Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: DAB+-radioer: Radioer til det nye DAB-signal

Det gamle DAB-signal slukkes 1. oktober. For at kunne lytte til DAB fremover kræver det en nyere radio, der kan modtage DAB+. Men hvilken skal det være? Her tester vi tre forskellige radioer med DAB+.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Rigtig mange danskere bliver uden DAB 1. oktober. Det gør de, fordi deres DAB-radio er købt inden 2012 og derfor ikke understøtter det nye signal DAB+. Det kan virke uretfærdigt, men sådan er det nu engang.

I stedet for at ærgres over det, kan du i stedet glædes ved udsigten til at få ny teknologi ind i hjemmet. For radioerne har udviklet sig en del de seneste år, så oven i DAB får du også flere andre, smarte funktioner. Vi tester her tre radioer til DAB+, men ellers er de ret forskellige.

Hvad der imidlertid ikke har udviklet sig meget de seneste år, er udseendet. De tre radioer er udført i, hvad der bedst kan betegnes som "klassisk design", et kasseformet apparat med en antenne samt en højttaler eller to små på fronten. Sådan skal en radio åbenbart bare se ud.

Både Pure og Tangent er ret elegante i deres gennemførte retrolook med lækker træfinish og stilfulde stålknapper.

Argon fremstår noget mere billig med sit røde design (den fås dog også i træ), plastikknapper og et kedeligt monokront LED-display.

Pure og Tangent har farveskærme med tydelige ikoner til funktionerne. Rent grafisk er Pures dog en tand mere tiltalende end Tangents.

Overskuelig betjening

Farveskærmene gør det over-skueligt at navigere rundt i funktionerne. Brugervenligheden er således høj hos Pure og Tangent. Du finder nogenlunde nemt igennem menuerne. Dog er vejen en anelse mere snørklet hos Tangent, som også har den uhensigtsmæssighed, at du ikke kan justere lydstyrke med den dedikerede volumenknap, når du er inde i menuerne. Lettere hæmmende for navigationen er det desuden, at du ikke kan springe direkte fra en tilstand til en anden (eksempelvis fra "menu" til "mode") med knapperne på fronten. Du skal først klikke "back" for så at kunne komme videre fra hjemme-skærmen.

Det rent tekstbaserede display hos Argon stemmer ikke godt overens med det væld af muligheder, radioen tilbyder. Det bliver hurtigt trættende at bladre den ene underside efter den anden igennem, når du eksempelvis vil finde en specifik internetradio-station.

Det har Argon dog på rimelig vellykket vis løst med en smartphone-app, der giver mulighed for at betjene radioen fra sin mobil. Det gør det langt nemmere, når du eksempelvis vil søge på internet-radiostationer.

Du kan også vælge at gemme et udvalg af dine ynglingskanaler som forudindstillinger, der kan genkaldes med et enkelt tryk på en af knapperne på fronten. Den mulighed gælder for alle tre radioer.

Pure og Argon finder relativt hurtigt DAB-stationerne, når du sætter dem til at scanne. Tangent har dog sine problemer. Her måtte vi scanne et par gange, før alle kanaler dukkede op.

Det viste sig da også, at modtagelsen af DAB-signalet ikke altid er helt godt. Signalet faldt ud eller skrattede, da vi testede radioen på Vesterbro i København, mens det gik fint igennem på Østerbro. De andre radioer havde fin forbindelse begge steder.

Bedre gik det med FM-signalet, men nu er det jo ikke på grund af det, man skifter sin DAB-radio ud, så det tæller ikke så meget.

Bluetooth eller internet

Foruden radio af både den analoge og den digitale slags giver Pure og Tangent mulighed for at tilkoble eksterne lydkilder via kabel eller Bluetooth. På den måde kan du streame al den musik, du har på din mobil, computer eller tablet, såvel internt lagret som fra Spotify og andre webtjenester. Tilkoblingen sker uden besvær på begge radioer.

Bluetooth får du ikke hos Argon. I stedet kan radioen kobles på nettet enten via kabel eller Wi-Fi. Det åbner op for en verden af muligheder. Udover at streame hundredtusindvis af internetradiostationer fra alle verdenshjørner kan du afspille musik fra din computer over hjemmets netværk.

Takket være Spotify Connect er det også muligt at streame din Spotify-musik direkte ned til radioen, mens du blot bruger din smartphone som fjernbetjening. Dén funktion er rigtig smart, men altså vel at mærke, hvis du har et Spotify Premium-abonnement, som det kræver for at kunne bruge den.

Med og uden batteri

Muligheden for at stille alarmer og bruge radioen som et vækkeur gælder for alle radioerne, der også har en fysisk "Snooze"-knap i den ene eller anden form. Pure byder også på et køkkenur, så du kan tage tid på din mad, hvilket kan være smart, hvis du har radioen stående i ... ja, dit køkken.

