Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

De små skal op i skyen

SAP jagter mindre kunder i skyen med deres nye SAP Business Explorer. Målet har været, at gøre produktet intuitivt og med slutbrugerens behov i centrum.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det var helt nye toner, da det tyske softwarehus SAP, kendt for sine solide og omkostningstunge ydelser til nogle af denne verdens største fremstillings- og udvindingsselskaber, midt i marts bekendtgjorde, at man i fremtiden også er på jagt efter de små- og mellemstore virksomheder, SMV-erne.

De nye jagtmarker for det ellers så super-servertunge SAP er in the cloud. I skyen, på nettet, in the sky, i himlen…

Selv sagde SAP sådan: »SAP samler alle sine cloud-baserede business intelligence produkter i en integreret pakke kaldet SAP® BusinessObjects™ BI OnDemand.

Løsningen er målrettet slutbrugere, som hverken er forretningsanalytikere eller har forudgående erfaring i brug af business intelligence værktøjer. SAP fjerner dermed barriererne, så alle nu kan få glæde af business intelligence – ikke kun eksperterne«, hed det i en pressemeddelelse.

En komplet Software-as-a-Service Business Intelligence pakke (BI), der samler hele SAP’s BI OnDemand portefølje i en integreret produktpakke med slutbrugeren for øje.

»Uanset brugerniveau og funktion er vores nye cloud-baserede BI-løsning relevant for alle, som har brug for information om deres forretning. Den intuitive opbygning af løsningen gør business intelligence let tilgængeligt, og stort set uden indledende introduktion til produktet kan du søge frit i både selvlagrede og hostede data, følge dine nøgletal, Key Performance Indicators, og løbende tage temperaturen på dit forretningsområde. Vi har bevidst sat brugernes behov i centrum, og herved får alle et mere oplyst beslutningsgrundlag – nemt og kontinuerligt«, fortæller Jesper Schleimann.

Googleagtig

Løsningen er bygget op omkring SAP® BusinessObjects™ Explorer, der muliggør hurtig og intuitiv søgning i alle forretningens data, uanset hvor de er lokaliseret.

Det ’Google-lignende’ værktøj finder relevant forretningsinformation på ingen tid, og ny brugervenlig funktionalitet i BI OnDemand løsningen giver brugere uden forudgående erfaring med BI-værktøjer mulighed for at opnå forretningsindsigt – hurtigt og nemt. Derudover kan man med løsningen benytte SAP® BusinessObjects™ dashboard og rapporteringsløsninger til at dele faktabaseret indsigt og viden.

Ifølge SAP Danmarks BI-Sales Director, Jesper Schleimann, har de såkaldte ’lejlighedsvise’ BI-brugere, som ikke har en direkte økonomi- eller analytikerfunktion, tidligere været »underserviceret af BI-leverandørerne på markedet, fordi der ikke har været en komplet SaaS BI-løsning tilgængelig – men det er der nu«.

Markedet i skyen

Behovet for cloud baserede BI-løsninger er stort, og ifølge en ny rapport fra analysehuset IDC, Worldwide Business Analytics Software-as-a-Service Forecast, 2008-2013, vil markedet for BI leveret som en service (SaaS) vokse tre gange hurtigere end det totale BI-marked i løbet af de næste fem år.

SAP BusinessObjects BI OnDemand er opbygget fleksibelt efter en tredelt model, som giver virksomhederne mulighed for at skalere op for BI-platformen alt efter forretningens behov.

Basisløsningen er gratis, og man får med få klik adgang til de omfattende BI-værktøjer via sin webbrowser. Den gratis løsning er dog personlig og databegrænset, men stiger behovet, er det muligt at opgradere trinvis til en professionel version, der kan anvendes i teams og hele afdelinger.

Samtidigt går BI-platformen fra at være en front-end løsning til at have komplette back-end kapabiliteter, hvor store datamængder kan håndteres.

»SMV’ere har tidligere været tøvende med at investere i BI-løsninger, fordi de følte, at adgangsbilletten var for dyr. De opfattede typisk BI-løsninger som komplekse og resursetunge i forhold til investering i hardware, træning af medarbejdere og øgede omkostninger til drift og vedligeholdelse til følge.

Denne barriere har vi nu fjernet. Nu kan enhver mindre eller mellemstor dansk virksomhed med få klik få præcis de forretningsdata, som de efterspørger uden at være it-ekspert«, siger Jesper Schleimann.