Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Danskbygget forstærker er blandt verdens bedste

Danmark er i den store verden kendt for møbelkunst i særklasse, men blandt lydentusiaster er lille Dannevang bestemt også på landkortet. En af dem, der har sat os der, er Michael Zingenberg, som gennem snart 40 år har udviklet nogle af verdens bedste rørforstærkere.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Ordet kompromis indgår sjældent – hverken i lyd eller formfaktor – når danske Michael Zingenberg designer en forstærker. I snart 40 år har den uddannede klejnsmed skabt en række unikke rørforstærkere, hvor ”ingredienserne” altid har været de samme, blot udviklet med et fokus på detaljerne, som i mangel af bedre ord må betegnes som perfektionisme. Det har betydet, at man i store dele af verden, også eksotiske egne som Japan, kender Zingenbergs varemærke Zikra Audio.

Fællesnævneren for alle konstruktionerne er, at der benyttes radiorør i stedet for de transistorer, moderne forstærkere normalt rummer. Rørene har ry for at sikre en mere blød gengivelse end transistorer, men det er bestemt ikke tilfældet i Zikras forstærkere, som i den grad kan slå fra sig.

Fordelen ved radiorør er, at mange opfatter deres gengivelse som mere musikalsk, mere ”naturlig” og mere ”live” end den gengivelse, som transistorforstærkere kan opnå.

Ulempen ved radiorør er, at det er vanskeligt at bygge en rørforstærker billigt, da samtlige komponenter skal være af meget høj kvalitet for at kunne holde og spille godt i mange år frem.

Zikra så dagens lys i 1986 med den første kommercielle forstærker. Den var helt samme type som den, du ser på billedet. I dag er konstruktionen blot forfinet til perfektion. Det særlige er, at dengang var der meget få, som byggede denne type forstærkere – og da slet ikke kommercielt.

Radiorør var gammeldags. Dengang kunne du kun få den type forstærkere fra små ”garagefirmaer”, og man skal faktisk 10 år frem i tiden til cirka 1996, før japanske Audio Note kom med deres første forstærker bygget med de senderrør (radiorør, der blev brugt i kraftige radiosendere), som Michael Zingenberg benytter.

Få watt fra radiorør

Audio Notes variant fra 1996 kostede omkring 300.000 kroner, hvilket er omtrent det samme, du skal slippe for en Zikra i dag. Så med de humoristiske briller på kan man kalde Zikras 211-forstærker for et ”best buy”. Men prisen understreger, at det ikke er billigt at bygge forstærkere så kompromisløst og efter de såkaldte single ended-principper.

Zikra-forstærkerne er alle bygget på denne måde. Lidt forenklet forklaret kan man konstruere en rørforstærker på to måder: push pull eller single ended. Push pull (skub træk) benytter et eller flere rør parallelt til at skubbe højttalerens membraner og et tilsvarende antal rør til at trække den – deraf navnet. Den løsning giver mest effekt.

Michael Zingenberg sværger dog til single ended-løsningen, hvor et rør både skubber og trækker. Det er på papiret en hurtigere løsning og måske også mere korrekt lydmæssigt. Men det betyder også, at du får færre watt. Forstærkeren på billedet benytter de voldsomme 211-rør, og de giver blot små 20 watt fra sig.

Til gengæld er der en energi i forstærkeren, som får den til at lyde langt kraftigere, end wattene antyder. I 211-forstærkeren er røret helt hvidglødende, og der er da også mere end 2000 volt på røret.

Du kan få mindre heftige løsninger fra Zingenbergs hånd, som leverer 10-15 watt, ligesom der kan laves kraftigere på op over 30-40 watt. Men uanset hvilken model du vælger, kræver det altså en højttaler med ret høj følsomhed. Det er kernen i filosofien bag Zikra Audio.

Kompromisløse priser

”Når en højttalermembran skal bevæge sig mindre, forvrænger den også mindre. Du får en renere lyd, der også gengiver transienter (hurtige, fine detaljer, red.) langt hurtigere. Gengivelsen bliver mere transparent. Samtidig betyder det, at forstærkeren skal levere mindre effekt. Og her gælder samme princip: Jo mindre den skal yde, jo bedre kan den spille,” forklarer Michael Zingenberg.

Bagsiden af den filosofi er prisen. For konceptet kræver kostbare materialer hele vejen igennem. Det er aldrig billigt at bygge en rørforstærker, og med den kompromisløse tilgang hos Michael Zingenberg bliver priserne svimlende.

For eksempel benytter de bedste forstærkere på markedet udgangstransformatorer med amorfe legeringer, som regnes for det ypperste. Her får Michael Zingenberg viklet særlige legeringer med en nanokrystallinsk kerne, hvilket gør prisen tre gange højere.

Samtidig har alle hans konstruktioner ikke en modstand eller kondensator i signalvejen som normalt, da det efter hans opfattelse bidrager til støj og ringere lyd. Dernæst har Michael Zingenberg en meget klar idé om, hvordan den vigtige strømforsyning skal bygges.

Michael Zingenberg er her i gang med at højglanspolere et rustfrit chassis. Stålet er bukket og svejset inden polering.

Den er altid overdimensioneret, så den reelt kunne trække langt større konstruktioner. Det forlænger levetiden, men er også med til at løfte lyden op på et meget højt niveau. Desuden benytter han også rør til at ensrette strømmen fra vekselstrøm til den jævnstrøm, som rørene kræver.

Alt dette betyder da også, at en forstærker bliver tung. De letteste modeller vejer mindst 25 kilo, og forstærken på billedet vejer omkring 55 kilo stykket.

Samtlige forstærkere bygges i hånden. Åbner du låget under forstærkeren, finder du ikke én printbane, men til gengæld små kobberplader, der er løftet fra chassiset. Her er komponenterne limet på, og alle kabler er lagt sirligt og snorlige, ligesom alt er loddet i hånden. Alle kabler er af rent sølv, også loddetinnet.

Chassiset er af poleret rustfrit stål. Michael Zingenbergs baggrund som klejnsmed fornægter sig ikke. Alle chassiser er bygget fra bunden, og alle poleres i hånden, inden der bygges. Prisen?

Hvis du spørger, har du nok ikke råd, som man siger. Priserne starter ved 125.000 kroner og slutter med den voldsomme 211-forstærker på billedet, hvor du benytter en forstærker til hver stereokanal. Her bliver prisen mindst 300.000 kroner alt efter variant.

Alligevel bliver Zikras forstærkere solgt. Michael Zingenberg producerer kun forstærkere på bestilling, og de fleste går til Storbritannien og Danmark. Men kunderne findes også i Tyskland, Norge, Sverige!

Vi har prøvet forstærkerne på billedet og er dybt imponerede over lydbilledet. Her går du tæt på musikken, og gengivelsen er dynamisk med en slagkraft, man nærmest ikke forventer.

Det næste, der slår en, er størrelsen på lyden. Stemmer står helt rent og med en størrelse, som var du til en livekoncert. Der er masser af energi fra lyden af en lilletromme og dybbassen fra en stortromme. Hvis man har fordomme om spage og bløde rørforstærkere, så bliver de gjort til skamme her.

/////

Går du efter bedst mulig lydgengivelse – eller vil du have overblik over de mange produkter til streaming af musik?
I magasinet AOD får du masser af inspiration til de bedste lydprodukter, og hvordan du vælger dem, der passer til dit behov.
Få et nyt magasin hver tredje uge med tests og indsigtsartikler