Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Data tiltrækker flere data – skyen bliver hybrid

Mængden af data vokser eksplosivt. Men det gør anvendelsen af data også. Derfor er en enkelt cloudplatform ikke længere nok for virksomhederne, og det stiller helt nye krav til datacentrene. Hybride cloudløsninger og Data Gravity er blevet tidens buzzwords.

Af Henrik Malmgreen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det er ikke nogen hemmelighed, at den mængde af data, der dagligt genereres, vokser med eksponentiel hast. Til gengæld er der måske ikke så mange, som tænker over, at der, hvor data er, der ønsker andre data også at være. Der er tale om en selvforstærkende effekt, som illustrerer, at et datacenter i dag er meget mere end blot et sted, hvor ettaller og nuller opbevares på store diske.

Et datacenter er omdrejningspunkt for virksomhedernes aktiviteter i skyen, og de rå data er bundet tættere sammen med løsninger end nogensinde før. Det mærker man i det danske selskab Interxion i Ballerup ved København, hvor man nu supplerer to eksisterende datacentre med et tredje på 7000 kvadratmeter, der går i drift i starten af 2022 – og interessen for at være kunde her skyldes ikke kun, at der er masser af plads, men også at der er gode forbindelser til omverdenen.

”Virksomhederne går mere og mere efter det, som vi kalder for en hybrid cloudløsning. Det betyder, at der ønskes adgang til flere forskellige cloudplatforme fra for eksempel Amazon, IBM, Microsoft, Google eller Oracle. Som eksempel kan jeg nævne, at vi med et fiberkabel på halvanden meter kan give en kunde direkte adgang til Micosofts Azure-univers,” fortæller Peder Bank, der er nordisk direktør i Interxion.

Årsagen er, at de forskellige cloudplatforme hver har deres særlige fordele, og at kunderne i dag forventer, at platformene kan tale sammen, så kunderne får det bedst mulige udbytte af deres data. Ifølge Peder Bank er der altså ikke tale om one-size-fits-all, men om at et cloudkoncept i høj grad skal strikkes sammen, således at det opfylder virksomhedernes helt individuelle behov.

Københavns massive datavækst

Det faktum, at virksomhederne forventer nem adgang til ikke blot til én, men flere forskellige cloudplatforme samtidig, kalder Peder Bank for Data Gravity. Det skal forstås sådan, at data altså tiltrækker data. I den sammenhæng indtager København en helt særlig rolle, idet man forventer, at datatiltrækningskraften her vil vokse med en faktor 10 frem mod 2024. Det viser det seneste Data Gravity Index DGx fra Digital Realty.

Indekset bygger på en analyse af 53 globale storbyer og vurderer væksten af virksomhedsdata på tværs af 23 industrier, og Interxion fusionerede netop med Digital Realty i marts 2020 med henblik på at etablere sig som en samlet og ledende global leverandør af datacentertjenester med et stærkt engagement i Europa. Byer som London, Paris, New York og Tokyo er de helt store knudepunkter, men København er godt med.

Nye teknologier driver data

”Vores datacentercampus er et centralt knudepunkt i det digitale Danmark, hvor organisationer kan forbinde sig til netværk, globale public clouds, søkabler, lokale services samt internet-exchanges på ét sted. Med vores nye datacenter kan endnu flere internationale serviceudbydere og nordiske organisationer etablere sig direkte og dermed få et fremtidssikret fundament for deres data, uanset hvor deres digitale rejse fører hen,” siger Peder Bank. Han føjer til, at det især er banker, forsikringsselskaber og produktionsvirksomheder, der forventes at øge datatiltrækningskraften. Fælles for disse brancher er nemlig, at de gennemgår en omfattende digital transformation. Når man desuden tænker på nye teknologier som for eksempel kunstig intelligens, der kræver enorme datamængder, kan væksten indikere, at København også fremadrettet kommer til at spille en central rolle. 

 


“Virksomhederne går mere og mere efter det, som vi kalder for en hybrid cloudløsning. Det betyder, at der ønskes adgang til flere forskellige cloudplatforme fra for eksempel Amazon, IBM, Microsoft, Google eller Oracle.”

