Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: D-Link DCS-8600LH: Vejrbeskyttet overvågningskamera

Med eller uden kabel? Det er det store spørgsmål, når private forbrugere skal vælge udendørs videoovervågning.

Af Knud Søndergaard, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Er det bedst med et kablet eller et kabelfrit overvågningskanera? D-Link tilbyder begge muligheder og har til DCS-8600LH satset på kablet strømforsyning for at slippe for opladning eller batteriskift. Derimod foregår kommunikationen trådløst via Wi-Fi.

Det testede DCS-8600LH er vejrbeskyttet efter IP65-normen og kan således nemt tåle det mest ekstreme vejr, man kan opleve i Danmark. Desuden har kameraet flere egenskaber, som også gør det velegnet til indendørs brug – ikke mindst en ret stærk pris.

Full HD-videoopløsning er selvfølgelig altid godt, men det skader ikke, at videokameraet har gode optiske egenskaber. Selv i svagt lys er farverne gode, og bevægelser vises næsten naturligt og i realtid. Der er en moderat vidvinkel med et synsfelt på 135 grader, men behersket fortegning langs kanterne.

Som normalt trigges kameraet, når det registrerer bevægelse, og det er muligt at markere, hvilke af 20 mulige zoner i billedet der skal være aktive. Kameraet kan også sættes til at reagere på lyde.

Man kan selv bestemme, om man vil lagre optagelserne på et microSD-kort i kameraet eller i D-Links sky. Den sidste mulighed er gratis, hvis man vil nøjes med lagring af 24 timers optagelser.

Vejrbeskyttede stik

DCS-8600LH-kameraet kommer med et fastmonteret, 3,2 mm tyndt kabel med et specielt, stænktæt USB-A-stik, som kræver et gennemføringshul på hele 23 mm.

Vi kunne sagtens finde på at cutte kablet, trække det gennem en karm eller mur og splejse det sammen igen med et par strømtyve fra 3M, men hvis man vil beholde fabriksgarantien, vil det være smartere at bruge en udendørs stikkontakt. Med i alt 7 meter kabel bør det kunne lade sig gøre de fleste steder.