I takt med at finansielle institutioner i højere grad indgår samarbejder med Fintech-selskaber, vil cyberkriminelle højst sandsynligt lægge større pres på Fintech-selskaberne. Fintech er teknologi, der er særligt udviklet til den finansielle sektor. Det kan både være raffinerede systemer til aktiehandel, men også mere “banale” ting som MobilePay. Cyberkriminelles øget fokus på sektoren skyldes en antagelse om, at fintech-selskaberne har færre sikkerhedslag implementeret, og at de opbevarer, behandler og har adgang til vigtige finansielle og personfølsomme data.
Ifølge Bitdefender er unge fintech-selskaber mere sårbare over for phishing-angreb og angreb på web- og mobile applikationer på grund af forældet software, ukritisk brug af open source og mangel på sikkerhedsprocedurer. Generelt er det ifølge Bitdefender en betydelig udfordring for fintech-startupvirksomheder at implementere bedre sikkerhedsprotokoller til beskyttelse af data.
Bitdefenders eksperter forudser en stigning i antallet af anmeldte sårbarheder hos virksomheder og i IT-produkter. Det har i mange år været en tendens, at der hvert år anmeldes flere sårbarheder, men en ny teknologisk udvikling giver grund til bekymring. I takt med at flere virksomheder implementerer open source og nye hardwareenheder, opstår der risiko for en dominoeffekt, hvis kriminelle lokaliserer en sårbarhed i en masseproduceret komponent. Sårbarhederne vil påvirke en lang række forhandlere, men de vil også have betydelige konsekvenser for kunder og organisationer.