Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Debat: It-branchen skal give forsyningskæden et eftersyn for at reducere klimaaftrykket

Tech-producenternes indsats for at reducere klimaaftrykket er optrappet de seneste år, men særligt på transportområdet er der mulighed for handle betydeligt mere klimavenligt end vi gør i dag, mener den danske salgsdirektør hos Lenovo.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det følgende debatindlæg er skrevet af Jens Henrik Thomsen, Sales Director for Relationship Sales hos Lenovo i Danmark:

Mindre kød, færre rejser og øget fokus på affaldssortering. Vi har alle fået vores opgave, når det gælder revurdering af de mange klimabelastende vaner, vi som samfund igennem årene har tillagt os. For nogle er det intet problem at skifte bøf ud med bønner og holde ferie i et sommerhus på Mors fremfor at rejse til Bali, mens det for andre er en daglig kamp at træffe de rette klimavalg.

Samme tendens går igen i it-branchen, hvor indsatsen for at reducere vores klimaaftryk er blevet optrappet de seneste år, men hvor vi også kæmper for at frigøre os fra gamle vaner. Også her bør vi gøre mere, end det er tilfældet i dag. I branchen udvikler vi ganske vist nye produktionsmetoder for at reducere energiforbruget, og den store mængde emballage, vi bruger på verdensplan, bliver til stadighed mindre og består af mere klimavenlige materialer. Samtidig er der dog områder som transport, hvor vi utvivlsomt kan handle mere klimavenligt.

Som verdens største pc-producent er vi hos Lenovo selvsagt i en position, hvor vi må være bevidste om vores ansvar. Derfor bruger vi i dag også ”low temperature solder” – en teknologi, som vi frigav patentet på, for at hele branchen har mulighed for at lodde ved lavere temperaturer og producere mere energirigtigt. Vi bruger genbrugsmaterialer i computere, skærme og tilbehør og klimavenlige materialer som bambus og bagasse til emballage.

Foruden at være 100 procent bionedbrydelig er emballagen også blevet mærkbart lettere: For stationære computere er vægten faldet med mellem 0,5 og 1,95 kg, mens det for bærbare computere er mellem 0,3 og 1 kg. Samlet set har alene dét skifte sænket vores transportudledninger med 6,7 procent.

Hele branchen skal stå sammen

Lenovo er heldigvis langt fra de eneste i branchen, der kæmper for at finde nye, innovative måder at reducere den negative klimapåvirkning fra vores produktion. Men det er vigtigt, at vi som branche står sammen om opgaven og lærer af hinandens erfaringer fremfor at køre solo, hvis vi skal opnå de bedst mulige resultater for klimaet. Det indebærer at gøre en fælles indsats for at finde effektive løsninger i hele forsyningskæden.

Alene ved at skifte transporten af produkter fra fly til skibe og tog ville vi kunne reducere hvert produkts klimaaftryk med 5 procent. Hvis hele branchen i højere grad valgte langsomme og mere klimavenlige transportmidler, ville det altså resultere i en markant CO2-reduktion. Det scenarium er dog afhængigt af, at også kunder – det være sig offentlige institutioner, virksomheder eller forbrugere – er villige til at bidrage ved at væbne sig med en smule tålmodighed og acceptere, at leveringstider bliver længere. Bekvemmeligheden ved dag-til-dag-levering, som mange efterhånden er blevet bevendt med, bliver fremover nødt til at veje mindre end vores respekt for og fokus på miljøet.

Og vi bliver samtidigt nødt til også at planlægge vores indkøb bedre og ”bundte” dem sammen fremfor at klat-købe én ting om tirsdagen og lægge en ny bestilling om torsdagen. Det gælder, uanset om der er tale om kontorartikler til det offentlige, (som blev heftigt debatteret i medierne for nyligt) eller om der er tale om bestillinger til private forbrugere, virksomheder eller it-leverandører. Alle må kigge sin egen forbrugs- og forsyningskæde efter i sømmene.

Som producent har vi til gengæld ansvar for at gøre det tydeligere for kunderne, hvor store klimaaftryk vores produkter genererer og give mulighed for at kompensere for det aftryk. Dén mulighed stiller vi nu til rådighed med vores CO2 Offset Services, hvor kunder i forbindelse med et køb frit kan vælge, hvor stor en del af produktets samlede klimaaftryk der skal kompenseres. Løsningen tilbyder vi i samarbejde med vores partner ClimeCo, der er en førende organisation inden for udvikling af grønne energiløsninger som solcelleparker i Europa og Asien. Vi håber, at sådan et initiativ kan inspirere andre virksomheder til at arbejde hen imod at reducere deres klimaaftryk.

Vi har et fælles ansvar for at værne om de knappe ressourcer, vi er i besiddelse af. Det glæder mig derfor, at så mange store virksomheder i og uden for branchen går ud og fortæller om store ambitioner på klimaområdet; at de har en ambition om at blive klimapositive. Dén slags ambitioner er der brug for. Det motiverer alle til at skærpe fokus på nye initiativer og løsninger. Men vi skal gøre det sammen som branche og ikke tage klimaet som gidsel i en marketing-krig, hvor vi hævder os på hinandens bekostning.

I Lenovo arbejder vi hver dag på at blive klogere, og vi har fortsat lang vej igen, før vi klimamæssigt er der, hvor vi gerne vil være. Men hvis vi alle står sammen – konkurrenter, kunder og forbrugere – er jeg overbevist om, at vi nok skal få knækket koden til en bæredygtig og fremtidssikret it-industri.

Jens Henrik Thomsen Jens Henrik Thomsen