Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

De 25 bedste apps til Windows 10

Windows Store, Microsofts app-butik, myldrer med muligheder for blandt andet at tegne, se tv, høre musik og redigere billeder. Men hvilke skal du vælge? Læs med her om de 25 bedste apps, som gør din Windows 10-maskine endnu bedre og sjovere.

Af Natasja Broström, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Der er sket en del med Windows 10 siden lanceringen i juli 2015 og med god grund. Microsoft har beskrevet det som det første ”styresystem som en tjeneste” med løbende opdateringer af funktioner og funktionalitet. Seneste opdatering, October 2018 Update, findes nu på over 500 millioner aktive enheder eller 40 procent af alle pc’er.

Opdateringen fra oktober 2018 gav forbedringer såsom et skrivebord, som kan sættes i ”mørk tilstand”, en ny, forbedret note-app og en opdateret Udklipsholder. Generelt gør det tingene nemmere, når det handler om at bruge Windows, men på et tidspunkt vil du sandsynligvis være nødt til søge andre steder efter apps, der udfører en bestemt funktion, som ikke er omfattet af Windows 10. Og det er her, hvor tredje-partsapps kommer ind. Takket være Microsoft Store er der et større udvalg blot et par klik borte, og mange af dem er gratis. Selv de med et prisskilt koster mindre end traditionelt bokset software, og du kan være sikker på kvaliteten, da butikkens indhold er overvåget og håndplukket af Microsoft selv.

Så læs videre her på de næste sider og find ud af, hvad der er værd at gå efter i Microsoft Store i 2019 og fremover.

1: Zen: Farvebog for voksne
Gratis • JH Digital Solutions
Farvebøger er ikke kun for børn, hvilket denne app beviser. Zen: Colour Book for Adults er designet til at hjælpe ældre med at slappe af på en kreativ og stressfri måde. De 40 medfølgende figurer er mere udfordrende end i børns malebøger, og indstillingerne omfatter blyantskygger, børstestørrelse og mørkemåler. Du kan fortryde streger, dele billederne og zoome.

2: Netflix
Fra 79 kr. md. • Netflix
Netflix er mødested for bingewatching-generationen; det vil sige dem, der ser afsnit efter afsnit i tv-serier. Med Netflix-appen kan du med det samme se ligeså mange tv-episoder og film, som du vil, og der er masser af originalt indhold. Du kan søge og straks se titlen på dine Windows 10-enheder. Prøve-perioden på en måned er gratis. Der-efter koster det fra 79 kroner om måneden.

3: Spotify
Gratis/45 kr. md. • Spotify AB
Spotify er verdens mest populære musikstreamingtjeneste. Prisen be-gynder ved 45 kroner (studerende) for reklamefri adgang med mulighed for offline-download. Ellers kan du bruge tjenesten gratis mod at høre lejlighedsvise reklamer. Du kan også tilgå musikfiler lagret lokalt på din pc. Herfra kan du oprette spillelister til dine yndlings-genrer, musiknumre og kunstnere.

4: Amazon
Gratis • Amazon.com
Elsker du at handle hos Amazon, så drop adgang til hjemmesiden via en browser og brug i stedet denne app. Du kan foretage indkøb, søge i de forskellige afdelinger, sammenligne priser, læse anmeldelser, oprette ønskelister og dele produkt- og gaveideer med venner. Du har adgang til Amazons sites rundt om i verden ved blot at vælge din ønskede regionale butik.

5: Plex
Gratis • Plex
Plex er en mediestreamingserver til organisering af film-, musik- og bille-der. Du får adgang til indholdet via dine enheder ved hjælp af en smuk brugerflade. Plex importerer længere beskrivelser, illustrationer, trailere og andre relaterede oplysninger, som giver merværdi. Med et Plex Pass-abonnement til omkring 35 kroner om måneden kan du synkronisere til smartphones og tablets for offline-brug og deling med familie og venner.

6: VLC
Gratis • VideoLAN
VLC er den mest alsidige mediespiller, du kan få gratis. Den håndterer utallige video- og lydfilformater, og indeholder et bibliotek til alle dine filer inklusive metadata. Appen har fået en opdatering, så udseendet ligner Windows 10, men den fungerer ikke med dvd- og Blu-ray. Brug i så fald programversionen. Sideløbende kommer opdateringer til codec, biblioteks- og søgefunktioner.

