads på skærmen

Dell har de kreative brancher i sigte med det fleksible, store display. Der er dog ikke tale om en bærbar computer – på nogen måde – den vejer næsten 9,5 kilo. Den brede skærm er som skabt til de brugere, som har mange vinduer eller programmer åbne samtidig. Her bliver skærmfladen simpelthen mindre overfyldt.

Alt i alt får du altså en ret attraktiv pakke med Dell Inspiron 24 fra 7000-serien. Computeren får vores anbefaling og skal helt bestemt med i betragtning, hvis du overvejer en alt i en-løsning på det lille kontor.