Skift tasternes funktion
Hvis du nogensinde får brug for at kunne ændre dit tastaturs layout, så er SharpKeys en af mulighederne, der tilbyder sig. Programmet kan ændre registreringsdatabasen, så du får muligheder for at ændre den enkelte tasts funktion. Det kan være, at du sidder og mangler en tast, som du plejer at bruge meget på dit normale eller tidligere tastatur. Du kan for eksempel få CapsLock-tasten til at udføre en anden handling eller helt deaktivere denne tast midlertidigt, så den ikke ved fejltastning forstyrrer din skrivning.
Porten til den bedste cykelsport
Cykling er populær, ikke blot som transportform til og fra arbejde. Vi har stolte traditioner inden for cykelsport herhjemme; hvilken cykelsportsentusiast glemmer sådan lige Kasper Asgreens bedrifter i Flandern rundt i år. Mange interesserer sig for professionelle cykelløb, uanset om rytterne er danske eller udenlandske. Vi kan ikke på stående fod love, at Cyclingoo er den bedste cyklingapp til formålet, men har man en Android-smartphone, får man i hvert fald adgang til mange informationer om løbsdatoer, ryttere samt resultater fra cykelverdenen. Du bliver præsenteret for resultater fra løb, påmindes om, hvilke løb der er på kalenderen i den aktuelle måned samt får lister over de store etapeløb inklusive løbsdato, etapeprofil osv. Se også de enkelte hold og deres rytteres resultater. Appen er en glimrende portal til den professionelle cykelverden. Hvis du vil slippe for reklamer, koster det kun 20 kroner årligt.