7: Photoshop Express
Gratis • Adobe
Photoshop er standarden inden for fotoredigering takket være den omfattende, professionelle programpakke. Er dine behov mere beskedne, så tag og prøv Photoshop Express. Med et-klik-funktioner som Auto-Fix justerer du lysstyrke, eksponering og skygger, og med små skydere styrer du forhold som eksponering, kontrast, lysstyrke og far-ver. Adobes gratis app er en af de mest populære i sin genre i Microsoft Store. Du kan udvide værktøjskassen med tilkøb.

Photoshop Express

8: Photo Shader
Gratis • Ryken Studio
Photo Shader har længe været tilgængelig i Microsoft Store. Det er fortjent, for appen har mange, nemme værktøjer og effektfiltre samt en fremragende redigeringshistorik, hvormed du reviderer eventuelle ændringer. Photo Shader har en smidig brugerflade, der præsenterer værktøjerne som en række knapper, som ruller over skærmen. Det gør det endnu nemmere at lave hurtig redigering og gemme resultatet.

9: Polarr
Gratis • Polarr
Polarr er en gratis, men ret stærk foto-app, der bruger AI-baserede teknikker til at forbedre dine fotos. Appen indeholder et stort udvalg af brugervenlige værktøjer. Polarr fås i to forskellige versioner. Den første version er gratis, og den er ideel til enheder med berøringsfølsom skærm. Den anden er Pro-versionen, som giver adgang til alle filtre, masker og lag. Et abonnement koster 2,49 dollar/måned (16 kroner) eller 24 dollar/år (157 kroner).

10: Fhotoroom
Gratis • Supporting Computers
Ønsker du at dele dine fotos med resten af verden, eller vil du dele med venner og familie, så snart skuddet er i kassen og redigeret, så overvej Fhotoroom. Den er platform for et spirende community af ligesindede ”skarpskydere”. Den har redigeringsværktøjer, der går fra det grundlæggende (ekspone-ring, kontrast, beskæring osv.) til professionelle redskaber som HDR-konvertering, tilt-skifte, farve-splash, filterpensler osv. I alt understøtter appen 150 billedformater.

11: Evernote
Gratis • Evernote
Evernote er som et digitalt arkivskab til dine noter. Hver har en titel, et indtastningsfelt til tilføjelse af tags, angivelse af tid og sted samt et vindue, hvortil du kan trække filer eller skrive i. Når du skriver, vises en bjælke med stil og formater. Her kan du oprette nummererede eller punktede lister, indsætte tabeller, optage lyd og dele noten. Du kan også tilføje en påmindelse, hvis noten skal anvendes senere, samt synkronisere til skyen.

12: Microsoft To-Do
Gratis • Microsoft
Lav en liste over opgaver med deadlines, og vælg, hvilken du vil udføre i dag. Den aktuelle dags opgaver kan indstilles til at forsvinde, når de er markeret som fuldført. Appen er enklere end Trello, hvor du kan uddelegere og føre samtaler om opgaver, men det er et tilvalg. To-Do er mere til daglige opgaver. Når det er sagt, kan du dog dele din opgaveliste med andre, så den er praktisk til større familieprojekter.

13: Plumbago
Gratis • Microsoft Research
Plumbago, latin for grafit, er en notesbog designet specielt til folk, der elsker håndskrift og tegning. Appen anvender teknologi, der udglatter stregerne, når du bruger for eksempel Surface Pen på en Surface-tablet. Plumbago anvender en realistisk blækteknologi og brugervenlige funktioner, for eksempel en værktøjsvælger, så du ikke skal klikke forgæves efter appens muligheder.

14: Microsoft Office Online
Gratis • Microsoft
Gratis kontorprogrammer er sjældne i Microsoft Store (da Microsoft gerne vil skubbe os over på Office 365-abonnementer). Office Online er mindre kendt end Google Docs, men fungerer godt, da det understøtter Microsoft-dokument-
formater. Alt gemmes på OneDrive, så du har adgang med internetforbindelse. Appen lægger et ikon til Edge-værktøjs-linjen, hvorfra du kan åbne webbaserede versioner af Word, Excel og PowerPoint.

15: Wunderlist
Gratis • 6 Wunderkinder
Den nemme, alsidige app er blevet så po-pulær hos brugere, at Microsoft købte det tyske selskab, der lancerede den, i 2015. Som Taskify hjælper Wunderlist dig med at oprette og styre alle slags opgavelister, synkronisere dem på tværs af mobile- og andre enheder. Du kan også dele med andre. For eksempel uddelegering af opgaver til kolleger og huslige gøremål til andre medlemmer af husstanden.

