De bedste gratis programmer lige nu

De bedste gratis programmer lige nu

Share

Vi har gravet nettet igennem for at finde de bedste gratis programmer, du kan hente lige nu …

Tilpas ‘Send til’ menupunktet
Programnavn: SendTo Menu Editor

SendTo Menu Editor

Med SendTo Menu Editor får du, som navnet antyder, mulighed for at redigere ‘Send til’-menupunktet, som er et af valgmulighederne, der dukker frem, når man markerer f.eks. en fil eller en mappe i Windows. Programmet, der er portabelt, kan anvendes til helt at skjule ‘Send til’-menupunktet, eller midlertidigt skjule nogle af de optioner, der normalt er indlejret i Send til-menupunktet. Ud over dette kan du også oprette egne send til-destinationer, så du nemt kan sende filer til bestemte destinationer.

Hent SendTo Menu Editor her.
Rens ud i uønskede filer i Android
Programnavn: Clean Master

Clean Master

Det er intet mindre end imponerende, hvor meget skidt der kan samle sig på ens Android-smartphone i løbet af nærmest ingen tid. Vi har kigget på en app til Android, der netop adresserer denne problematik, Clean Master hedder appen, der bl.a. kan søge din smartphone igennem for de såkaldte junkfiler. Det er filer, som med tiden hober sig op og som ikke blot forbruger værdifuld lagringsplads, men som også kan sløve systemet ret så betragteligt.

Der kan være tale om cache af selve Android-systemet, men også fra alle de installerede apps samt diverse andre filer som ingen verdens nytte gør. Clean Master er ret så effektiv og scanner sig frem til disse filer, hvor end de befinder sig. I vores test fandt appen således intet mindre end 3 GB, der kunne slettes. Processen gik hurtigt og smertefrit, og vi mangler endnu at støde på uhensigtsmæssige resultater af processen. Clean Master kan også advare mod batterislugende apps. Eneste ulempe er de indlejrede reklamer.

Hent Clean Master her.
Test dine drev
Programnavn: ATTO Disk Benchmark

ATTO Disk Benchmark

Ønsker du at finde frem til, hvor hurtig din harddisk eller ssd er, så er ATTO Disk Benchmark et af de bedste programmer at ty til. Du vil også, ved en mere tilbundsgående analyse af resultaterne, kunne finde ud af, om dine raid-controllere sørger for den bedst mulige ydelse. Programmet har ikke en særlig moderne udseende brugergrænseflade, men det skal man ikke lade sig narre af. Programmet leverer troværdige resultater, og man kan teste med forskellige filstørrelser og forskellige overførte datamængder.

Hent ATTO Disk Benchmark her.
Ændring af musehastighed
Programnavn: KeepMouseSpeedOK

KeepMouseSpeedOK

KeepMouseSpeedOK er et lille simpelt program, der kan hjælpe, hvis du af forskellige årsager ofte har brug for at skifte hastighed for din muse-cursor på skærmen. Har du en decideret gamingmus, kan du selvfølgelig gøre det på selve musen, men ellers skal man en tur forbi Windows-menuen for at ændre musens følsomhed. Med KeepMouseSpeedOK slipper du for denne omvej, du kan i stedet ændre hastigheden for curseren via en skyder, der kan stilles i mange positioner fra langsom til hurtig. Programmet kan starte med Windows, og man kan også forhindre, at visse programmer prøver at ændre indstillingerne.

Hent KeepMouseSpeedOK her.

Del denne