Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Dansk lyd i luksusklassen

Den stilrene TP200 er skabt til at levere lækker lyd, hvad enten du ser tv eller lytter til din yndlingsmusik trådløst fra din smartphone og pc.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Behovet for god lyd er ikke blevet mindre efterhånden som hjemmene fyldes af smarte apparater med adgang til film, musik og spil.
For selvom indholdet er nemmere tilgængeligt end nogensinde, er apparaterne - hvad enten der er tale om et superslankt tv eller en letvægtstablet - sjældent skabt til god lyd.

En ordentlig højttaler er nødvendig for at få det bedste ud af det. Med TP200 har danske TP Radio forsøgt at skabe en fleksibel en af slagsen, der kan tilfredsstille alle behov for kvalitetslyd i stuen.

Stilrent design

Den runde højttaler er skabt i aluminium og beklædt med sort stof på fronten. Der er noget klassisk stilrent men samtidig også moderne over designet, der bør kunne passe ubesværet ind i selv de mest møjsommeligt indrettede dagligstuer. Ønsker man et mere personligt tilpasset look, er det muligt at skifte stoffet på fronten til en anden farve.

På toppen finder man knapper til power samt lydstyrke, mens et indhak på bagsiden rummer højttalerens tilslutninger. Disse inkluderer både optisk forbindelse, som kan være anvendeligt til at eksempelvis tv og medie-enheder, samt helt almindelig 3,5 minijack-indgang, som gør det muligt at tilkoble mobiler, iPods og stort set enhver anden type afspiller.

En moderne højttaler skal selvfølgelig også kunne tilsluttes trådløst, og TP Radio har valgt at dette skal ske via Bluetooth. Det sikrer en helt uproblematisk tilkobling. For at skifte fra den ene type tilslutning til den anden, klikker du blot på power-knappen, som lyser i forskellige farver afhængig af kilden. Det er enkelt og brugervenligt, dog ryger lidt af højttalerens ellers gennemførte elegance ved de farvestrålende knapper.

Dækker hele spektret

Der er gods i højttaleren. En vægt på ikke mindre end ni kilo giver en betryggende fornemmelse af kvalitet. Der er da heller ikke sparet på komponenterne. Lyden leveres af to klasse D tweetere på hver 50 W, suppleret af to klasse D woofere ligeledes på 50 W hver.

Lydkvaliteten er sprød og detaljeret, med en fin fylde, som egner sig godt til de fleste typer musik. Til filmbrug har TP200 endda en ekstra finesse i form af den integrerede HDSX-teknologi, som giver en flerdimensionel lydoplevelse, tilpasset det enkelte rum. Således skaber TP200 en surround-lignende fornemmelse, hvor lyden strækker sig et godt stykke ud over højttalerens fysiske rammer.

Fantastisk allround-højttaler

Med TP200 er det lykkedes danske TP Radio at skabe en alsidig højttaler, der formår at forene stilrent design med moderne trådløs teknologi og ikke mindst glimrende lydkvalitet, der gør den til en fornøjelse at bruge til såvel film som musik.

Læs hele testen i Alt om DATA 04/2015, som er på gaden d. 19. februar.