Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: D-Link DIR-895L AC 5300: Router for de farthungrende

Med et Corvette-rødt højglanslakeret kabinet og 8 antenner kommunikerer denne router krystalklart, at dens målgruppe er gamere og andre nørder.

Af Knud Søndergaard, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Til trods for et futuristisk design og state of the art-elektronik er D-Links top-router grundlæggende en ret traditionelt udtænkt konstruktion. Heldigvis er den lige så nem og hurtig at få op at køre som andre moderne routere, men brugere, hvis it-appetit maksimalt rækker til at navngive enheden og vælge en adgangskode, bør følge deres intuition og vælge en mindre højtråbende model.

Opsætning med utallige variationer

I Alt om DATA har vi i årenes løb brugt meget plads på at beskrive de mere nørdede router-features. Dels har nogle af vores skribenter hygget sig med den slags, og dels kunne det være nødvendigt at udnytte dem for at klemme mest mulig trafik gennem enforholdsvis smal signalvej, typisk i forbindelse med spil.

Den helt grundlæggende opsætning af DIR-895L kan foretages via D-Links QRS Mobile-app på en smartphone eller tablet. Normalt er sådan en router-opsætning tilstrækkelig til de fleste af os, men når det gælder DIR-895L, kan det stærkt anbefales at bruge den traditionelle metode med at tilgå routeren i en browser og gennemgå alle indstillingerne side for side.

Alene prioritering af datatrafik kan gøres til et kapitel for sig. Man kan prioritere efter applikationer og enheder. Én applikation, f.eks. mediestreaming, kan gives højeste prioritet, to andre applikationer kan få høj prioritet og yderligere tre applikationer medium prioritet. Hvad angår enheder, kan man opbygge en hakkeorden, hvor én enhed får højeste prioritet, to høj prioritet og seks medium prioritet.

Og curlingforældre, som har været sådan i vælten i sommeren 2017, kan naturligvis aktivere Parental Control og fastlægge, hvad deres guldklumper må tilgå – og hvornår.

Pladsen tillader kun et par eksempler. Der er masser af andre knapper at skrue på i denne routers opsætning. Læs hvordan i den engelsksprogede manual på 248 sider.

Testresultater

D-Link DIR-895L er en både kraftig og hurtig router, men samspillet med HTC 10 fungerer som altid dårligt på husets første sal. Her registrerer Honor 8 Pro og NOA H10le stadig rigeligt med båndbredde til streaming af f.eks. Netflix i UHD/4K-kvalitet.