Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Dansk overvågningsteknologi skærper sikkerheden

Videoovervågning fra det danske Milestone Systems står for sikkerheden ved færdiggørelsen af Malmø Citytunneln.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Da de svenske statsbaner påbegyndte det omfattende byggeri af Malmø Citytunneln i 2005, var arbejdssikkerhed fra første dag altafgørende. Nu er jernbanen ved at være færdig, og i byggeriets sidste fase sikrer digital videoovervågning fra Milestone Systems, at alt forløber gnidningsfrit.

Når byggeriet er færdigt i december 2010, vil 17 kilometer jernbane forbinde Malmø Central Station med Øresundsbron, og i alt vil 6 kilometer løbe under jorden i Malmø centrum.

Målet med forbindelsen mellem Malmø og Øresundsbron er at reducere rejsetiden mellem Malmø og København markant og ikke mindst at forvandle Malmø Central Station til en transitstation og dermed øge det skandinaviske netværk.

De svage punkter

Flere tusind mennesker har været involveret i byggeriet, og i dag arbejder cirka 100 mennesker med de sidste forberedelser. Netop det reducerede mandskab har fået Citytunneln til at skærpe sikkerheden for medarbejderne, blandt andet med videoovervågning fra Milestone Systems.

»I og med at vi har reduceret mandskabet, har vi øget sikkerheden, for selv om projektet snart er afsluttet, skal vi fortsat sikre, at arbejdet glider problemfrit, og at vores medarbejdere har sikre arbejdsforhold.

Derfor har vi taget digital videoovervågning i brug, og det har allerede nu løst en række problemer for os«, siger funktionsleder for Personale & Arbejdsmiljø, Mikael Lundquist, Citytunneln.

I samarbejde med Insupport, som er Certified Milestone Partner, identificerede Citytunneln en række svage punkter i sikkerheden og blev hurtigt klar over, at digital videoovervågning var nødvendig.

Valget faldt på Milestone XProtect Enterprise, som er en digital softwareløsning baseret på Milestones åbne platform. Den understøtter et stort udvalg af kameraer og kan integreres med andre systemer – både eksisterende og fremtidige.

Videoovervågningen er installeret på i alt tre togstationer og i tunnellerne med cirka 30 kameraer, herunder den stationære dome-model SNC DF80 samt den bevægelige SNC RZ25 med dag/nat-funktion.

Lagring af billeder

»Milestone tilbyder en platform, som sikrer integration med alle former for både software og hardware. Blandt andet kan man lagre overvågningsbilleder i meget høj kvalitet og samtidig nemt og hurtigt eksportere billederne til andre lokationer, og det har haft stor værdi for Citytunneln«, siger vice president Pontus Pettersson, Insupport Nätverksvideo AB.

I alt bemander tre sikkerhedsvagter de underjordiske stationer, hvor videoovervågningen er installeret. Når sikkerhedsvagterne går deres jævnlige runder, kan de til hver en tid bede deres kolleger om at følge med via videoovervågningen.

Dermed anvendes videoovervågningen primært som dokumentation og har allerede nu været til stor hjælp, blandt andet da to berusede danskere i januar forvildede sig ind i tunnellen. Via videoovervågningsbillederne havde Citytunneln et stærkt bevismateriale, som straks blev overdraget til politiet.

Hvorvidt Milestone fortsat skal overvåge Malmø Citytunneln, efter at arbejdet er færdiggjort, er ikke besluttet endnu.

Citytunneln er et jernbaneprojekt, som vil få stor betydning for hele Øresundsregionen. Målet er at skabe en hurtig og effektiv forbindelse mellem Malmø Central Station og Øresundsbron og dermed styrke hele Øresundsregionen.

Citytunneln består af 17 kilomenter elektrisk jernbane gennem Malmø og 14 kilometer dobbeltspor fra Malmø Central Station til Øresundsbron, de seks kilomenter udgøres af dobbelte jernbanespor under Malmø by.