Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Top 5: De bedste netbooks til under 3.000 kroner

Du kan sagtens få en fin mini-bærbar uden at flå din konto. Her er fem gode eksempler.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Ønsker du en computer, du kan tage med på farten, og som kan klare de gængse opgaver, er der ikke noget, der slår en netbook. Selvom de touchstyrede tablets formentligt vil give dem hård konkurrence, når de engang kommer i handlen, lever netbook’en stadig i bedste velgående og udvikler sig konstant.

Et punkt, hvor mange af dem heldigvis ikke har ændret sig så meget, er prisen. En god netbook kan stadig fås temmelig billigt, og her er fem gode eksempler på, at du ikke behøver at smide mere end 3.000 kroner for at få en ordentlig maskine.

Compaq Mini 110c-1101SO

Solidt bygget, har lang batterilevetid og kræfter nok til de gængse opgaver. Dens stærkeste feature er dog den lave pris.

Asus Eee PC 1005HA

Flot skærm, rigtig god batterilevetid, dejligt tastatur, en god pris og ikke mindst det trådløse draft-n netværk gjorde dette til vinderen i T3s stortest af netbooks for nogle måneder tilbage. Det er ikke Asus’ nyeste model, men stadig en vinder til prisen.

Lenovo S12

Ok, denne Lenovo overskrider vores prisloft med 200 kroner, men så får du til gengæld en netbook, der ikke står tilbage i ydelse og design for visse langt dyrere notebooks.

MSI Wind u160

Selvom ydelsen ikke imponerede vores redaktør, er der dog ingen tvivl om, at det er denne MSI, du skal have fat i, hvis lang batterilevetid er højest på ønskelisten.

Samsung N210

Er du typen, der tager computere med overalt, er det godt, at den kan klare lidt af hvert. Samsung N210 udmærker sig ved at kunne tåle vand i tastaturet, men gemmer dog også på flere gode egenskaber.