16: FamilyBudget
Gratis • Geo HOG
Appen gør det sjovere at holde hjemmets budget ved at præsentere dine data på en lækker måde uden at nedprioritere funktionalitet. Du kan se månedshistorik for udgifter og indtægter, per kategori og for det enkelte familiemedlem. Derudover kan du følge jeres samlede budget, gemme data sikkert i skyen og få adgang efter behov samt gendanne, hvis der sker en teknisk fejl. Desværre er appen ikke på dansk, så du skal nok lære et par engelske termer.

17: HotSpot Shield Free VPN
Gratis • AnchorFree
Appen er en af de få VPN-muligheder i Microsoft Store, men fin. Første gang du aktiverer den, bliver du bedt om at enten betale for et abonnement eller starte en syv-dages, gratis prøveversion, men trykker du på back arrow-tegnet (øverst til venstre), kan du fortsætte med at bruge den gratis VPN, dog med et dagligt maksimum på 500 MB.

18: Spending Tracker
Gratis • MH Riley
En anden, gratis app, som holder dig ajour med, hvor dine penge går og kommer fra. Dermed kan du nemmere identificere de ømme områder af din økonomi, skære ned og øge dine besparelser. Med brugerfladens faner styrer du pengesagerne i ugentlige, månedlige og årlige intervaller. Du kan angive et overordnet budget som målestok og med få klik holde øje med dine fremskridt.

19: Simplenote
Gratis • Automattic
Denne minimalistiske app gør det nemt at lave notater, lister og opgaver og derefter dele dokumentet på tværs af alle sine enheder. Ændringer sikkerhedskopieres, så du altid kan vende tilbage til en tidligere version. Derudover understøtter Simple-note det enkle Markdown-sprog og -tags, hvilket gør det nemt at finde indhold senere. Du kan dele dine noter og lister med andre eller offentliggøre dem online.

20: MoneyPoint
Gratis • Two Square Systems
MoneyPoint hjælper den budgetbevidste med at spore, kategorisere og afkrydse daglige transaktioner i et simpelt regnskabsformat. Du kan justere afdragsordninger og skyldnere i separate konti. MoneyPoint lagrer lokalt fremfor i skyen og sikrer dem med et kodeord. Derudover kan du oprette påmindelser for betaling af kommende regninger og udgående betalinger.

21: MSN Sports
Gratis • Microsoft
Hvis du leder efter den ultimative, internationale sportsapp, går du ikke galt i byen med MSN Sports. Har får du global dæk-ning 24/7 af over 150 ligaer, herunder live-scoringer, resultater og placeringer samt videohøjdepunkter. Appen kan tilpasses, så du behøver kun at se nyheder fra de sportsgrene, du er interesseret i.

MSN Sports

22: Flipboard
Gratis • Flipboard
Flipboard er som en personlig avis. Ind-holdet indsamles dagligt og serveres direkte på din startskærm i et let tilgængeligt, læsbart magasinformat. Du får ikke kun en masse tekst, men også artikler fyldt med video og billeder fra de mest ikoniske kilder i avisjournalistik. Magasinet kan bygges op om ethvert emne. Du kan dele via Twitter og Facebook.

23: Save to Pocket
Gratis • Read It Later
Dette er en udvidelse til Edge-browseren, hvormed du kan gemme indholdet fra websider og læse det senere. Den er ideel til alt fra nyhedshistorier til opskrifter. I FireFox-browseren kan du med en udvidelse få læst indholdet fra Pocket højt. Save to Pocket præsenterer gemt indhold i et ryddeligt layout og kan give dig anbefalinger.

24: Readiy
Gratis • Nishro Tech
Foretrækker du historier leveret ved hjælp af RSS-feeds (Really Simple Syndication), er Readiy noget for dig. Appen gør det nemt at håndtere abonnementer og opdateringer og præsenterer alt i en smidig brugerflade, der markerer poster som læst, mens du scroller. Appen er gratis at hente og bruge, men du får ekstra funktioner og slipper for annoncer med pro-versionen til 24 kroner.

25: AccuWeather
Gratis • AccuWeather
Få radarkort, lokalprognoser og vejropdateringer med denne vejrtjeneste. Ikke den bedste tjeneste, det findes, men den bedste som Windows-app. På den dynamiske flise kan du følge vejret uden at åbne appen. Du får lokale, opdaterede prognoser baseret på din adresse eller gps-placering, interaktive kort og vejrvideoer. Du kan skifte mellem mørkt og lyst tema, eller lade appen skifte automatisk baseret på solopgang/solnedgangstider der, hvor du befinder dig.