 



– Peder Bank, nordisk direktør i Interxion

3 gode tips til en god cloud


  1. IT-Branchen anbefaler, at man foretager sig tre ting på vejen mod den cloud-løsning, som flere og flere virksomheder vælger. Gennemfør først en analyse af, hvorledes virksomhedens setup skal være. Få eventuelt eksterne rådgivere til at mappe datastrømme, placering af data samt vurdere potentielle risici. Da en del af virksomhedens systemer kan ligge hos eksempelvis Amazon eller Google, er det ligeledes vigtigt at vide, hvordan data er beskyttet.

  2. Identitetsstyring er vigtig. Virksomheden skal have styr på, hvem der har adgang til hvad, og hvilke processer der er knyttet til disse adgange. Når der ansættes eller afskediges medarbejdere, er det vigtigt, at adgangsrettighederne opdateres. Ansvaret for Identity og Access Control skal derfor være en del af jobbeskrivelsen hos en dedikeret medarbejder i virksomheden.

  3. Der skal være styr på processer og governance i den daglige drift, og der skal laves obligatoriske awarenesskurser for alle medarbejdere. Derudover skal virksomheden sikre, at der er styr på alle sikkerhedsprocesser, og at en prioriteret kontrol samt opfølgning af disse løbende finder sted.


Cloud er prioritet nummer to

Danske IT-Advokater har gennemført organisationens årlige it-undersøgelse, hvor 325 it-ansvarlige har svaret på, hvilke områder inden for digitale strategier og digitale investeringer de lige nu og fremadrettet de næste 12 måneder vægter højest. Ganske som sædvanligt, fristes man til at sige, ligger it-sikkerhed i top, men er nu skarpt forfulgt af investeringer i cloud.

67 procent af de adspurgte vægter således it-sikkerhed højest, men hele 63 procent nævner også cloud, hvilket betyder, at området er fordoblet i de it-ansvarliges og dermed virksomhedernes bevidsthed. Cloud er således vokset fra 30 procent i 2019 til mere end det dobbelte i 2020, og to ud af tre virksomheder vil arbejde med at lægge data op i skyen i løbet af 2021, oplyser Dansk IT.

De rigtige beslutninger før du går i skyen

Stil dig selv de rigtige spørgsmål, inden du sætter dit cloudprojekt i gang.

Før man som virksomhed eller offentlig institution vælger cloududbyder, bør man stille sig selv nogle centrale spørgsmål. De to første er, hvor data fysisk skal opbevares, og hvorledes de er beskyttet.

Sikkerhed i virksomhedsregi handler ikke længere blot om at hæfte et antivirusprogram på sin it-installation. Sikkerhed er integreret i hele infrastrukturen, uanset om man arbejder med løsninger fra Microsoft, Cisco eller VMware. Men sikkerheden skal også række uden for virksomhedens mure og helt op i skyen.

Mister kontrol

Det er blevet mere og mere vigtigt, for virksomhederne gemmer ikke blot data i skyen. Der handler ikke kun om passiv lagring. Stadig flere transaktionsbaserede processer flyttes også op i skyen, hvor der i voksende grad sker integration af data på tværs af forskellige systemplatforme fra forskellige udbydere. Når data kan tale sammen, betyder det højere grad af brugervenlighed og anvendelighed af data, men samtidig betyder det reelt, at virksomhederne mister kontrollen over, hvad der sker med data.

Det er altså ikke kun de fysiske servere, der flyttes op i skyen, hvilket betyder, at en firewall eller VPN-forbindelse ikke længere er nok, men da mange virksomheder anvender en såkaldt hybrid strategi, hvor man benytter sig af både egne og eksterne løsninger, er det vigtigt, at man har styr på sikkerheden i begge verdener. Det gør bestemt ikke udfordringen mindre kompliceret i en verden, hvor relativt nye begreber såsom Software-as-a-Service (SaaS) og Platform-as-a-Service (PaaS) er introduceret.