Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

De bedste apps lige nu

Her finder du de nyeste og mest spændende apps til din smartphone eller tablet-pc. Vi anmelder både Android- og iOS-apps og håber, at du får glæde af dem.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Styr på kontakterne

Den indbyggede kontaktliste i din iPad er god til det, den kan. Men den er også begrænset på mange måder. Hvis du har brug for at holde styr på mere end blot dine kontakters navne, har du i realiteten brug for et crm-program, en customer relation manager.

Contacts Journal arbejder sammen med din kontaktliste og overtager den i realiteten. Alle aktiviteter bliver automatisk logget, og du kan selv indføre logs og to-do’s.

Du kan også se kort med placering af dine kontakter og få rutevejledning hen til dem. Et avanceret og brugervenligt program.

Fingermaling på skærmen

For den kunstneriske type er der ikke så mange muligheder indbygget i en tablet, når det kommer til billedbehandling. Men Adobe har netop sendt Photoshop Touch på gaden, en tabletversion af deres billedbehandlingprogram, og det er imponerende, så meget programmet kan.

Alt klares med fingrene, og de indbyggede tutorials viser dig hurtigt, hvordan du løser forskellige opgaver, og det er faktisk imponerende, så meget du kan med Photoshop Touch.

Styr på filerne

Programmet File Expert er lidt af en tusindkunstner til din Android-enhed. Som navnet antyder, så handler det om at manipulere med filer, og det er File Expert ret god til.

Du får et hurtigt overblik over filer, du kan se dokumenter og apps, og du kan dele filer over forskellige forbindelsestyper.

Du kan for eksempel koble ind på en cloudtjeneste, en ftp-tjeneste, dele filer over det netværk, du er koblet til, eller direkte via bluetoot eller WiFi.