Dette nummers foretrukne program, Pestudio, er (indrømmet) noget af et nicheprogram. Men det er ikke desto mindre guld værd for alle, der vil foretage en indledende vurdering af, hvad et program indeholder af instruktioner og features.
Giver programmets mange filtyper som exe, dll, ocx, cpx eller sys grund til en mistanke om ondsindet eller forældet kode, kan Pestudio undersøge alle de understøttede filtyper uden at starte dem. Den gratis version må ikke anvendes til kommercielt brug.
________________________________________________________
Krita er et open source-maleprogram til alle, som vil udleve deres kreative sider på den digitale platform, men som ikke vil betale en formue for det. Krita er gratis, og det kan anvendes til malerier, illustrationer, tegneserier eller konceptstudier. Mulighederne er grænseløse.
Der findes mange forskellige eksempler på, hvad der er skabt med Krita, inde på programmets webside (det er også herfra, det indlejrede billede er downloadet). Hvad nærværende skribent kunne skabe på kort tid, står desværre ikke mål med, hvad virkelig dygtige kunstnere kan frembringe.
Det skal ikke nægtes, at udholdenhed, tid og vilje til at male foruden et vist talent for metieren er nødvendig, før man virkelig bliver belønnet af programmet. Krita-programmet understøtter CMYK, HDR-maling, et utal af maleværktøjer, herunder kalligrafipen, samt et pænt udvalg af filtre, hvormed man kan justere det frembragte.
Man kan også frit vælge, hvilke værktøjer som skal vises, alt efter hvad ens behov er. Ganske enkelt glimrende, og kom så i gang med at male!