Solospiller eller multiplayer, action eller eventyr. Listen over nye spil i 2020 byder på det hele. Med en pandemi og eventuel hjemmeisolering blev netop computerspil for mange mennesker en mulighed for at gå på opdagelse online og mødes med andre.
Har du behov for krævende udfordringer, et sjovt eventyr eller bare at blive underholdt sammen med andre, så får du her AOD’s bud på de fem bedste spil i året, der gik – rækkefølgen er tilfældig.
Miniputverdenen befolket med dyrelignende personer har snart 20 år på bagen, men Nintendo har løbende videreudviklet Animal Crossing til at være en slags nuttet, farverig udgave af MMO’er som det gode gamle World of Warcraft. Du begynder i landsbyen Animal Crossing. Med redskaber kan du bygge huse, høste og sælge grøntsager, fiske, tale med de andre figurer eller opgrave fossiler – blot for at nævne nogle af mulighederne.
Der er ingen historie eller bestemte opgaver, du skal fuldføre. Det hele handler om at hygge sig og fra tid til anden i chatfora udveksle erfaringer med andre spillere. For eksempel om den rette markedspris på roer.
Fans af Final Fantasy har ikke haft det nemt i de senere år. Den japanske saga har ikke altid levet op til forventningerne, men denne remake er alt, hvad det episke eventyr bør være. Final Fantasy VII Remake byder på dybsyndige karakterer, musik på de helt store tangenter og et kampsystem, som topper et næsten fremragende spil.
Selv om spillet lider under et lineært plot og til tider gumpetunge sidemissioner, er FF VII Remake din mulighed for at kæmpe med enorme våben i en grafisk imponerende verden. Og med klassiske japanske frisurer.
Spil i 3D har været en noget svingende oplevelse, men når de lykkes, bliver det faktisk ret godt. Fans af førstepersons-actionspil kender naturligvis Half Life-serien eller har hørt om den.
I denne udgave skal du ud og kæmpe i virtual reality, men grafikken er en lækkerbisken, og den klaustrofobiske stemning er i top. Detaljerne er finpudsede, stemmerne troværdige, og styringen med hansker og visir fungerer bare. Selv om du måske før har spillet en titel i Half Life-serien, så føles den tredimensionelle deltagelse i spillet ny og anderledes på den helt rigtige måde.