Dertil kommer mulighed for at justere lyden, enten via præindstillinger til forskellige genrer eller med en klassisk equalizer-funktion. Du kan gå mest i dybden hos Pure og Argon, som tilbyder begge dele.

Tangent har den store trumf, at der er indbygget batteri. Det betyder, at du kan tage den med dig overalt, uden at bekymre dig om, hvorvidt der er en stikkontakt i nærheden. Batterilevetiden er rigtig fin. Radioen klarer snildt 8 timer på en opladning.

Samme funktionalitet er imidlertid også mulig på Pure; det kræver blot, at du investerer 249 kroner i en ChargePAK, som kan sættes i radioen.

Bedst til tale

Man forventer ikke himmelsk lydkvalitet fra en kompakt bordradio som disse. Men når det er sagt, så står det faktisk ikke helt så skidt til med de tre testdeltagere.

Ved taleradio klarer de sig alle godt. Du får en ren og tydelig gengivelse af stemmer. Det er primært ved musik, der er forskel.

Ikke overraskende får du et større, fyldigere og generelt mere velklingende lydbillede hos Argon, hvor man har sat ekstra ind på lydkvaliteten med et sæt stereohøjttalere. De to konkurrenter klarer sig også ganske fint. Der er lidt mere spræl i lyden hos Tangent, som i forhold til Pure når

bredere ud i spektret, både på de højere og de dybere frekvenser. Evoke H6 har en lidt mere lukket klang. Til gengæld bevarer Pure den kontrollerede vellyd, også når der skrues højt op. Tangent bliver skrattende, når volumen hæves for meget.

For alle radioer gælder det, at tiden er godt givet ud, hvis du bruge et par minutter på indstilling af equalizeren. Især Pure har gavn af et skub op på både bas og diskant.

Simpelheden sejrer

Selvom Pure hverken har den bedste lyd eller det største udvalg af funktioner, så er det den, vi helst vil have stående på køkkenbordet.

Kombinationen af lækkert design, høj brugervenlighed og alt andet lige ganske glimrende radiolyd, gør at den på fineste vis leverer den ubesværede bruger-oplevelse, vi søger i en DAB-radio. Skulle du have brug for batteri, kan det tilkøbes, og har du behov for at streame musik og internet-radio, kan du gøre det fra mobilen via Bluetooth.

Når internet er indbygget, bliver betjeningen mere kompliceret, men trods det skrabede display på radioen, kommer den vellydende Argon nogenlun-de elegant fra dette med sin smartphone-app.

Den stilfulde Tangent kunne have været et rigtigt godt køb – ikke mindst takket være det indbyggede batteri – havde det ikke været for den svingende modtagekvalitet og et par svipsere i betjeningen.

ARGON INET3+ V2

Features:

Radio: DAB/DAB+, FM med RDS
Højttaler: 2 x 3" fuldtone
Display: OLED, sort/hvid, tekst
Forbindelse: Aux, hovedtelefon, LAN, Wi-Fi, microUSB
Funktioner: vækkeur, EQ, smartphone-betjening, 30 presets
Batteri: Nej
Pris: 1999 kr.

Dommen:

Kvalitetsindtryk: 3
Brugervenlighed: 3
Funktioner: 4
Ydelse: 4
Pris: 3.5
Samlet vurdering: 3.5

Tangent DAB2go+

Tangent DAB2go+. Tangent DAB2go+.

Features:

Radio: DAB/DAB+, FM med RDS
Højttaler: 3" fuldtone m. basrefleks
Display: farveskærm
Forbindelse: Aux, hovedtelefon, Bluetooth
Funktioner: Vækkeur, EQ, 8 presets
Batteri: Ja, indbygget
Pris: 1499 kr.

Dommen:

Kvalitetsindtryk: 4
Brugervenlighed: 3
Funktioner: 3.5
Ydelse: 3
Pris: 4
Samlet vurdering: 3

Pure Evoke H4

Pure Evoke H4. Pure Evoke H4.

Features:

Radio: DAB/DAB+, FM med RDS
Højttaler: 10 W mono, 3" fuldtone
Display: 2,8”, TFT, farve
Forbindelse: Aux, hovedtelefon, Bluetooth, microUSB
Funktioner: Vækkeur, køkkenur, EQ, 30 presets
Batteri: Kan tilkøbes
Pris: 1799 kr.

Dommen:

Kvalitetsindtryk: 4
Brugervenlighed: 4.5
Funktioner: 3
Ydelse: 4
Pris: 3
Samlet vurdering: 4

Læs en mere dybdegående test i Datatid TechLife 10, som er på gaden nu.