Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Dansk prisvinder

Det er skønt, når ægte, dansk design bliver sluppet løs.

Af Kasper Nesager-Hansen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Danske Jabra har udviklet et par hovedtelefoner, der emmer af moderne dansk design og kvalitet. Revo Wireless har en let aluminiumsramme i mørkegrå, der går over i en sort, solid plastikhovedbøjle. Ørekopperne er beklædt med sort læder, mens ydersiden er dækket med gummi.

Højre ørekop har en flad berøringsfjernbetjening, så du slipper for knapper, der stikker ud. Berøringssystemet fungerer glimrende, da du blot svirper med én finger for at justere lydstyrken, trykker på den cirkulære flade for at bladre i numrene eller trykker i midten for at tænde og slukke musikken.

Lydkvaliteten er til gengæld lidt af en blandet oplevelse. Revo Wireless understøtter Dolby Digital Plus, der skal sikre dig en kraftigere lyd – og det får du! Henter du den særlige app gratis til din enhed, kan du benytte dig af Dolbys saft og kraft. Desværre æder bassen en del mellemtoner på vejen ud til dine ører, og diskanten er blot at ane. Musikken bliver simpelthen så tung, at selv trommerne i rocknummeret træder for langt tilbage i baggrunden.

Slår du Dolby Digital Plus fra, vil du opleve, at musikken træder mere naturligt frem. Revo Wireless kan sagtens levere et fyldigt lydbillede uden hjælp. Bassen er ikke så fremtrædende, men du vil fortsat opleve, hvordan elektroniske numre buldrer. Den store forskel er, at du får mange flere mellemtoner uden hjælp fra Dolby, og diskanten bliver meget tydeligere.

Bruger du Revo Wireless til opkald, kan du være sikker på, at din stemme går klart igennem – selv i støjende omgivelser. Ørekopperne sidder uden på dine ører, og derfor bliver de trætte efter en times tid. Hovedtelefonerne formår at holde størstedelen af baggrundsstøjen ude, mens du lytter til musikken, og tager man prisen i betragtning, får du et par stilfulde kvalitetshovedtelefoner til relativt få penge.