Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Deco XE75 med Wi-Fi 6E: Her får du ekstra trådløs båndbredde

Ekstra bånd giver fordele, og vi anbefaler denne trådløse router, selvom den ikke er en mester på kabel.

Af Aksel Brinck, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Som vi er blevet vant til med TP-Links mesh-løsninger, får vi identiske enheder – her tre af slagsen, hvor man under opsætningen bestemmer, hvilken enhed der skal fungere som router og fungere som bindeled til husets eller kontorets internetmodem.

Derefter bliver de to andre enheder automatisk til satellitter. XE75 består af overraskende lette enheder i et design, som vanskeligt kan støde noget øje.

På hver enhed er der tre RJ45-porte til kablede forbindelser, og de er alle af gigabit-typen, hvad der ikke kan siges at være lige så fremtidsorienteret som hos flere konkurrenter, der tilbyder 2.5 GbE-porte eller bedre.

Aktuelt er 1 Gbps toppen til privatkunder og små virksomheder i Danmark, men det kan hurtigt ændre sig, sådan som internetudbyderne udruller fiberforbindelser – og kunderne bliver møre til dyrere abonnementer.

Deco XE75 tilhører AXE5400-klassen og har således en teoretisk total Wi-Fi-hastighed på 5,4 Gbps. TP-Link lover en dækning på op til 670 kvm og mulighed for opkobling af op til 200 trådløse enheder.

Ud over de traditionelle 2,4 GHz- og 5 GHz-frekvensbånd er XE75 udstyret med et mere rummeligt og uforstyrret 6 GHz-bånd, der udvider mesh-sættets totale båndbredde betydeligt.

Dette bånd forbedrer også ydelsen i forbindelse med klienter, som ”kun” kan arbejde med almindelige Wi-Fi 6-signaler eller tidligere. TP-Link udnytter nemlig 6 GHz-båndet som såkaldt backhaul-kanal til intern dataudveksling mellem enhederne i mesh-sættet.

 


 

AOD ANBEFALER

BEDØMMELSE
TP-Link Deco XE75 AXE5400 Tri-Band Mesh Wi-Fi 6E System

Pris: 3699 kr. ekskl. moms
Produkttype: Tri-Band Wi-Fi 6E mesh-system med 3 enheder
Båndbredde: Op til 5,4 Gbps (574 Mbps + 2,4 Gbps + 2,4 Gbps)
Frekvensbånd: 2,4 GHz, 5 GHz, 6 GHz, 802.11ax + gæstenetværk
Streams: 6
Dækning: Op til 670 kvm/200 enheder
Antenner: 4 interne
Porte: 3 x 1 Gbps WAN/LAN
Mål: 105 x 169 x 105 mm
Vægt: 0,48 kg
Energiforbrug (uden trafik/speedtest): 7,0/7,9 W/enhed

Kvalitetsindtryk: 4
Brugervenlighed: 5
Funktioner: 4
Ydelse: 5
Pris: 6
Samlet vurdering: 5

Testholdet mener:
”Deco XE75 leverer høj ydelse og tiltalende design til en attraktiv pris. Det testede mesh-system med tre enheder kan dække behovet for hurtig netværksadgang i en større familiebolig eller et rummeligt storrumskontor fyldt med krævende brugere. Og efterhånden som Wi-Fi 6E-klienter ruller frem, vil det ekstra 6 GHz-frekvensbånd kunne fordoble den reelle båndbredde.”