Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Dårlig it er også dårlig forretning

Fejl i virksomhedernes e-handelssystemer koster omsætning, og på verdensplan løber dårlig udnyttelse af udviklerressourcer op i milliarder af tabte kroner. Det viser undersøgelser fra Stripe.

Af Henrik Malmgreen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Markedet for finansielle løsninger udvikler sig i rivende hast. Nogle gange så hastigt, at man næsten ikke begriber det. Som eksempel kan nævnes Stripe, der siden starten i 2010 efter en nylig investeringsrunde har opnået en markedsværdi på 127 mia. kroner.

Det er mere end fordobling på under to år. Stripe er et amerikansk selskab, der blev stiftet af to irske brødre og i dag tilbyder finansiel infrastruktur til internettet, hvor virksomhederne kan anvende platformen til både at acceptere betalinger og styre forretningen online. Stripe, der har været repræsenteret i Norden gennem det seneste år, har produkter til såvel kreditkort som debitkort og senest abonnementsbaseret fakturering.

Selv om den nylige kapitaludvidelse på 1,5 mia. kroner primært skal benyttes til en satsning på markederne i Sydøstasien og Indien, hvor man regner med at få en halv milliard mennesker som kunder i løbet af de kommende år, er Stripe også interessant for de danske netbutikker. På det danske marked kan blandt andre Mikkeller, Vivino, Noma og Billetto nævnes som kunder og internationalt kan nævnes kunder som Google, Uber samt Spotify.

Stripes nordiske direktør, Erik Olofsson, fremhæver, at uanset kundetype og kundestørrelse er det enkelhed og overskuelighed i løsningerne, der er i højsædet. Stripe har nemlig gennemført en analyse blandt Danmarks 100 mest populære webshops, og den dokumenterer en række problemstillinger.

Systemfejl koster omsætning

Det kan blandt andet være problemer med selve betalingshåndteringen, som kan påvirke salget negativt. Kunderne kan nemlig blive afskrækket fra at handle på nettet på grund af en række grundlæggende og unødige fejl. Undersøgelsen viste blandt andet, at 83 ud af de 100 mest populære, danske netbutikker har tre eller flere alvorlige udfordringer, når kunden skal betale. 51 % af betalingsfunktionerne mislykkedes i følge undersøgelsen, fordi systemet ikke kunne identificere, hvilken type kort, kunden anvendte og derfor lod kunden i stikken med risiko for at udfylde kort-informationen forkert.

64 % formåede ikke i realtid at bekræfte kundens kortnummer, så kunden kunne fortsætte med sit køb, selvom der blev tastet forkert. Kun 65 % af de webshops, der var med i analysen, blokerede automatisk kort, der havde passeret deres gyldighedsperiode – en metode der ellers er enkel til at hjælpe kunderne med at undgå at indtaste forkert information – og cirka hver femte butik havde ikke defineret autofill-funktionen korrekt, hvilket gør det besværligt for kunderne, som derfor skal udfylde alle staminformationer, hver gang de skal handle.

Ifølge Stripe er det et klart problem, når netbutikkerne har sådanne tekniske fejl. Mange kunder lader nemlig den digitale indkøbskurv stå ved kassen, hvilket skader konkurrenceevnen og besværliggør overgangen til digital handel.

Stripes nordiske direktør, Erik Olofsson, gør sig til talsmand for, at man som virksomhed virkelig får optimeret sine systemer med henblik på at optimere sin nethandel. Alt andet koster for meget i tabt omsætning.

Mange milliarder er på spil

Undersøgelse viser altså, at en stor del af potentialet i onlinesalg går tabt på grund af alvorlige fejl i betalingsprocessen. Ifølge Erik Olofsson er der således al mulig god grund til at få rettet op på disse fejl, så netbutikkerne kan sælge mere og vokse hurtigere. Stripe har imidlertid lavet endnu en undersøgelse – The Developer Coefficient – der viser, hvorledes virksomhederne egentlig udnytter deres udviklerressourcer.

En ting er, at mange virksomheder ikke får rettet de nævnte fejl, mens en anden er, hvis ikke ressourcerne udnyttes godt nok. Den supplerende undersøgelse viser, at virksomhederne globalt mister ca. 85 mia. dollars årligt, simpelthen fordi it-systemerne ikke er gode nok. De mange penge går ganske enkelt til at rette op på fejl og dårlig kode.