Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
En dansk forbruger vandt i fredags en sag, som Apple havde anlagt vedrørende ombytning af en defekt telefon. Apple ville have lov til at bytte til en telefon, hvor nogle af reservedelene havde været brugt i en anden telefon. Men nu har retten stadfæstet, at det ikke var i overensstemmelse med reglerne.
Med dommen er der skabt klarhed på området, understreger Bo Dalsgaard, der er jurist og chefkonsulent i Dansk Erhverv.
”Vi er enige i den tolkning af købeloven, som er udlagt af Forbrugerklagenævnet og nu også af retten i Glostrup,” siger Bo Dalsgaard.
Samtidig understreger han, at det er gavnligt, at Forbrugerklagenævnets afgørelser kan prøves ved retten.
”Det er godt, at virksomheder har en mulighed for at få prøvet Forbrugerklagenævnets afgørelser ved domstolene, hvis de er uenige i nævnets afgørelser. Det er med til at skabe klarhed om, hvordan reglerne skal fortolkes, når domstolene også får lejlighed til at tage stilling til spørgsmålene.”
”Vi så dog gerne, at reglerne var mere fleksible, så der i visse tilfælde kan ombyttes med varer, der ikke er 100 procent identiske med den oprindeligt leverede vare. Men det kræver en ændring af den nuværende købelov,” siger Bo Dalsgaard og fortsætter:
”Vi opfordrer til, at man på EU-niveau drøfter, om der kan kigges på eventuelle ændringer i reglerne om ombytning.”